Silkeborg-Ry (over Snævringen) (112).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Silkeborg-Ry (over Snævringen), 25,6 km (112).
Lørdag den 15. august 2015.

Regnen tager støt til i løbet af de 50 minutter, det grønne arrivatog bruger på at køre fra Århus til Silkeborg, og vandet siler ned ad de store panoramavinduer. Så på perronen i Silkeborg finder jeg mit regnslag frem og går mod nord, langs jernbanen og krydser Gudenåen ad den gamle Gjernbanebro. En flok kanosejlere nærmer sig havnen, deres orange redningsveste lyser op i den grå regndis.
I dag skal jeg ikke gå langs åen. I stedet går jeg ind i Nordskoven og følger bakkeruten mod øst. Der er en lang trappe op til det første udsigtspunkt, Dronningestolen, og med den høje fugtighed og omkring tyve grader går der ikke længe, før jeg må have min trøje af og blot have t-shirt under regnslaget. Sigtbarheden er ringe, så udsigten er indskrænket til et indtryk af våde træer under grå himmel.
Ruten går langs en ås mod øst, gennem høje nåletræer. Åsen gennemskæres af tværgående kløfter og reduceres til dale og bakketoppe. Jeg bestiger Birkehøj og Ulvehoved og får flere blik ud over våde trækroner og grå regndis. Bakkerne er bevoksede med høje træer, og udsigtspunkterne er blot små åbninger i trædækket.
Lovisehøj er anderledes, den har en lyngklædt bakkeside foran sig og åbner vidt mod Søhøjlandet. På den fjerne side af søen rager en pynt langt ud og deler Brassø i to. I Borresø kan jeg se sejlbådes hvide sejl ude på vandet omkring de små øer, der kaldes Paradisøerne, ved den vig der bærer navnet Paradiset. Søjler af vanddamp stiger op fra skoven på den anden side af søen, som røgen fra dusinvis af lejrbål. Lyngbakken har et besynderligt spættet udseende: Her og der blomstrer lyngen, men den meste står vissen tilbage i en rustrød farve, lave grønne buske breder sig blandt lyngen.
Fra Lovisehøj går jeg ud mod landevejen. Nær viadukten under jernbanen passerer jeg en lille skrænt, blotlagt i et par meters højde. Her kan man tydeligt se det tynde jordlag under lyngen og alt sandet underneden. En rævegrav er skrabet ud i det løsere sand, i forgrunden står en gyvel med sorte bælge.
Efter nogle hundrede meter ad landevejen når jeg Sejs, går ind ad en villavej, krydser banen og står ved Sindbjerg og Stoubjerg. To hundrede meter store hedebakker med et fladt forland. De to sidste af alle de lyngklædte bakker, der engang bredte sig nord for søerne. Hvis de ikke var blevet fredede i tide, var de blevet tilplantet med nåletræer, ligesom bakkerne i Nordskoven, eller i bedste fald have en smule hede tilbage på en bakkeside, ligesom Lovisehøj.
Jeg var her for et halvt år siden, på en vinterdag i december (vandredag 76). Dengang var det også en gråvejrsdag, og bakkerne stod brune hen. I dag, i august, blomstrer lyngen. På afstand ser man det kun som en svag lilla tone over de brune bakker. Jeg følger grusvejen over det flade stykke. Lyngheden er slået mekanisk, og den slåede lyng ligger i lige linjer. Et sted er der samlet lyngballer emballeret i hvid plastic. Det slåede stykke rækker nogle meter op ad bakkerne. En lille flok får græsser nær vejen. Spredt lyng blomstrer langs vejkanten, den lilla farve tætnes på bakkesiderne, bag fårene flyder lyngen sammen i en lilla flade.
Sindbjerg er den vestlige bakke, og jeg begynder den lange opstigning ad de mange trappetrin. Den blomstrende lyng står højt på begge sider, her og der har et halvstort træ fået lov at rejse sig. Frisk afføring viser, at fårene også er glade for ikke at skulle mase sig vej gennem knæhøj lyng.
På toppen er der en bænk og en mindesten. Udsigten over søerne, skovene og heden er formidabel. Regnen er stilnet af. Mod sydøst kan jeg se Himmelbjerget, letgenkendeligt på tårnets silhuet.
