Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Horsens: Vorsø & Nørrestrand, 26,9 km (108).
Onsdag den 22. juli 2015.
Søvind, på landevejen mellem Horsens og Odder, er et sted, jeg kom et par gange på min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Det var i en kold januar, med is på fjorden i de beskyttede vige. I dag er det anderledes venlige forhold: en julidag med glimrende vandrevejr, lidt køligt, drivende skyer, der bliver tættere ud på eftermiddagen, men ingen regn.
Jeg går gennem landsbyen og syd på mod kysten. Terrænet skråner let ud mod fjorden, asfalt bliver til grusvej, raps og korn veksler på markerne, indtil det hele går over i græs og strandeng. Mit mål er en gruslagt parkeringsplads næsten i vandkanten, hvor der er et lille hvidt fiskerhus og øen derovre på den anden side af det smalle sund. Brigsted Strand. Sandstranden er kun få meter bred og halvvejs dækket af tangens opskylslinjer. På fjordens blotlagte mudderflader søger fugle efter føde.
Jeg tager rygsækken af og venter på, at de øvrige naturgæster skal dukke op i løbet af den næste halve time. Et lille selskab på tre ældre personer er allerede kommet, i færd med at stige ud af bilen og finde ting frem. Øen derovre er Vorsø, et naturvidenskabeligt reservat, hvor der normalt er adgang forbudt for både vandrere og sejlere. Det er kun muligt at besøge øen som del af en gruppe med særlig tilladelse. Dagens besøg er arrangeret af Naturvejledningen ved Odder Museum. Museumsguiden er den næste, der dukker op, og straks hilser på os ventende. Omkring en snes personer vokser vores gruppe til, mest ældre mennesker, vi har alle betalt 150 kr og sat tre timer af til oplevelsen. En deltager præsenteres som journalist ved Århus Stiftstidende, hun skriver om aktiviteterne i sommerlandet i Odder Kommune.
For at komme over til øen skal vi gå små 800 meter ad ebbevejen over til Vorsø. Jeg har medbragt gummestøvler, og efter at have iført mig dem forhører jeg mig forsigtigvis hos turlederen. Han opfordrer mig til at tage turen barfodet i stedet – som han selv gør: Vandet vil gå til underkanten af shorts på det dybeste sted.
Før vi begiver os af sted får vi et kort foredrag om øen. Den blev købt i 1928 af Københavns Universitet for midler efterladt af videnskabsmanden Herluf Winge, der ønskede et fristed for dyr og planter fri for menneskelig indgriben. Dengang var øen almindelig agerland, med kun et par mindre skove, drevet for at imødekomme lokalt behov for tømmer. Øen er på små halvfjerds hektarer. Bortset fra femten hektar blev landbrugsjorden opgivet i 1928. I 1978 overgik øen til staten, og ved den lejlighed blev de sidste hektarer agerjord også taget ud af drift. I dag er øen helt dækket af skov som følge af naturlig tilgroning efter ophør af menneskelig påvirkning; det er muligt at følge to tilgroningsfaser med halvtreds år mellemrum.
I mange år var øen især kendt for dens enorme skarvekoloni, men siden skarven har fået forbedrede kår og i betydeligt omfang er beskyttet mod forfølgelse fra erhvervsfiskere, har den kunnet etablere sig på nye – og bedre – steder, så den oprindelige koloni er stærkt reduceret. Øen huser også fiskehejre- og rågekolonier, såvel som et havørnepar.
Nok sagt: Vores lille gruppe begiver os ud på ebbevejen. Vi er nogle få stykker, der gør turen barfodet, de fleste har sandaler på, og enkelte er iført en slags specielle støvler, som jeg forstår er meget brugte af surfere; de ser også ud som om, der er lavet af samme materiale som våddragter, og de slutter helt tæt til foden.
Ebbevejen er markeret af en serie aflange stendynger, hvis popularitet hos måger bevidnes af hvid afføring og tabte fjer. Et skilt stikker op fra stenene og forbyder adgang til øen. Vandet er klart nok til, at man tydeligt kan se sandormenes ekskrementhobe på havbunden, og det meste af vejen når det ikke over knæhøjde. Ganske tæt på øen er der en strømrende, og pludseligt står vandet højt oppe på låret.
Øens opsynsmand møder os ved stranden. Han og hans kone er øens eneste faste beboere, men der kommer af og til videnskabsfolk og studerende. Vi nyankomne skifter fodtøj og tager lange benklæder på af hensyn til stedets vildtvoksende brændenældekrat. Langs kysten er der en smal bræmme af strandeng, hvis udstrækning er bestemt af højvandslinjen. Resten af øen er overvokset med skov, blot med enkle lysninger opstået omkring store væltede træer, på næringsfattig sandjord, eller omkring partier med døde elletræer, dræbt af ellesyge.
Midt på øen ligger en stor gammel lade i kampesten og et stuehus, hvor opsynsmanden bor. Mens vi går ad skovvejen dertil, hører vi mere om øen og dens natur. Vi passerer mindestenen for Herluf Winge, og de træer der huser de tilbageværende skarve. Så langt henne på sommeren er de fleste fugleunger, skarve, fiskehejrer, råger eller ørn, fløjet fra rederne, det helt store spektakel foregår i april. Vi ser dog skarve flyve til og fra reder, ser dem flyve over træerne og hører dem kalde.
