Alrø & Hjarnø (110).

Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Alrø & Hjarnø, 26,5 km (110).
Fredag den 31. juli 2015.

Endnu en gang sidder jeg i rutebilen mellem Horsens og Odder. I sidste uge stod jeg af i Søvind for at gå til Brigsted Strand og Vorsø. I dag skal jeg også på ø-hop, men i det yderste af Horsens Fjord, så jeg forbliver i bussen nogle kilometer endnu.
Jeg står af bussen ved stationen i Ørting, der er et levn fra dengang, der var jernbane mellem Horsens og Odder. Øst for Horsens er en del af banelegemet bevaret som banesti (se vandredag 4).
Klokken er ti minutter over otte, og det giver mig knapt tre en halv time til at gå de små femten kilometer frem til Alrø Dampskibsbro, som den så smukt hedder. Herfra går der i sommermånederne to gange om dagen en cykelfærge mellem Alrø og Hjarnø, som et afgørende led i cykelruten Rundt om Horsens Fjord. Billetten giver også ret til overfart mellem Hjarnø og Snaptun på den sydlige side af fjorden.
Det er godt vejr for en gangs skyld. Sådan føles det i hvert fald efter en lang regnfuld periode. Hvis det havde været en varmere sommer, ville man måske have rynket på næsen af den rigelige blæst, men i dag hæfter jeg mig ved tørvejret og den lejlighedsvise sol.
Jeg går ud af Ørting og følger dernæst skiltene mod Alrø. Markerne bugner af raps og modent korn, enkelte marker er allerede høstede. Så langt inde i landet er det meste land let kuperet og dyrket. Landevejen svinger i et stort sving ud til fjorden, og jeg får det første glimt af vandet hen over en eng med heste, mens kornmarkerne følger med ned over bakken helt frem til dæmningen over til Alrø.
Blæsten går frisk over Horsensfjordens vande, og det har bragt tyske kite surfere ud til vestsiden af Alrø Dæmningen. Mod vest er der udsigt til den skovbevoksede Vorsø og det indre af fjorden, der vender grønne bakker ud mod vandet. Mod øst er rejser Gyllingnæs sig. Langs fjorden er der smalle strande med tanglinjer. Også på Alrø er der kornmark helt ud til vandet. Øen er flad og næsten fuldt opdyrket ager eller eng, lige som Vorsø var det, før øen blev købt til naturreservat i 1928. Før dæmningen blev bygget gik Alrøs forbindelse til fastlandet også via en ebbevej, fra øens østlige ende over Vadegrunden til Gyllingnæs.
Jeg går over Alrøs flade land, hvor der er kornmarker mod nord og eng med gæs og køer på sydsiden. længere fremme kommer jeg til Alrø By, som er en blanding af nyere og ældre, mere idylliske, huse. Byens lille kirke har ikke noget klokketårn, men har kirkeklokken monteret under et træudhæng på facaden. Landevejen når ud til den sydvestlige spids af øen gennem et par store sving. Den ender ved en parkeringsplads, med træborde og en lang træbro, som et skilt identificerer som Dampskibsbroen.
Der er en god halv time til færgen ankommer. En langsom strøm af biler kommer, vender på parkeringspladsen, kører efter et par minutter. Af og til parkerer folk, stiger ud og giver sig i kast med en strandtur. En gruppe på fire cyklister ankommer, to midaldrende par, og dernæst en enlig cyklist , alle behørigt uniformeret med hjelme og cykelshorts. Fra Snaptun-siden kan vi se en færge nærme sig. Den virker ikke større end en lystbåd. Blæsten tvinger båden til at gøre to forsøg, før det ligger fortøjet for enden af den lange bro, og et lille selskab stiger ud, med samt cykler. Fartøjet kan tage tolv passagerer plus cykler, så der er rigeligt plads til os fem.
Det tager omkring tyve minutter at sejle over til Hjarnø. Måger og skarver flyver over vandet. På begge sidder af sejlruten er der store bure i vandet, havbrug med ørreder. Et par små både pøser vand ud over dem. Det ser ud som om, de prøver at slukke ikke-eksisterende ildebrande, men vandet indeholder foderet til fiskene. I Snaptun ligger færgen til Endelave ved kaj.
På Hjarnø siden ligger færgen til nær den lille lystbådehavn, og næsten samtidig lægger den noget større færge til Snaptun fra land. Hjarnø er knapt halvt så stor som Alrø. Når man går midt på øen kan man se over kornmarkerne ud til havet mod nord og syd. Der er lave skrænter mod vest, og et kort stræk med højere klint på østsiden. Fra toppen af skrænten har jeg en glimrende udsigt over lagunen på sydsiden af øen, hvor en lang krumodde med en bro er koblet på øen, så det danner en ring om en lille indsø, der er fuld af fugle.
Undervejs derhen kommer jeg forbi et stykke forhistorie, en skibssætning, der engang har rummet op til tyve skibsætninger, sten sat op i et omrids af et skib. Desværre er man af stenene blevet fjernet til materialebrug, så der er kun et mindre udbud tilbage. Interessant alligevel.
Jeg går forbi et smukt stykke med grøn malurt, over odden og broen, langs kysten hen mod havnen, forbi kirken, der er lidt større end den på Alrø.
Efter et kvarters tid ankommer færgen fra Snaptun. Der skal tre biler med over til fastlandet foruden cyklister og fodgængere, så færgen er næsten fyldt. Sejladsen til Snaptun tager mindre end ti minutter.
Fra færgelejet går jeg mod øst og dernæst syd, idet jeg følger en strækning af Sporet mellem Snaptun og Juelsminde. Der er en glimrende udsigt over til Hjarnø, hen over en bred rørskov, indtil ruten går op ad bakke og ind skov. På en udsigtspunkt over indsejlingen til Horsens Fjord markerer et par gamle kanoner, den strategiske værdi stedet havde under Svenskekrigene.
Sporet – der hurtigt kommer til at gå ad skovveje – går gennem skoven. Først tæt på kysten, så jeg lejlighedsvist kan se endnu flere havbrug ude på havet, dernæst ind i landet, hvor den fører frem til den lille herregård Jensgaard, i sort og hvidt bindingsværk og omgivet af imponerende stengærder. Derfra er det kun et par kilometer til udkanten af Glud, hvor jeg lige akkurat når rutebilen til Horsens, på dens vej tilbage ude fra Snaptun.

Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 56-94.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s