Trelde Næs (107).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Trelde Næs, 20 km (107).
Mandag den 20. juli 2015.

Fredericia Banegård – endnu en gang. På min tur Jylland Rundt (vandredage 70/71) fulgte jeg byens volde ud mod kysten. Én gang på toppen af voldene, og én gang langs stierne ved voldgraven, der i dag er stedvist er dækket af gule åkander. Denne gang går jeg gennem den gule Danmarks Port og følger Nørre Voldgade mod øst. Gaden løber langs indersiden af volden. På den anden side af gaden får man et smukt indblik i garnisonsbyens kvadratiske gadenet: lange snorlige gader løber ned ad bakke og tværs gennem byen til havnen med udsigt til Lille Bælts Broen i horisonten.
Jeg passerer et par vrisne stenløver i nærheden af det hvide vandtårn øverst på volden, går forbi den røde byport, forlader hovedvolden og går ud mod Kattegat. Undervejs kommer jeg forbi en dam, et afsnøret stykke voldgrav, denne gang med hvide åkander som en rørhøne tripper henover.
Set fra stranden, nord for den historiske bykerne, der ligger bag høje volde ud mod kysten, hæver hospitalets højhus sig over den gamle by, med havn, skibe og bro i baggrunden.
Lyseblå cikorie kanter asfaltstien langs kysten mod nord, og hundeluftere og cyklister passerer mig i en jævn strøm. Et godt stykke længere fremme svinger stien ind i landet og jeg går ad kysten mod nord.
Mudrede lerskrænter når ud til den smalle strand. Skiltet med advarsel om livsfare ved færdsel på skrænterne står der naturligvis stadigt. Længere fremme rager væltede træer langt ud i brændingen. Dette sted var så langt, som jeg kom på en kold novemberdag med svindende dagslys. Jeg havde planlagt at gå langs med stranden til Trelde Næs, men det viste sig hurtigt at være et umuligt foretagende. På den næste vandredag gik jeg ad en indlandsrute til spidsen af Trelde Næs, og fra en skovsti øverst på skrænten fik jeg smukke udsigter over en vild kyststrækning med jordskred og væltede træer i havstokken.
Så nu er jeg tilbage, på en behagelig julidag med mange timers lys. Jeg ved, at jeg vil komme til at vade gennem højt vand mange steder, så jeg udskifter mine vandrestøvler med vandresandaler i kunststof.
Det første træ i strandkanten er kun af mellemste størrelse og har ikke ligget der så lang tid. Som jeg kommer til at opdage, er det faktisk den vanskeligste slags forhindringer. Jeg kommer til at passere langt større træer, men de har ofte en lang tyk stamme, som man kan sætte over med et minimum af besvær, eller deres oprindelige trækrone er reduceret til nogle få hovedgrene, hvide og barkløse. Dette første træ, klemt op mod en høj skrænt, tvinger mig til at gå omkring dets krone ude i vandet.
Der er andre strande, flade og med sandrevle på sandrevle, hvor man kan gå hundrede meter ud i vandet og stadigt kun være i ankelhøjt vand. Ved denne strand falder bunden hurtigt, og efter få skridt står jeg i vand til højt op på lårene. Jeg lykønsker mig selv med den afgrundsdybe visdom, der har fået mig til at vælge sandaler i stedet for gummistøvler. Jeg må længere ud og fjerner mit kort fra bukselommen, og så får jeg endelig kantet mig omkring kronens udragende grene og ind på land.
Her er der høje skrænter, med blotlagte flader, sand med ler, hvor enkelte småtræer og andet vegetation har bidt sig fast på de stejle sider. Mod nord kan jeg se Trelde Næs strække sig mod øst, skov oven på høje skrænter. Der er mindre end ti kilometer til spidsen af næsset, men det kommer til at tage mig mere end fire timer at gå langs stranden derud. Den første vandtur var kun en lille forsmag.
