Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Skanderborg-Nim, 29,9 kilometer (111).
Søndag den 9. august 2015.
Skibet hedder Dagmar, og det er ladet med turister. Det er en turbåd, der i sommermånederne sejler i fast rutefart på Skanderborg Sø. Den ligger fortøjet ved Byparken, ud for Kulturhuset. Jeg skal med første rundtur kl. 11. Vi er omkring et dusin passagerer på et skib, der har plads til mindst fem gange så mange, så vi fylder ikke meget. En rundtur på søen tager knapt halvanden time, men jeg har planlagt at stå af efter en times sejlads.
Det er en smuk varm sommerdag, og byens profil tegner sig klart mod den blå himmel, da Dagmar lægger fra land og runder søens nordlige bugt, langs byen og lystbådehavnen, og dernæst følger den østlige side af søen. For omkring hundrede år siden blev søens vandstand i to omgange sænket med halvanden meter, så den har været betydeligt større. Vandstandssænkningen førte til fremkomsten af den lille kunstige ø Skt. Thomas ud for den nuværende bypark. Øen er dannet af byggeaffald, som en lokal forretningsmand lod læsse af på isen ud for bredden. Hans fornavn var Thomas, så folkeviddet knyttede hans navn til øen, da den dukkede frem af søen efter vandlinjen blev sænket.
I den østlige del af søen sejler båden omkring Kalvø, der har en anløbsbro til lystsejlere, der gerne spiser frokost her, og en lav græsklædt bakke. Øen har en betydeligt længere historie end Skt. Thomas. For tusind år siden lå der et kloster her. Munkene flyttede siden og oprettede i stedet Øm Kloster (Se vandredag 79). Deres eget navn for Øm Kloster var Cara Insula, latin for Den Kære Ø, så mon ikke de har haft gode minder fra Kalvø?
Dagmar stævner ind i snævringen mellem de to halvdele af Skanderborg Sø med en flot udsigt over byen, Dyrehaven og bøgeskoven, hvor det i dag er sidste dag af Skanderborg Festivalen, Smukfest. Den sydligste del af søen kaldes også for Hylke Hav. Her ligger den lokale golfklub, og der er også en anløbsbro, hvor jeg efter aftale med skipperen bliver sat af. Efter en times sejlads er jeg parat til at starte dagens vandring.
Dagens vandring går ind i Søhøjlandet, så i løbet af de næste kilometer tilbagelægger jeg godt hundrede højdemetre. Søbredden befinder sig i 23 meters højde over havniveau. På trods af de gode vejr er der endnu ikke så mange golfspillere i gang på de velklippede plæner, jeg passerer på vej op til landevejen.
Mens vejen langsomt skruer sig opad, kommer jeg igennem de små landsbyer Hylke og Brørup. Lejlighedsvist passeres jeg af cykelryttere på vej efter bakketræning. Kornmarkerne er store, kornet er modent, og høsten har kun gjort ringe indhug på dem. Bakketoppene har bløde konturer, så kornet dækker deres toppe. På en græsklædt bakketop tegner en flok heste sig i smuk profil mod himlen. Dagens første højdepunkt er Elbjerg, 138 m over havet. Der er skov mod øst, men mod vest og nord er der en storslået udsigt over landskabet.
Længere fremme kan jeg krydse gennem skoven over til en parallel landevej, der fører til Toftehøj, 125 m over havet og prydet af et gammelt transformatortårn. Herfra kan jeg langt mod syd ane bakkedraget med Purhøjs karakteristiske profil: på et stræk af åbent land mellem to skovstykker, en krans af store træer på gravhøjen (vandredag 77). På den anden side af Horsens Fjord, der er forsvundet mellem bakker fra dette udsigtspunkt.
Efter landsbyen Kattrup svinger jeg mod vest, og når frem til samme stræk af cykelrute 51, som jeg også fulgte nogle kilometre på min tur Jylland Rundt (vandredag 78). På bakkesiden over for E45 får jeg det første glimt af Ejer Bjerge med tårnet på Ejer Bavnehøj, og udsigten bliver stadig bedre som jeg går under viadukten og op ad bakkesiden mod Elling. På den stille dag flyder larmen fra motorvejens tætte trafik sammen til et rent bulder.
Her og der står små skovstykker tilbage, men der er næsten ingen eng. På disse højtliggende jorde, over 100 meters højde, er jorden naturligvis veldrænet, og det meste agerland er kornmarker. En enkelt flittig landmand har allerede høstet og pløjet sin mark. Umiddelbart overfor hæver trioen af bakketoppe sig, den træbevoksede Møgelhøj, Møllehøj, den højeste, med en lang kostald umiddelbart bag den græsklædte bakketop, og Ejer Bavnehøj, med tårnet og det hejste dannebrog jeg tydeligt kan se blafre i vinden.
Sidste gang, jeg var på disse kanter, var jeg deroppe, men i dag går jeg mod vest i retning af Østbirk. Vejskiltene fortæller om stednavne, der ender på -bjerg. Yding Skovhøj er et kort stræk mod nord. En stor gul høstmaskine er i gang med en stor rapsmark, et par børn kører med i førerhuset. Jeg krydser en flad ådal og er snart i Østbirk.
På den anden side af byen følger jeg en smal landevej mod sydvest, gennem et stykke skov, og så kan jeg se mit næste mål lige fremme, Slaggård Banke (109 m).
Slaggård Banke blev tidligt fredet, og derved undgik den tilplantning med skov. I dag fremstår den græsklædte bakke med et smukt overdrev. På bakkekammen er der en klynge store gravhøje fra bronzealderen. Fra toppen af en af gravhøjene kan jeg stadig se Ejer Bjerge mod øst. Tårnet kan lige akkurat skelnes, men det store kostald er langt synligere. For foden af bronzehøjene blomstrer spredte lyngplanter. Kortbordet ved parkeringspladsen neden for Slaggård Banke hævder, at der går en markeret vandrerute mod syd, men i praksis løber den hurtigt ud i et højt tidselkrat, med et markant indslag af brændenælder, og jeg må arbejde mig gennem buskadset over til en asfaltvej.
Herfra er det en kort vandring ud til landevejen mod Nim, hvor rutebilen mellem Horsens og Silkeborg gør holdt. Den sene eftermiddag er stadig varm, så jeg er glad for at kunne vente den halve time, indtil bussen kommer, på en skyggefuld bænk nær stengærdet op mod kirkegården.
Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 94-135.
Jyske Vandreture 