Hagebro-Skive (278).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hagebro-Skive, 39,6 km (278).
Tirsdag den 14. august 2018.

Dagens vandredag begynder, hvor den sidste sluttede (vandredag 277): Ved busstoppestedet i Hagebro, nær vejskiltet der advarer mod krydsende oddere, ved broen over Karup Å. En behagelig forskel er dog, at det holder tørvejr hele dagen. Himlen ser ofte sort og truende ud, så dagslyset bliver grå og skumringsagtigt, men det regner ikke. Af og til kommer der også sprækker i skydækket og korte stunder af sol.
Dette er den tredje etape af en vandretur gennem ådalen langs Karup Å; en tur der begyndte ved Bølling Sø nær Engesvang (vandredag 276). Dagens endemål er Skive Fjord, hvor vandløbet munder ud i Limfjorden.
Hagebro ligger på den travle landevej mellem Viborg og Holstebro, med masser af tung trafik, så jeg krydser broen og søger snarest muligt ind på de små grusveje mellem gårdene, der ligger oppe på bakkesiden med masser af eng ud mod åen. Af og til lader åen sit blanke vand se som korte stykker af slyngninger, men for det meste er den skjult af pilekrat.
Jeg holder en støt kurs mod nord, grusvejen fører frem til en smal landevej, på den fjerne side af ådalen rager det hvide kirketårn i Vridsted op som horisontens tydeligste kendetegn. På den vestlige dalside når jeg kort efter frem til den frit beliggende Trandum Kirke. Her gør jeg en afstikker ad den landevej, der krydser ådalen. Jeg skal ikke længere end til broen over åen, herfra er der en flot udsigt mod nord og syd, igennem ådalen. Broget kvæg græsser i store flokke på engene. Ved broen står et lille skilt, der markerer den lokale sportsfiskerforenings fiskerettigheder. Tilsvarende skilte står ved indkørslerne til alle de blinde markveje langs landevejen, og her og der holder en bil eller to parkeret.
Jeg går tilbage til kirken og fortsætter mod nord. Men kun et kort stykke vej, snart står jeg nemlig ved en afmærket sti, der giver en sjælden mulighed for at komme helt ud til åen. En markvej fører forbi to store gravhøje på en græsmark, hvor rødkløveren vokser tæt, og ned over bakken, hvor en låge i folden gør det muligt at følge en rute ud på engene.
Hejrer letter fra rørene, da jeg når ud til åen, og et par rådyr springer tyste bort på den anden bred. Som jeg følger den slåede sti langs bredden, bemærker jeg to tårnfalke. De små rovfugle flyver fra gren til gren i krattet nær brinken uden at finde blivende siddeplads. Til sidst forsvinder den ene, og den anden bliver hængende i svirreflugt en snes meter over engene, med blikket fikseret på jorden under sig.
Den lodrette brink er knap en meter højt. Over korte stræk er vegetationen slidt væk af vand eller kvæg og sort muldjord står frem, en modsætning til de højere sandskrænter jeg så længere opstrøms, der hvor Alheden engang bredte sig.
Stien langs Karup Å er desværre alt for kort, snart må jeg igen op ad bakken og videre ad landevejen. Det er ved at være tid til dagens afstikker.
For få hundrede år siden var store dele af Jylland dækket af hede, især vest for Den Jyske Højderyg og syd for Limfjorden. Nu om dage er der kun rester tilbage. På min første vandredag langs Karup Å var jeg omkring Grathe Hede, på den anden vandredag besøgte jeg Kongenshus Mindepark, og i dag skal jeg omkring Hjelm Hede ved Flyndersø. Hjerl Hede (vandredag 117) ved søens sydvestlige hjørne, er den mest kendte af hederne ved søen på grund af museet der, men Hjelm Hede øst for søen er langt større.
Mit udgangspunkt for en rundtur er parkeringspladsen i nord. Herfra fører en afmærket vandrerute forbi en lille hedesø og ud til de stejle bakker, der kanter Flyndersø her. Store dele af heden er mærket af sommerens tørke, præget af changerende farvebånd, afhængigt af hvilke planter der dominerer, og deres fremtoning i vissen tilstand.
Græshede er fremtrædende her, men der er også store partier revling iblandet spredt lyng; på skrænterne og i bunden af egekrattene nær bredden er der meget blåbær, i en nuance der indeholder mere rødt end brunt. På heden vest for søen kan jeg se de samme farvebånd med større klarhed.