Jeg arbejder mig møjsommeligt mod nordøst. Nogle steder står skrænten med stejle sider, lodrette sider, hvor lerindholdet er højt. Andre steder har jordskred skabt lange ramper af jord med tunger, der rækker ud i havet, hvis ikke bølgernes erosion har vasket den yderste tungespids væk og efterladt en meterhøj mur af tung lerjord i havstokken. Skreddene synes hyppigst, hvor jordbunden består af såkaldt plastisk ler. Hvor der er et betydeligt indhold af sand, holder det formen lidt bedre. For vandreren i havstokken gør det en dramatisk forskel, om skrænten består af ler eller sand. Hvor der er sand, er vandet tåleligt gennemsigtigt, og føret på havbunden er rimeligt. Hvor der er ler, er bølgerne tæt på kysten mættet med fint, ophvirvlet sediment, har en gråbrun farve og er ganske uigennemsigtigt. Foden synker dybt ned i mudderbunden, og det kræver en viljeanstrengelse at rykke den fri.
Selv om jeg uundgåeligt hurtigt bliver dygtig til at aflæse tegnene, undgår jeg ikke utallige skrammer og stød fra usete ting under vandoverfladen. Toppe af gul blæretang i overfladen betyder store sten lige under vandlinjen. Alt træ under vandlinjen er afbarket og overtrukket med en glat overflade af alger og biofilm og bør afgjort ikke betrædes. Mudderbund, sandbund, grus, knytnævestore sten, hvert underlag har sin karakteristiske fornemmelse. Og hele tiden: Havbunden skråner hurtigt udad. Jeg forsøger at tage langsomme, omhyggelige skridt, ikke løfte den ene fod, før den anden har fundet et godt fæste. Forsigtigt lokalisere objekter under vandet med en fods langsomme bevægelse, i stedet for at støde hårdt ind i dem eller skrabe foden mod sten eller træ. Men så snart jeg har gået nogle få skridt uden problemer, falder jeg uundgåeligt tilbage til automatisk at øge farten, og så er der ikke langt til smerte og bandeord.
Jeg går mere i vandet end på land, af og til er der dog muligheden for at gå korte stræk af de smallest tænkelige strande. Her og der er jordskreddene løbet så langt og fladet så meget ud, typisk til en eller to meter over havniveau, at det er sikkert at klatre op på dem og gå nogle få vigtige meter over dem, og således undgå de største sammenfiltringer af træ i havstokken. Overfladen oven på den nedskredne jord er under tilgroning, men yderst er der stadig rå jord vendt mod himlen, udtørring under solen har skabt dybe, næsten kvadratiske sprækker i den.
Som jeg går mod nordøst, ser jeg et tydeligt mønster. Tættest på Fredericia er der mest enkeltstående, væltede træer i havstokken, men længere nordpå er der større og større sammenfiltrede ophobninger af træer i strandkanten. Store gamle stammer stikker ud fra land i en ret vinkel, mens andre af de gamle træstammer, næsten afgrenede er skyllet ind parallelt på bredden.
Fredericia Kommune ejer det yderste af Trelde Næs, og her er der adgang til et stinetværk og badestrande (på den beskyttede nordkyst i Vejle Fjord). Men den øvrige – og største – del af skovene er privatejet og opdelt i mange små lodder. Det betyder, at offentlighedens adgang er begrænset til etablerede veje og stier, og at der ikke går en sammenhængende skovvej øverst på skrænten og langs med kysten. Det er derfor, jeg går i havstokken. I stedet går der, som tænderne i en kam, en mængde isolerede veje fra baglandet frem til kysten. Jeg kan ikke se dem nede fra stranden, men jeg ser enkelte fodaftryk på lerskrænter. Fiskere tænker jeg, indtil jeg kort efter hinanden passerer et par nudister på hver deres få meter strand.
Ude på havet er der roere, tre-, fire- og femmandsbåde tæt på kysten, længere væk ovre mod Middelfart ser jeg sejlbådenes hvide trekanter, og ude på Kattegat sejler fragtskibene. Der er skarvetræk alle steder, og her og der ser jeg dem sidde i grenene på de yderste træer. Kadaveret af et halvstort rålam ligger i vandkanten, men ellers ser jeg kun frodig bevoksning på jordskreddene, træerne oppe ved randen af skrænten eller blotlagte vægge af sand eller ler. Da jeg gik langs den kommunale skrænt yderst på næsset (vandredag 71), kunne jeg tydeligt erkende store halvcirkler i skræntkantens rand, efterladt af nedskredet jord, men fra vandkanten er det langt sværere at se.