Vi stiller rygsækkene på gårdspladen, og følger på rad og række efter opsynsmanden ad trampestier. Først kommer vi til et fint lille hvidt hus, et gammelt feltlaboratorium, med meterhøje græsser og blomster foran. En ugle hviler sig over dørkarmen, den flyver væk, før nogen når at tage et billede.
Nogle hundrede meter bag det hvide hus får vi forevist ørnereden, højt op i et stort træ. Reden er enorm, måske halvanden til to meter høj, en flettet kube af grene. Ørnene har fået unger på vingerne, måske er vi heldige at se dem ude over vandet.
Vi når ud til den sydlige kyst gennem høje brændenælde- eller bregnekrat og går til den vestlige spids af øen. Undervejs finder en heldig gæst svingfjeren fra en ørn.
En sandtange, lige akkurat overskyllet, forbinder hovedøen med Vorsø Kalv, en lille ø med central forhøjning der svagt minder om en borgbanke. Mens museumsguiden fortæller om stenalderfolkene her, spejder vi over vandet i kikkerter. Der er ænder, måger, strandskader, men desværre ingen ørne. De foretrækker tit at finde føde inde ved Nørrestrand, indskyder opsynsmanden. Mod sydøst ser vi Alrø og Snaptun ved fjordens munding. Opskyllet er pakket med skaller fra knivmusling og blåmusling, der er også enkelte østers.
På vejen tilbage til gården passerer vi et stort område med halvstore døde elmetræer. Vi spiser frokost på gårdspladsen, mens opsynsmanden lukker sine høns ud, inklusiv to hold kyllinger i forskellig størrelse og en meget højlydt hane. Der er adskillige grævlinger på øen, men også ræve med hvalpe, så der er kun overvåget udgang for hønsene.
Efter frokost er der fri afgang, og jeg er den første, der drager af, for min egentlige vandredag begynder først nu. Fjordens vand er steget et par håndsbredder, siden vi ankom, og det er straks føleligt på ebbevejens dybeste sted nær øens kyst. Men også vandringen gennem det lavere vand virker hårdere. Fra fastlandet kommer opsynsmanden kone kørende i den traktor, som de på Mandø-vis bruger til at krydse ebbevejen, og hun passerer mig på god afstand. Den smalle strand har tiltrukket enkelte badegæster. Jeg sætter mig i græsset og tager vandrestøvler på. Klokken er blevet to.
Efter rundvisningen med gruppen, med dens uundgåelige lave tempo, mange ophold og spørgsmål, er det rart rigtigt at kunne skridte ud. Jeg er næsten nået tilbage til Søvind, før de første biler med andre af dagens gæster passerer mig. Der er en fin lille landsbygade med bindingsværkshuse og en gammel mølle uden vinger. Jeg svinger mod venstre syd for kirken og kommer gennem nyere parcelhuskvarterer frem til den vestlige kant af landsbyen. De næste kilometer følger jeg cykelruten mod Horsens. Det er en grusvej i et bølgende landskab med kornmarker og lidt skov. Der er en fantastisk udsigt over fjorden med Vorsø og Vorsø Kalv udstrakt over hele horisonten. Kornet er gyldent og langt fremme i modningen, her og der er der røde valmuer eller blå kornblomster.
Ved Haldrup går jeg gennem en viadukt under Oddervejen, gennem landsbyen og ud i et mere kuperet agerland, med kornmarker i nuancer af gyldent og grønt. Skilte viser cykelruter mod Søhøjlandet eller Nord om Nørrestrand. Efter fire-fem kilometers vandring i bakkerne når jeg frem til Vær, med en lille landsbykirke bag et gadekær. Via en lang grusvej kommer jeg ud til en gren af stisystemet omkring Nørrestrand og frem til udsigtspunktet Hyllekrog, hvor der er vidt udsyn over engene, vandet og byens silhuet i det fjerne, især lyskastertårnene ved stadium og noget højhusbyggeri, der kunne være hospitalet.
Nørrestrand er et stort vådområde nord for Horsens. Oprindeligt var det en del af fjorden, som det er forbundet med ved Sundet. En sluse ved Sundet har imidlertid omdannet fjordarmen til en ferskvandssø. Der er brede enge omkring søen, afgræsset af kvæg, heste og får. På sydsiden af søen er der en øvre og nedre sti. Jeg vælger den nedre sti, i kanten af engene, og, som det viser sig, med begrænset udsigt til søen, for engene er dækket af mandshøjt græs og blomster, især blomstrende mjødurt og dueurt. Den øvre sti går på gammel havskrænt, af og til med parcelhusbebyggelse helt ud til kanten.
Ved vestkanten af søen når jeg frem til en træbro over Hansted Å. Da jeg var her for et halvt år siden var broens gelænder tæt besat af måger, men i dag er det helt fuglefrit. Der er en lille havn i åløbet, nærmest broen er der fortøjet en glasfiberjolle ved navn Mulle. Jeg krydser broen og går op til landevejen mod nord, lige inden for bygrænsen.
Jeg begiver mig mod centrum af Horsens og får et sidste udsyn over Nørrestrand. På højre side er der fint udsyn til det gamle fængsel i byen, der hæver sig som en borg over den lavere bymasse. Et par kilometer til og jeg er fremme ved banegården.
Age of Assassins, 466-515.
Jyske Vandreture 