Salten Bro-Engesvang (275).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandring. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Salten Bro-Engesvang, 34,3 km (275).
Søndag den 29. juli 2018.

Rutebilen fra Horsens dykker ned i den skovklædte Salten Ådal, et fald på 75 højdemeter. Jeg bliver sat af på dalbunden. Dagens vandring er et langt sving mod nordvest, gennem heder og plantager. Først gør jeg dog en afstikker ud på Næsset, ved den vestlige ende af Salten Langsø.
Skovene rækker langt ud på Næsset og løber ubrudt langs vandkanten. Det indre af Næsset er en hede med spredt bevoksning af ene og løvtræer. Jeg er dårligt kommet fri af skovbrynet, da en havørn letter fra de øverste grene, blot hundrede meter borte. Med få rolige vingeslag stabiliserer den flugten og glider i en vid bue ud over søen og over mod skovene syd for. Det er ikke første gang, jeg har set havørn, men det har været på længere distance. Efter at have set den store fugl så tæt på, kan jeg bedre forstå, hvad folk mener, når de taler om havørnen som “den flyvende dør”.
Jeg følger en jordvej over Næssets hedeslette. Det er sidst på morgenen, men allerede varmt, og kvæget har søgt skygge under et stort fritstående egetræ. For første gang efter mere end en måneds hedebølge og tørke kom der en kort byge i aftes. Den har efterladt græsset vådt og sænket temperaturen fem grader. Stadigt rigeligt for køerne, sort galloway-kvæg med det karakteristiske hvide mavebælte.
En trampesti nær vandkanten fører gennem skoven og næsset rundt. Umiddelbart overfor ligger Additnæs, som jeg besøgte en vinterdag for et par år siden, hvor den lille vig var frosset over (vandredag 138). Skoven er tæt her, der er et par gode udsigtspunkter, men ellers ser jeg mest søens blå gennem løvhænget.
Skovbunden er dækket af et næsten ubrudt buskads af blåbærris. I første omgang tror jeg, at der slet ikke er nogen bær, men ved nærmere eftersyn, får jeg øje på nogle ganske små bær, ikke større end knappenålshoveder. De er melede i munden, næsten uden saft. Normalt er bærrene store og saftstruttende og efterlader fingrene med rødvinsfarvede pletter blot ved at plukke dem.
Jeg når tilbage til jordvejen, som jeg følger ud til hovedvejen. Derefter fortsætter jeg mod vest, ind i skovene på nordsiden af Salten Ådal. Herinde ligger de to store hedebakker, Tyskerbakke og Salten Profilet.
Disse to steder besøgte jeg den samme vinterdag. Jeg er vendt tilbage for at se lyngen blomstre her. Lyngen er dog ikke langt fremme med blomstringen, det er endnu langt fra de lilla flader, der gør det mest dramatiske indtryk. I stedet er det blot enkeltstående lyngkoste, der står med lysende blomster.
Tyskerbakke har fået sit navn, fordi der var en observationspost her under Anden Verdenskrig, hvor besættelsesmagten også havde en lille flyveplads ved den østlige ende af Salten Langsø. Små tilgroede stier fører videre til Salten Profilet, jeg kommer noget på afveje og må gennem fugtig terræn og dernæst gennem meterhøjt, fugtigt bregnekrat, indtil jeg endelig står på toppen af bakken.
For foden af den høje skrænt ligger et kær med gøgeurter. Ret fremme er der en storslået udsigt over ådalens skove. Øverst på bakken er der et vindbrud, med blotlagt sand. Også store partier på skrænten står råt frem, uden vegetation. Beplantningen her er dog fjernet med menneskehånd for at gøre det muligt fortsat at kunne betragte den geologiske profil, som lader sig aflæse på bakkesiden.
Jeg stiger forsigtigt ned fra højderne, følger en lang grusvej mod vest og op ad dalsiden, en tårnfalk stiger op fra en stubmark og forsvinder hurtigt. Dernæst krydser jeg hovedvejen mellem Silkeborg og Vejle, fortsætter på en smal asfaltvej, indtil jeg står ved banestien mellem Silkeborg og Horsens (vandredag 29). Den for længst nedlagte jernbane slog et gevaltigt slag mod vest for at undgå det kuperede terræn i Søhøjlandet.
I dag skal jeg blot følge banestien et par kilometer mod sydvest. Der er et smalt asfaltbånd, ikke bredere end en fortovsflise. Stien forløber i en grøn tunnel med få kig ud over åbent landskab. Som altid ved banestier er der frugttræer langs banen, vokset frem fra æbleskrog og blommesten fortidens passagerer har smidt eller spyttet ud under kørslen. Et blommetræs grene er tynget ned af tunge røde blommer. De er næsten modne, stadigt en smule sure.