Jeg kan høre stemmer oppe fra skovene og kan glimte skovgæster, så jeg ved, at jeg er nær pynten. Skrænten taber langsomt i højde, for første gang begynder jeg at se små høfder af store sten, såvel som rækker af svært nedbrudte bundgarnspæle. Jeg kan se kystlandet på nordsiden af Vejle Fjord nu.
Jeg har haft god hjælp af min vandrestav undervejs, ude i vandet og oppe på de glatte jordtunger, hvor fugtig ler smører mine sandaler, som var det brun sæbe og får mig til at kurre og glide frem og tilbage, helt uden samme støtte og greb som mine vandrestøvler. Og da jeg endelig falder, er det ikke i lav vand eller på smattet lerjord, men da jeg klatrer over et høfde af store sten, med sandalsålerne glatte af våde sandkorn. Jeg får delvist brudt faldet og slipper med at hamre brystet hårdt mod en afrundet sten. På en sommerdag har det været en spændende tur, men efter mit fald er jeg alligevel glad for at være færdig med den vilde kyst: jeg er nået til næssets yderste pynt.
Hvis Danmarks natur ikke var bestemt af menneskelig aktivitet, så ville hele Jylland være dækket med blandet løvskov, med lokale variationer efter jordbundens næringsindhold og vandindhold. Undtagelserne ville være få: Vadehavet, klitdannelse efter sandfygning ved Vesterhavet og – skrænter nær havet, hele tiden under nedbrydning, uden mulighed for skovdannelse. Set fra dette synspunkt er denne strækning langs Trelde Næs så tæt på en oprindelig naturtype, som man kan komme i Danmark. Klitterne langs Vesterhavet er jo dæmpet og tæmmet med marehalm og klitplantager.
Costa Brava er vistnok et udtryk, der er opfundet af den lokale turistindustri i Katalonien. Det betyder den vilde kyst og er skabt som et modstykke til Costa del Sol med badeferiepublikummet længere sydpå. Trelde Næs kysten er også en vild kyst, på sin vis langt vildere end Vestkysten. Jeg har gået lange hårde stræk af Vestkysten i tungt sand, og jeg har gået langs Vestkysten på sommerdage, hvor strid vestenvind gjorde det nødvendigt at have handsker og hætte på og fyldte luften med flyvende sand. Men de ti kilometer i dag har været en langt vanskeligere og udfordrende vandring. Det er næppe en tur, der vil egne sig til en turistattraktion. Denne vilde kyst er vist kun for den meget interesserede. Og kun på en sommerdag.
Resten af dagen er en parentes i forhold til de allerede tilbagelagte kilometre. Nordsiden af Trelde Næs er let tilgængelig sandstrand, komplet med badebro, redningskrans og blåt flag. Skarve sidder på bundgarnspæle, længere inde i fjorden kan jeg se nye skrænter rejse sig, på stranden er der par og familier med børn og hund. Jeg sætter mig et øjeblik på badebroen og skifter til vandrestøvler.
I november gik jeg til og fra Trelde Næs ad samme landevej som nu, så nyhedens interesse består mest i den venligere årstid. Efter den møjsommelige og kontrollerede vandring i havstokken er det vidunderligt blot at kunne gå frit til, det føles næsten som at svæve. Undervejs gør jeg et par små afstikkere over et fredet bakkestrøg og ud til klinten langs fjorden, hvor en lang trappe ned til stranden lokker. Men det er nok for i dag.
Nord for hovedvejen mellem Fredericia og Vejle ligger en lille landsby ved navn Bøgeskov. Syd for hovedvejen ligger en anden landsby ved navn Egeskov. Derfra tager jeg bybussen til Fredericia Banegård.

Age of Assassins, 404-466.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s