I begyndelsen følger jeg bakkerne langs søen, går et langt stræk gennem egekrat. Med regelmæssige mellemrum står der bænke, nogle af dem ved udsigtspunkterne. Tilbageturen går over åben hede. Hele området er hegnet ind til afgræsning med får, og dyrenes afføring ligger tæt over alt. Mens jeg går ad et sandet hjulspor lægger jeg pludseligt mærke til, hvordan talrige gødningsbiller hver for sig er ivrigt beskæftiget med at trille af sted med en af de sorte runde piller, som er den form fårenes afføring så at sige naturligt leveres i. Billerne er alle samme slags, med et gnistrende sort skjold, der lyner blåt. De er af samme størrelse som de sorte gødningskugler.
Jeg har set et par enkelte får inde i egekrattet, men nu møder jeg hele flokken. Der må være pænt over hundrede får, de fleste ligger spredt ud på begge sider af hjulsporet, adskillige midt på vejen. Lyngen blomstrer i mindre partier, ujævnt fordelt over heden. Hvor fårene har taget leje klods op af lyngkostene, træder den lilla farve frem med større intensitet i kontrast mod den hvide uld.
Min rundtur er endt, ad snørklede grusveje går jeg tilbage til Karup Å. Hvor jeg genfinder åen er den reguleret af et dige, åen trængt op mod ådalens østside, brede enge vest for diget. Mit kortmateriale viser en vej på diget, som jeg kan følge helt ind til Skive. Det holder også stik, men på lange stræk er vejen nu blot en trampesti mellem et knæhøjt urtedække. Tydeligvis er der ingen motoriseret trafik, blot et sparsomt gennemtræk af vandrere, lystfiskere og mindst en hest.
Den fjerne bred er over lange stræk utilgængelig, højt pilekrat står som en grøn mur. Fra diget er der imidlertid en fin udsigt over åen og engene. Af og til krydses åen af små broer, der vel kun er tænkt til brug for gårdenes traktorer og engenes kvæg. I det fjerne, mod nord, kan jeg se en lang høj bro føre omfartsvejen syd for Skive over ådalen.
Mens jeg går ad diget, holder jeg hele tiden øje med åens vandoverflade. I denne sommer har de lokale lystfiskere klaget over sæler, der trænger adskillige kilometer op i åen på jagt efter ørreder. Nogle hævder endda, at de skulle nå så langt op i vandløbssystemet som Karup. Derfor har lodsejerne langs åen fået Naturstyrelsens tilladelse til afskydning af syv sæler – ellers en fredet art. Det antages, at sælerne søger op i å-systemet på grund af mangel på fisk i Limfjorden. Det har øjensynligt ikke været på bordet at reducere fiskeritrykket her. Tværtimod blev der sidste år givet tilladelse til afskydning af et mindre antal sæler i Skive Fjord. Jeg ser nu ikke et eneste sælhoved bryde vandoverfladen i åen – måske har de også hørt om udsigten til at komme under beskydning.
Jeg nærmer mig omfartsvejens bro, ikke det eneste tegn på byens nærvær, en jogger i rød t-shirt har været ude at runde diget. Efter at være gået under den høje betonbro følger jeg i hælene på løberen: over den sidste af de små broer. For første gang siden Hagebro er jeg nu på østsiden af Karup Å. Åen løber tværs gennem Skive, og en grøn kile af fredede enge rækker helt ind til hjertet af byen. Et større parcelhuskvarter er bygget helt ud til bakkeranden, og en velholdt grussti løber på grænsen til ådalen. Spadserende, cyklister og hundeluftere promenerer på stien, med udsigt til åen, skråningen afgræsses af får.
Åen slår et knæk, bykernen i Skive med høje kirketårne kommer til syne. Engene er nu i stort omfang bevokset med rørskov, der fortsætter helt hen til broen ved hovedvejen mod Herning. Enge og krat viger for byen, men på den sidste kilometer før Karup Å munder ud i Skive Fjord, løber åen en sidste gang gennem bred rørskov. En lang træbro med en elegant kurve rækker fra den ene bred til den anden.
Fjorden er markeret af lave bakker. På revlerne ud for åens udløb holder måger til. En lang række større fugle danner en linie gennem mågeflokken. Der er flest skarver, men også en håndfuld fiskehejrer og mindst lige så mange skestorke. Skestorken er stadig en fåtallig art i Danmark, jeg har tidligere set dem i Skjern Enge og Ho Bugt, men der er også en koloni ved Limfjorden.
Dagens tur er næsten slut. Jeg giver mig tid til at nyde den flammende orange farve på de tæt sammenstuvede bær på et lille havtornebuskads ud mod fjorden. Så går jeg tilbage, hvor jeg kom fra, krydser Karup Å en sidste gang inde i byen, på min vej til banegården.

Fernando Aramburu, Patria, 598-642.
Bent Vinn Nielsen: Den svævende tankbestyrer, 1-80.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s