En lille vejbro fører over banestien. Jeg skal svinge mod nord her, så jeg må klatre op ad skrænten for at komme ind på landevejen. Vejen går straks ind i plantage, videre ad en velholdt grusvej, hvor der ikke er langt mellem hochsitze, jægernes små tårne. Nåletræerne er 8-10 meter høje, stammerne ikke tykkere end en mands lår. De står i store, enshøje blokke, med uigennemtrængelig underskov, hvor kun grusvejene skærer sig ned som dybe kløfter.
Tilbage ved landevejen står jeg ved et stort hedestræk mellem plantagernes lodrette skovbryn. Dette er et af de mest øde områder i Danmark, meget af det er nu plantage, men før det var det udstrakt hede. Pårup Hede var en af Danmarks store heder ligesom Alheden og Randbøl Hede. Nu er der kun fragmenter tilbage.
Hærvejen løber også herigennem (vandredag 159). Jeg følger den et par kilometer mod vest, gennem en smal kløft der skærer sig ned i hedefladen og nogle steder næsten er ved at blive lukket af enebuske. Efter en smal sandet sti når jeg til sidst frem til nye grusveje. Hærvejen svinger mod nord, men jeg fortsætter mod vest, gennem plantage der åbner sig omkring store kær og kuperet hede. Meget af heden her er privat og under tilgroning med ene.
En skovvej, oversået med klovspor fra krondyr, fører frem til Sepstrup Sande, et gammel indsande, nu overgroet med hede og ene. Også her står der hochsitze, og noget af heden er pløjet op til vildtager. Mit kort viser veje gennem terrænet, men de løber ud i intet. Jeg har tidligere gjort et forsøg på at gå gennem området fra vest (vandredag 224), men endte i en blindgyde. I dag går det lettere, jeg kommer langt ind på heden, før vejen opløses i flere næsten udviskede hjulspor. Jeg genfinder hjulsporet, men det fører gennem et stræk af sort mosevand, kantet ind mellem elektrisk hegn på den ene vejside og tæt pilekrat på den anden.
I stedet følger jeg spinkle stier, muligvis rene dyreveksler, mod vest, i et håb om at finde farbar vej gennem et halvåbent landskab, en mosaik af hede, krat og pilesump. Jeg når da også frem til et lidt større stykke åben hede og ser en lav banevold lige fremme. Og snart er jeg igen på sikker grund, på banestien mellem Brande og Silkeborg (vandredag 135).
Et par hundrede meter mod nord når jeg så frem til Christianshede og går forbi den gamle station, der nu er en fint vedligeholdt privat bolig, med mure i pudset gul kalk, ikke de mere almindelige røde mursten.
Jeg slår ind på grusvejen mod nord, krat på den østlige side af vejen, stubmarker og hestefolde på den vestlige, Hørbylunde Plantage lige fremme. En hjort springer over vejen, jeg venter et sekund, yderligere tre hjorte i sommerdragt følger efter. Midt i plantagen ligger Store Hørbyhøj (130 m). På trods af navnet er den nu ikke mere end et stort muldvarpeskud, næsten skjult under buskads på et minimalt stykke hede.
Motorvejen mellem Herning og Århus skærer igennem plantagen i en blød bue frem mod Funder Ådal. En bro fører over motorvejen og hen til den gamle hovedvej mellem de to byer. Et vejskilt viser, at vejen hedder Kaj Munks Vej, et par hundrede meter mod vest står mindestenen på stedet, hvor han blev myrdet i 1944.
Jeg går gennem plantagen ud til Hørbylunde Bakker, på vestsiden af Funder Ådal. I syd går motorvejsbroen over ådalen, i nord kan jeg se Bølling Sø. De lyngklædte bakker falder i store folder ned mod jernbanen på dalbunden. Den fåreflok, der græsser her, har fundet skygge et sted ude af syne. Jeg er nu ikke helt alene, et hvidhåret par har stillet cyklerne ved foldens låge og søger efter det perfekte udsigtspunkt, han har en orange sikkerhedsvest på, hun har en gul. Lyngen er brun, med nogle få lilla koste.
En opkørt jordvej fører gennem plantagen mod nord. Blåbærrisene ved vejkanten er slemt medtaget af måneder sol og står i efterårsfarver. Enkelte firkantede markstykker har klemt sig ind mellem træernes tætte rækker.
Snart når jeg ud til landevejen og følger den mod nord frem til Engesvang. Der er stegende varmt på stationens perron, så i stedet for en bænk tager jeg plads op mod en mur, men inde i skyggen.

Fernando Aramburu, Patria, 398-443.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s