Bogense: Æbelø (109).

Udklip109
Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Bogense: Æbelø, 38,4 km (109).
Mandag den 27. juli 2015.

Lørdag passerede en sommerstorm med heftigt regnskyld, søndag var der stadig hård kuling fra vest, så min tur til Æbelø blev udsat til mandag. Nu er jeg så kommet til Bogense, efter en ekstra lang togtur til Odense på grund af sommerens sporarbejde på Vestfyn. Klokken er tolv, der er støt regn de næste par timer og lejlighedsvist i løbet af resten af dagen, som ikke byder på meget solskin mellem de tætte skyer.
Så min vandretur begynder gennem de regnvåde købstadsgader i Bogense, indtil jeg kommer ud på Gyldensteenvej, der fører mod øst. Gyldensteen er et lokalt gods, og Gyldensteen Strand er navnet på et naturgenopretningsprojekt, som Aage V. Jensen Fond er ved at etablere på de 600 hektarer godsjord ud mod Kattegat, som fonden købte i 2011. Arealet i sig selv er skabt ved inddæmning af den daværende Gyldensteen Fjord. Reetableringen af vådområderne indbefatter en ferskvandssø i øst, adskilt ved et dige fra et nyskabt laguneområde i vest.
Projektet indbefatter også de gode besøgsfaciliteter, som fonden er kendt for. Ved landevejen, i det sydvestlige hjørne af området, er der etableret et fugletårn med en lang rampe til kørestolsbrugere. Fra den øverste etage er der en vid udsigt over lagunen med dens små øer, engene omkring og havet mod nord. Kvæget græsser på de frodige enge, og mågerne flokkes over lagunen, og sidder så tæt på øerne, at de får et hvidspættet udseende.
Som jeg går øst på, er der et fint udblik over lagunen, og dens diger, indtil landevejen går op ad en bakke og skov og agerland tager over. Det er typisk godsland, med store marker, ingen selvstændige gårde, landarbejderhuse overgået til udlejning, avlsbygninger. En lang allé fører ud mod stranden, længere fremme ad landevejen holder en stor flok gæs til i en grøn kornmark og går på vingerne under et vældigt postyr, da jeg passerer.
I den lille landsby Vester Egense drejer jeg mod nord i retning af Jersore og dernæst Lindøhoved, en lille sommerhuskoloni ud mod Kattegat. I løbet af de få kilometer skifter landskabet fra bølgende marker med modent korn, kantet af røde valmuer, til strandeng med vadehavspræg, hvor render og pytter af brakvand mødes med engens høje kant. På den nordlige side af vejen tegner en lang række køer sig i profil mod havet, på den sydlige side græsser gæs på engene.
Det er ebbe, og de forankrede joller ud for sommerhuse har lagt sig på skrå på den blotlagte havbund. Adgang til Æbelø sker ad en halvanden kilometer lang ebbevej, der kan benyttes fra tre timer før lavvande til tre timer efter. Det er to timer før lavvande, da jeg ankommer til ebbevejen. Jeg skifter til sandaler, binder mine vandrestøvlers snørebånd sammen, så jeg kan hænge dem om halsen og går ud i vandet.
Der er et lille øhav her, det meste ejet af Aage V. Jensens Fond. Størst er Dræet mod vest, Ejlinge mod øst, og midt imellem Æbeløholm, der via et drag, en lang, smal grusbanke, er forbundet med Æbelø længst mod nord.
Jeg følger rækken af høje metalpæle, der markerer ebbevejen. Det er sandbund, hvor vandet går fra midt på skinnebenet til knæhøjde. Gennem vandet kan jeg se et tæt mønster af ekskrementhobe fra sandorme, skallerne af forskellige muslinger og gul blæretange fastgjort til de få sten. Det er en lang anstrengende vandring gennem vandet; det er er tungest at holde foden lavt og lade skinnebenet pløje gennem vandmassen, men det sprøjter mere, hvis jeg løfter foden fri af vandet og lader den gennembryde overfladen igen.
Omsider går jeg i land på Æbeløholm, der udelukkende består af strandeng og lavt overdrev med en smule hybenkrat. Et sandet kørespor går stik mod nord, med Æbeløs klinter og skovklædte bakker i horisonten, forenden af grusrevlen kaldet Brådet. Turen tværs over Æbeløholm er omkring en kilometer, og Brådet derefter er yderligere halvanden kilometer. Selv om det er ebbe, er et central stykke af grusrevlen stadig dækket af ankeldybt vand. Hvor gruset er er over havets overflade ligger blæretangen klasket sammen i dynger, og stenene, knytnævestore og større er glatte af vand og biofilm. Langs Brådet står der flere markeringspæle i jern, grusrevlen må være oversvømmet ved højvande. Ved Æbelø hæver landet sig med græsland omkring den centrale skovkerne, der står med stejle skrænter mod øst og vest. Der er masser af hjortespor på sandvejen.
