Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Vinderup-Skive, 28 km (473).
Lørdag den 11. februar 2023.
Jeg starter dagens vandring, hvor den forrige sluttede: på perronen i Vinderup (vandredag 472). Så snart jeg kommer uden for bygrænsen, kan jeg heldigvis mærke, at det langt fra er så forblæst i det åbne landskab denne dag. På himlen er solen en bleg hvid skive bag er gråblåt slør af skyer. Det meste af dagen kæmper den forgæves for at brænde igennem skyerne.
En stor flok blandede kragefugle har taget en tom fold i besiddelse. Vinden bringer en fært af store dyrekroppe, strøelse og ensilage: kvæg. Det er dyrket land, let kuperet plateau. I første omgang følger jeg landevejen mod Holstebro, indtil jeg når Rydhave slot med takkede gavle, hvide mure, røde tegltage, grønne plæner, og et knejsende tårn med spir. Her drejer jeg ind på den mindre Ryde Møllevej. Dammen på den åbne mark over for slottet er indtaget af et knopsvanepar og et halvt dusin gråænder.
Vandløb og møller var altid et fikspunkt på landet og et stednavn værd. Jeg vandrer et par kilometer mod syd, parallelt med ådalen omkring Hellegård Å, indtil vejen tager et stort sving mod vest, og jeg finder den gamle møllegårds røde bygninger på dalbunden, stadig med en opstemmet mølledam. Dammen går over i en have, en pludrende bæk springer frem i et lille fald, men den større vandføring har en kanal uden om bygningerne, langs vejen og til sidst under en bro.
Jeg fuldfører et skarpt u-sving og er tilbage på plateauet. Vejen retter sig op mod syd. I øst ligger den fredede Holmgård Sø, som Hellegård Å kommer fra. Den lille runde sø tager sig smukt ud, også på en grå vinterdag, en skrænt med skov på den nordlige bred, med små, skarpskårne bakkekamme går marker over i enge fra landevejen ud mod søfladen.
Videre fremme hører jeg en ravn skrige i det fjerne, efterfulgt af en krages lysere kald, men min opmærksomhed er blevet fanget af en flok brogede heste, der græsser halvt skjult bag et læhegn på den fjerne side af en friskpløjet mark. Hundrede meter længere fremme kan jeg nyde synet af et halvt dusin af de smukke heste på en åben eng. Brødbækvej hedder den krydsende grusvej.
Jeg fortsætter mod syd, gennem dyrket land, passerer først Hvam Mejeriby, når dernæst Mejrup Kirkeby. Mejeriet er lukket, Mejrup er indlemmet som forstad i Holstebro, men middelalderkirken står endnu med kvadersten og hvidkalket tårn. Byen skæres igennem af den travle hovedvej mod Viborg. Jeg finder min vej gennem et labyrintisk kvarter af nyere parcelhuse, indtil jeg når ud til en velanlagt sti, der afgrænser husene og fører mig frem mod Storåen.
Den fine sti følger kanten af en kløft, indtil et større overdrev åbner sig. Jeg går gennem en låge ind til den tomme fold og fortsætter ad en jordsti frem til en skrænt, bevokset med et smukt egekrat, og en udsigt over Storåens snoninger. En spraglet skovskade flyver gennem egegrenenes virvar, og en fiskehejre letter fra rørene ud mod åen. En fedtet trampesti fører gennem egekrattet, helt ned til kanten af åen, hvor brunt vand ruller langsomt mod vest. Egetræer rækker lange krogede grene mod syd, ud mod lyset i det åbne rum over vandløbet. Jeg følger trampestien mod vest, mens den i beslutsomme hop langsom arbejder sig op ad skrænten, og jeg er tilbage på overdrevet. Et sidste udsigtspunkt, tilmed med bænk, er der, inden jeg må søge tilbage til den etablerede sti.
Dog kun for en kort stund, snart efter kan jeg gå gennem endnu en låge, denne gang med åben græsning helt ned til åen, hvor en træbro giver forbindelse mellem de to skovklædte bredder, sydbredden langt højere. Solen kommer tættere på end nogensinde til at brænde igennem, nok til at kaste en kraftesløs stråle over åens vand, ikke gylden og glitrende, mere et støvet skær under den grå himmel.