Jeg følger en anden sti, i en bue nordpå, ned fra bakken. Tættere på baglandets plantage overvokses lyngen mange steder af bregnekrat. Og så går det op på Stoubjerg, fire meter lavere end dets tvilling, men stadigvæk en hård tur derop. Øverst er der en slidt bænk og et lavt træ. Den østlige rute ned er længere, lettere, kun med trappetrin få steder. Til sidst går jeg i kanten af plantagen ud til landevejen, derefter gennem Svejbæk, indtil jeg kan dreje af mod Ålekroen, som ligger på nordsiden af Svejbæk Snævringen, der forbinder Julsø med Borresø.
På højreside af vejen ligger store villaer, bygget for maksimal udsigt, på venstre side går engen ud mod Julsø, med Himmelbjerget og dets tårn i det fjerne. Et par røde køer hviler i græsset. Vejen ender i parkeringspladsen ved Ålekrogen. Den lille bådebro langs bredden er pakket med lystbåde. En turbåd fra Silkeborg sejler igennem. Et større selskab har indtaget kroens plæne, festklædte mennesker med mousserende vin i høje, slanke glas.
Jeg finder min mobiltelefon frem, tænder den, og ringer til det nummer, der er slået op på en firkantet pæl. Der bliver svaret fra Skyttehusets Camping, på den modsatte bred, og jeg aftaler overfarten. Denne transportmulighed blev etableret for et par år siden i forbindelse med lanceringen af Himmelbjergruten, en afmærket vandrerute rundt om søerne. Den består af Solfærgen, drevet af solenergi, og er i hænderne på campingpladsen, og således tilgængelig i dens åbningstid, fra marts til september.
Fra min bred kan jeg følge en ung fyr komme ned til campingpladsens bådebro, sætte fra land i den lille færge, der lidt ligner et overdækket badekar, og stævne i min retning. Jeg stiger om bord, og vi sejler tilbage. Der har været livlig gang i færgen i løbet af sommeren, fortæller min bådfører, mange er også glade for at tage cykler med over.
Jeg betaler de 30 kr. en tur koster og går i land. På sydsiden går jeg lidt ind i landet og dernæst mod øst, gennem en hjortefarm (hvis grusvej er åben for gående og cyklende), frem til Svejbæklund og Æblegården, der er en del af FDFs areal ved Sletten, traditionelt hjemsted for sommerens spejderlejr. Jeg var her så sent som i marts (vandredag 87). Dengang gik jeg gennem Sletten, nær Julsø – i dag vil jeg gå over bakkerne. Så jeg følger landevejen mod syd, slår ind på vandreruten Århus-Silkeborg, hvor den går fra kanten af Slettens åbne areal op mod Knøsen (129 m). Herfra finder jeg min egen vej langs en stor græsklædt lysning oppe i bakkerne, med heste, hestestier og ridebaner, indtil jeg når frem til Mergelbanestien.
Engang kørte her en smal bane med godsvogne fra mergelgraven længere fremme. Nu går der en banesti på jordvolden. I forlængelse heraf går en stejl sti videre op over en bakkekam og derefter ned i en dal, hvorfra jeg over et højt bregnekrat kan se Himmelbjerget og dets tårn hæve sig. Jeg følger en jordsti op til pladsen ved Hotel Himmelbjerget. Stien er dækket af et tykt lag nedfaldsløv, bortset fra en bræmme, adskillige hundrede meter lang, en fod bred, som er spulet ren af regnvand, helt ned til jorden, med små volde kastet op på hver side.
Lyden af oprømte barnestemmer fortæller, at jeg er tæt på pladsen, og så dukker jeg frem fra underskoven. Der er masser af mennesker på Himmelbjerget denne lørdag. Jeg går ad den brede, snoede sti op til tårnet, hvor der er endnu flere mennesker. Herfra nyder jeg udsigten over Julsø. Sindbjerg og Stoubjerg mod vest, Dynæs, Gammelkol og Laven mod øst.
En trappe fører ned til stien mod rutebådenes anløbsplads ved Hotel Julsø. Himmelbjergets åbne bakkeside ud mod Julsø er grøn af små buske og bregner nær toppen, men længere nede breder lyngen sig stadig og lyser op i lilla. En lind strøm af besøgende er på vej fra og til tårnet og anløbspladsen.
6 km til Ry står på skiltet ved foden af tårnstien. Jeg går i rask tempo østpå. Det er velkendt terræn. Granskov, med skovede arealer her og der. Langs vejkanten står klynger af gule brandbæger. Høje fingerbøl står her og der med store mellemrum.
Der er kanoroere i orange veste på Rye Mølle Sø, og masser af mennesker ved turbådene i Ry havn. Det begynder at regne igen, mens jeg går op til stationen. Jeg køber en billet og venter under et halvtag, indtil toget kommer.

Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 135-176.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s