Aage V. Jensens Fond købte øen i 1995 fra en godsejer, der havde fyldt øen med fasaner og ænder (skydefugle) og diverse klovvildt. I dag er der bevaret en mindre bestand af dåvildt og mufloner, der skal levere et passende græsningstryk. Jeg ser desværre ingen mufloner, men jeg ser dådyr græsse i skovbrynet, da jeg følger en slået sti mod vest over græssletterne på den sydlige del af øen.
Æbelø er blevet hjemsted for et havørnepar, og det har medført, at det indre af øen er lukket for besøgende, og man er henvist til stranden og stier i udkanten af øen. Skoven er kantet af græsslette, der leder ud mod lave sandskrænter, fra hvis kanter der er udsigt over havet til Trelde Næs nord for Fredericia. Fra strandbredden fører stien gennem gammel skov, hvor væltede træer får lov at ligge, over åbent græs og frem til det gamle fyrtårn på øen. En smal, stejl sti, glat af vådt ler, fører ned til stranden, nær det nordvestlige hjørne af øen. Der er væltede træstammer på strandbredden og klinter i et antal farver, sand, sort og rødt ler. Øverst på klinten tegner høje træer uden underskov sig i profil på himlen.
Den nordligste del af øen er præget af høje klinter, med en smal grusstrand, ofte med store sten halvvejs dækket af forrådnende tang. Heldigvis er de mange væltede træer gamle, således at vind og vejr kun har ladet de største hovedgrene stå tilbage, så jeg kan sno mig igennem uden problemer. Opskylslinjer med tang når helt frem til foden af klinterne, så jeg glæder mig over at gå turen ved lavvande. Tunger af nedskredet jord er hyppig, uvægerligt overstrøet med klovspor. Jeg holder øje med skovkanten højt oppe, men ser ingen dyr deroppe.
På de rækker af store sten der går ud fra kyster, sidder små grupper af skarver og tørrer vingerne. Jeg runder en pynt og står foran en høj klint med blotlagt front, de øverste jordlag fremviser et pudsigt kiksekagemønster af sort ler og lyst sand.
Det er møjsommeligt at arbejde sig frem på det ral, der udgør stranden, men det bliver lidt lettere, som jeg kommer længere mod syd. Af og til er der sandstrand eller urtebevokset forstrand tæt på skrænten. En regnkløft skærer sig ned gennem klinten, og dens skrånende vægge af rødbrunt ler bærer det spinklest mulige aftryk af en sti, som jeg følger for at komme til at gå øverst på skrænten.
Heroppe er der gammel løvskov helt ud mod haven, masser af luft mellem stammerne og ingen underskov. Der går en trampesti langs kanten. Et enkelt sted svinger den ned til kystniveau i en lille lysning med et par improviserede bålsteder, hvor forkullet træ ligger tilbage. Trampestien støder til en skovvej, som jeg følger frem til sydkanten af skoven, hvorefter jeg kan påbegynde den lange vandring tilbage over græssletten og videre ud på Brådet frem mod Æbeløholm.
Havet står lavere, end da jeg krydsede grustangen første gang, men det centrale stykke er stadigt overskyllet, så jeg skifter til vandresandaler her. Et godt stykke ude i vandet står en enlig kystfisker i høje waders, og i horisonten sejler et tankskib mod øst. Som jeg går over holmens græsland trænger nogle sjældne solstråler gennem skyerne og kaster et behageligt lys over landskabet.
Der er gået tre timer, siden jeg kom over ebbevejen. Det er nu en time efter lavvande, og havet står da også et par håndsbredder lavere, da jeg går mod fastlandet, fra ankeldybt til midt på skinnebenet. Der er måger og skarver i luften, skarvene i flok, mågerne her for sig. Ænder og gæs vugger på vandet. Et enkelt hvidt dun flyder på vandet under en markeringspæl.
Hvor ebbevejen møder fastlandet ved striben af sommerhuse, er der blotlagte mudderflader langt ud i en lille vig. Et ægtepar går med spande derude og samler muslinger. Han er i bare fødder, hun har gummistøvler på.
Turen har taget længere tid, end jeg troede, klokken er kvart over seks. Så jeg giver afkald på at gå langs stranden og senere finde en vej ind i landet. I stedet tager jeg landevejen tilbage, i let regn, og igen uden sol. Gåseflokken har vokset sig endnu større i godsets grønne kornmark. De løfter sig på vingerne i en tæt, sammenhængende flade, som var det én stor vinge. Der holder stadig biler ved Aage V. Jensens fugletårn, og et par piger på cykler dukker frem af regnen og svinger derind.
Jeg går den modsatte vej gennem Bogenses gader, indtil jeg står for enden af Jernbanegade, hvor rutebilstationen ligger i den gamle station. Næste bus til Odense går om en halv time, jeg venter tre kvarter på tog i Odense, og DSBs sporarbejde kræver yderligere en time, så det er midnat, før jeg er tilbage i Århus.

Age of Assassins, 515-593.
Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 1- 56.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s