Engesvang-Karup (276).


Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandring. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Engesvang-Karup, 37,7 km (276).
Søndag den 5. august 2018.

Det er overskyet, blæsende, og temperaturen er ikke meget over tyve grader. Med andre ord, det er en bedre vandredag end mange af de skoldhede dage i denne sommers lange tørke.
Jeg begynder dagens vandretur samme sted, som jeg endte forrige tur: på togstationen i Engesvang (vandredag 275). Efter at have manøvreret gennem parcelhuskvarterer når jeg ud til Bølling Sø. Det er efterhånden en del år siden, søen blev reetableret efter at have været gået tabt til et afvandingsprojekt. Alligevel er der små grønne øer ude i søens blå overflade, der virker som totter af oversvømmet eng.
Bølling Sø er klemt ned mellem parallelle bakker i øst og vest. I en ådal med andre ord – men en ådal med tvillinger: Umiddelbart syd for Bølling Sø er der et vandskel, her har Funder Å sit udspring og løber mod sydøst til Silkeborg Søerne og Gudenåen (vandredag 135); Bølling Sø har ingen tilløb, men i nord har det et udløb, Skygge Å, der løber mod nord og via Karup Å munder ud i Limfjorden. En dal, to åer der løber mod hvert sit verdenshjørne.
Jeg følger stier og grusveje langs bakkerne ved det nordvestlige hjørne af søen. Enkelte lyngkoste står med lilla blomster i vejkanten, de fremspringende lyngbakker på den anden side af søen har derimod en rustrød farve. Landevejen mod Kragelund krydser ådalen umiddelbart nord for søen, en badebro giver mulighed for en dukkert. Skygge Å er dårligt nok en bæk, da den forlader søen. Den har et nyslynget leje, nærmest en stensat grøft, der også fører den under landevejen.
En afmærket sti løber parallelt med åen på det første stykke. Tørken har drastisk reduceret vandføringen. Der er et bredt kær her, men det ligger hen med blottede mudderflader og isolerede pytter af vand. I begyndelsen går ruten ad en tung sandvej, snart fører en spinkel trampesti dog op på et dige. Diget er bevokset med lyng, græs og krat, trampestien har slidt en linje af hvidt sand gennem vegetationen. Øst for diget ligger kærene, vest for er der er der flade marker. En flok broget kvæg har søgt ind i den smalle stribe skygge omkring et skravlet læhegn.
Trampestien fører frem til en træbro over åen, der ligger i et snorlige, reguleret løb mellem to høje diger. Jernet har givet vandet en kobberbrun farve, der står i drastisk kontrast til det lysegrønne græs nederst på digets sider, især når et sjældent solstrejf gennemlyser både vand og græs. Plankebroer fører gennem kærret, og snart går jeg langs en kornmark ud til den skovklædte østlige side af ådalen.
Skoven her, Stenholt Skov, er et stort egekrat. Bakkesiden er beklædt med lyng, små udsultede egetræer står med luft imellem stammerne, ude af stand til at danne et sammenhængende løvtag. Landevejen løber langs skovbrynet, som markerer foden af bakkerne, med flade marker på den anden vejside. Jeg går mod vest, mod Klode Mølle, tydeligt at se mod det grønne skovbryn: en velholdt bygning i rødmalet træ, stråtækt, foran den en mark overgroet med gul brandbæger.
Få kilometer senere når jeg frem til Skygge, blot nogle få huse. Ved landevejsbroen her mødes Skygge Å fra øst og Bording Å fra vest i et frodigt grønt kær, der ganske skjuler de små åer. Til sammen danner de to vandløb nu Karup Å, der løber 80 kilometer mod nord for at ende i Skive Fjord. Et skilt annoncerer forbud mod sejlads, men det virker som en spøg, åen er måske en meter bred her.
