Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Stoholm-Vinderup, 27 km (472).
Søndag den 29. januar 2023.
Det er en grå dag, næsten skummel, med et skumringsagtigt lys, der varer hele dagen. Og blæsende tillige, så snart jeg kommer uden for bygrænsen i Stoholm, og går mod vest hele dagen, med vinden i ansigtet. Store dele af vandreturen foregår på plateauet, blot afbrudt af et par lave ådale, orienteret, nord-syd, så jeg krydser dem i stedet for at vandre langs dalbunden.
De første timer går jeg over dyrket land, græs, spæde vinterafgrøder, upløjede majsmarker, hvor de grove, stive stubbe løber i lange geometriske linjer mod horisonten. Jeg hører kvidrende spurve fra krat og hegn, men de små fugle holder sig i skjul. Højt på himlen jager en krage en rovfugl væk, alliker og en håndfuld duer holder til nær gårdene, små flokke af krager og råger fouragerer uden megen energi.
Ved den lille landsby Iglsø ligger en hvid kirke hævet på en lav bakketop, med en klokkestabel i træ. Kirken har er en korskirke, usædvanlig for en egn, der ellers ofte har små kullede middelalderkirker. Denne kirke er da også bygget så sent som i 1895, i mursten, hvis gitternet ses skyggeagtigt under tykke lag af hvid kalk.
Det er kvægland her, som færten omkring gårdene bevidner, ikke så megen som en enkelt gris inden for lugtafstand. Forude ligger den lidt større landsby Kjeldbjerg. Bjerg er så meget sagt, men en bakkekam skyder dog ryg og bærer to symmetriske gravhøje. Det er de første af adskillige gravhøje, som ligger på en mere eller mindre ret linje frem mod og tværs over Karup Ådal, som om de i sin tid har flankeret en oldtidsvej. Der kan have været flere, fredning af gravhøje kom sent, mange er uden videre blevet bortgravede.
De fleste gravhøje har ingen navne, men her har man været anderledes rundhåndede med navnene. De to oppe på bakken er Torshøje, dernæst kommer Fladhøj, Fly Høje (hele syv høje på linje) og dernæst Lundhøj på den lange bakke ned mod ådalen, slutteligt Ravnhøj over for den vestlige dalside. Nogle af højene fremtræder glatbarberede, andre har små totter krat, og en enkelt prydes af en lang række små træer, i profil mod den grå himmel, som en kat med rejste børster.
Et par dybe slugter med stejle sider åbner sig i landskabet, men den grusvej, jeg slår ind på, fordeler et højdefald på tredive meter over en strækning på mere end en kilometer. I kanten af ådalen følger jeg en smal landevej i retning mod en landevejsbro. Åkær hedder en stor gård, og jeg går langs Åkjærvej. Det er almindelige stednavne, mere usædvanligt er det skilt, som viser af til Aakjærstenen. Nysgerrighed får mig til at følge anvisningen op ad en markvej. Her står der – naturligvis på en gravhøj, en mindesten, som digteren Jeppe Aakjær har sat over sine forældre.
JENS PEDER AAKJÆR OG KATRIN
Her vendte far sin plov aa saa mangen en gang
Naar graalærken saa højt over sandmarken sang
Her gik min stille mor i sin grove graa kjol
Og saa med tynget blik mod den synkende sol
Thi sætter eders søn denne liden graa sten
Til minde om en færd der som duggen var ren
1908
Jeg vender mig om, ser ud over landskabet, ådalen er bred nok til at fremstå som et fladt landskab af enge og sandede marker. Der er hverken synkende sol eller lærke på himlen, der er grå som fuglen, kjolen og stenen. Højt på himlen hænger derimod en utrætteligt musende tårnfalk, dens fjerdragt rødbrun mod det grå.
Jeg går tilbage til landevejen og vandrer videre til broen over Karup Å, der løber bred og rolig gennem ådalen på vej mod Skive Fjord. Små skilte hævder lystfiskerrettigheder. Der er åbent rum over engene, krat og skov trukket tilbage til dalsiderne.
Øverst på den vestlige dalsiden ligger Trandum Kirke, i røde mursten, ikke meget mere end hundrede år gammel. Jeg vender mig om for et sidste kig ud over ådalen. Et kort stykke mod nord ligger landsbyen Mogenstrup, hvor der er en fin vandresti helt ud til brinken af åen. Jeg var der en smuk sommerdag for flere år siden (vandredag 278).
I dag skal jeg imidlertid stik vest. Den smalle landevej, jeg følger, bliver brat til grusvej, som jeg nærmer mig den store plantage på østsiden af Stubbergård Sø. Vejen er kantet af lave egetræer, ikke et af egnens fine gamle egekrat, men snorlige rækker af plantede ammetræer. Der er sammensunkne gravhøje inde i plantagen, mosdække på skovbunden og langt op ad egetræernes stamme. Der er stadig megen lyng tilbage på skovbunden, vildtvoksende fyr og gyvel spreder sig. Der er enkelte tykke gamle fyrretræer, med kobbergrønt lav, men ellers er det høje spinkle stammer, der virker blyantstynde. En rød ræv løber lynhurtigt over skovvejen. Et højt vildthegn følger et langs stykke langs vejen, tykke eltråde på yder- og indersiden, vildsvin, som et skilt oplyser. Der står en hochsitz derinde, og grisene holder sig klogeligt ude af syne.
Terrænet hælder jævnt, og jeg når landevejen umiddelbart før den krydser Stubbe Å. Åen forbinder Stubbergård Sø og Flyndersø, to store søer, med vanddybder omkring ti meter. Søerne ligger delvist omgivet af skov, hede, overdrev og plantage, usynlige fra landevejen, hvorfra jeg kun kan få et smukt glimt af hedebakker og overdrev syd for Flyndersø. Der er smukke vandreruter på begge sider af søerne (vandredag 117 og 281).
Der er et vejarbejde i gang, og de få bilister må holde i kø ved opstillet lysregulering, hvor der kun er en vejbane til rådighed. Jeg vandrer uanfægtet videre, og som jeg begynder opstigningen mod Sevel får jeg et fint udblik over den mindre Hellesø, med bræmmer af rør og grønne skrænter på den fjerne side. Vejen snor sig som hovedgade gennem Sevel, inden den når plateauet og bliver til landevejen mod Vinderup. Sevel har en ganske stor kirke, med hus og kor i kvadersten og et hvidkalket klokketårn. Størrelsen skyldes herremanden på Stubbergård. Et stenkast fra kirken ligger den gamle kro.
På den anden side af bygrænsen kommer jeg ud på dyrket land, forblæst og med svindende lys på den grå vintereftermiddag. Umærkeligt er jeg kommet ganske højt op i terrænet. Forude, langt lavere, ligger stationsbyen Vinderup, og hen over den kan jeg se en stribe af Limfjorden. Mod nord rager det trekantede kirkespir i Sahl lige akkurat op over træerne, i sydvest græsser blandede flokke af svaner og gæs på grønne marker. Tættere på søger en flok råger tilflugt i et læhegn og holder vagtsomt øje med mig fra de højeste kviste, mens jeg passerer.
Ad den lange lige vej når jeg frem til byen, skyder genvej til stationen, lige i tide til at træde ind i toget mod Århus.
Alejo Carpentier: El reino de este mundo, 107-121.
Sebastian Haffner: En tyskers Historie; 1-120.
Jyske Vandreture 