Jeg når frem til broen, men uden at krydse den. Der er en smæklåge på broen og friske fåreekskrementer på den grussti, der følger Storåen mod vest. Stien er anlagt på en høj jordvold, der hæver sig en meter over åens vandstand. Samtidig holder den vand tilbage ind mod skrænten, sort eller okkerbrunt stillestående vand med krat og rørsump, her og der med åben vandoverflade og præg af dam eller småsø. Jeg har været her før (vandredag 360), som led i en serie vandreture, der fulgte Storåen fra dens udspring i Gludsted Plantage til udløbet i Nissum Fjord. Så jeg ved, hvad der venter forude, åen udvides til Vandkraftsøen. Søen opstod, dag der blev anlagt et vandkraftværk i hjertet af Holstebro i 1941. Den er tre kilometer lang, aldrig mere end 250 meter bred, det er grundlæggende en ådal, opfyldt med vand fra dalside til dalside.
Skovene svinder bort og giver plads til enge. En flok får sætter i langsom trav foran mig. Dybt inde i pilekrattet stirrer et får mig i øjnene. Krattet er dækket af ankeldybt vand af samme farve som størknet blod, men dyret har på forunderlig vis undgået at få så meget som en plet på sig og er ganske hvid i pelsen. Med høje rolige skridt bevæger fåret sig gennem krattet, ud til stien og efter flokken.
Der er skalleslugere og blishøns på vandet, i mellemgrunden landevejsbroen over søen, bag den høje skrænter lang søens sydlige bred, hvor jeg skal gå om ikke så længe. Snart efter når jeg selv landevejen og krydser over. Da jeg var her for tre år siden, gik jeg langs søens nordlige bred. I dag tager jeg sydsiden.
Der er flere lystfiskere ved broen, og en lind trafik af biler og gående til parkeringspladserne syd for søen. Bag et stengærde findes resterne af Tvis Kloster, hvis cisterciensermunke også byggede kirken i Mejrup. Der er nu kun nogle få kors og vedbendsovergroede gravstene tilbage på en slået plæne inden for stendiget. Kloster og klosterkirke blev i forgangen tid nedbrudt til byggematerialer. Længere oppe ad vejen ligger Tvis Mølle, en gammel, fint restaureret vandmølle, nu ejet af kommunen. Der er nogle mindre, afmærkede vandreruter langs Tvis Å, men det sparsomme vinterlys får mig til gå den modsatte vej. Via en kort, blind vej kommer jeg ud på en slette, med store lyngpartier, grønne skrænter ud mod Vandværkssøen, rørsump ud mod en smal vig. En fiskehejre letter, mens et svanepar holder stand nær bredden.
Jeg holder mig øverst på skrænten, så godt det lader sig gøre. Flere mindre kløfter skærer sig ud til søen, men der er heldigvis brede plankebroer over deres bække og sump, landskabet har overdrevspræg med fritstående, forblæste træer. Ude på søen skyder et par roere god fart, bådspids ved bådspids. Jeg når de første parcelhuse, men kan stadig holde mig nær søbredden. På den modsatte side ligger en stor bygning med hvid beton og glasfacader, bag den en høj mast. Det er hovedsædet for TV2 Midtvest. Kort efter kan jeg se kraftstationen, hvor åen er opstemmet.
Jeg tager en fodgængertunnel under Ringvejens strøm af biler, og genfinder åen, nu tilbage i et smal løb, raskere strømmende efter passagen gennem kraftværket. Det bliver dog hurtigt sværere at følge vandløbet, jeg må gennem kolonihaver og parcelhuskvarterer, før jeg krydser Storåen en sidste gang. Den fortsætter mod Nissum Fjord og Vesterhavet, jeg går den kortere vej op ad bakken til banegården i Holstebro.
Sebastian Haffner: En tyskers Historie; 120-295.
Aldous Huxley, The doors of perception, i-xviii 1-10.
Jyske Vandreture 