Jeg begynder også min vandring mod nord, ad den landevej der løber parallelt med vandløbets østside. Åen er få hundrede meter borte, men i det flade landskab med dets mange læhegn er den som oftest skjult for øjet. Der er majsmarker her, og endnu flere kartoffelmarker, som vandingsmaskiner arbejder for at holde forsynet med vand.
Dette område er opdyrket hede, et af de steder hvor kartoffeltyskerne blev bosat, tyskere der i syttenhundredtallet kom til landet for at opdyrke hede. De medbragte kartoflen som afgrøde. I begyndelsen blev knoldene omtalt som “jordæbler”. Det er stadig tilfældet på fransk, pomme de terre, hvor pomme egentligt betyder æble. Så når vi taler om pommes frites, taler vi egentligt om stegte (jord-)æbler.
Heden blev ikke blot til marker, store dele af den blev til plantage. Jeg nærmer mig en af de største – Kompedal Plantage. Jeg drejer væk fra landevejen og åen og går i stedet ad en grusvej ind i skoven. Kompedal Plantage er statsskov, den har de store velholdte grusveje, man kun ser på statsjord. I dette tilfælde virker vejene ekstra brede, fordi de er flankeret af vide brandbælter. De største af vejene løber nord-syd og øst-vest, møder hinanden i rette vinkler og inddeler plantagen i store firkanter.
Inderst inde i plantagen når jeg frem til et velkendt sted: Grathe Hede, som jeg har besøgt på vandring ad Hærvejen (vandredag 160). Grathe Hede er det største af de hedefragmenter, der er bevaret rundt omkring i plantagen. I sin tid dækkede Grathe Hede et langt større område, og den har en plads i danmarkshistorien på grund af Slaget på Grathe Hede i 1157, sidste episode i en borgerkrig, hvor Valdemar den Store besejrede Kong Svend. Øst for Kompedal Plantage markerer en mindesten stedet, hvor Svend angiveligt blev dræbt (vandredag 164).
Lyngen blomstrer spredt på heden, men det dominerende indtryk changerer mellem mørkegrønt, mørkebrunt og rustrødt med store lyse partier, hvor græsset dominerer. Det trekantede stykke hede er fuldstændigt omsluttet af plantage. I skovbrynet overfor står et udkigstårn.
Lyngtrekanten har et retvinklet hjørne, hvor en lang finger af hede strækker sig mod nordvest. Det er Kompedal, mere en lavning end en dal. Jeg følger en sandvej langs skovbrynet. Der er anstrøg af kær, lavningen er riflet af lave overgroede vandreklitter, enkelte sted er der vindbrud med eksponeret sand. Hochsitze står langs skovbrynet.
I nord når jeg frem til en tværvej, som jeg følger mod vest, indtil jeg omsider er ude af plantagen og tilbage ved landevejen. Landevejen fører mod Karup. Jeg går imidlertid ligeud, hvilket fører mig frem til broen over Karup Å. Her er der bræmmer af enge omkring vandløbet, og mod nord kan jeg se høje brinker. Åen har fordoblet sin bredde, og der er en frodig vækst af vandplanter på bunden, fladt terræn nær bredden er dækket af lilla gederams.
Derefter følger jeg en smal landevej vest for åen i retning mod Karup. Landevejen løber nær toppen af den lave bakkeside, og jeg kan følge åen som en linje af brinker og pilekrat ude på dalbunden. Med et par kilometer tilbage af dagens rute når jeg frem til Kølvrå, hvor jeg slår ind på Alhedestien, en banesti på den nedlagte jernbane mellem Herning og Viborg (vandredag 144). I sydkanten af Karup krydser jeg således endnu engang åen, denne gang ad den gamle jernbanebro. Her ligger Karup Kirke på en bakke ud mod de grønne enge, som åen slynger sig igennem.
Jeg går gennem byen og ud til landevejen, hvor jeg venter på en af de busser, der afløste togene

Fernando Aramburu, Patria, 443-510.

This slideshow requires JavaScript.

One thought on “Engesvang-Karup (276).

  1. Pingback: Hagebro-Skive (278). – Jyske Vandreture

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s