Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture.
Langli & Skallingen, 35,7 km (113).
Fredag den 21. august, 2015.
En stor del af kornmarkerne synes at være blevet høstet, siden sidste uges vandretur. Der er striber af halm, stubmark og harvede marker overalt. Men billedet skifter, da jeg står af toget i Oksbøl og på rutebilen mod Ho. Efter plantagen følger bussen landevejen langs Ho Bugt i et landskab tiltagende præget af hede, overdrev og, ud mod bugten, enge med kvæg.
Det er en perfekt sommerdag med høj sol, skyfri himmel, og ikke en vind der rør på sig. DSB’s problemer med IC4-toget har givet mig en times forsinkelse, så klokken er næsten et, før jeg står i Ho. Min vandredag begynder med en tur over ebbevejen til Langli, den nordligste ø i det danske vadehav, så den er afpasset efter tidevandet. Der er et sekstimers vindue, hvor det er muligt at besøge øen. I dag er ebbe ved tretiden, så jeg har godt fem timer tilbage, rigeligt tid.
Ho er i den alleryderste del af Vestjylland; alligevel er det lykkedes at få en veltrimmet golfbane til at trives i kanten af byen. Jeg går forbi feriehusene og de velplejede plæner og ud mod bugten. Blomstrende siv står mandshøjt i de drængrøfter, der kanter grusvejen. Engene ud mod bugten er delt mellem sort kvæg og plasticindpakkede bigballer. Som jeg nærmer mig Ho Klitplantage fra nord, er der en smule hede tilbage på indlandssiden, mest græshede med bølget bunke, mindre områder med lilla lyng, afgræsset af broget kvæg.
Ebbevejen til Langli er markeret med en række høje stolper. I stedet for at gå i lige linje over til øen, går den stik øst og har derefter et knæk mod sydøst. Jeg har sandaler med, men foretrækker hurtigt at gå barfodet. Jeg havde troet, at jeg ville synke ned i mudderet, men underlaget er overraskende fast, blot oversmurt med et tyndt lag mudder. Selv om der er halvanden time til absolut ebbe, har vandet allerede trukket sig tilbage og blot efterladt store pytter og render. I modsætning til ebbevejene ved Vorsø (vandredag 108) og Æbelø (vandredag 109), står vandet i pytterne her blot få centimeter højt.
Havbunden er tæt oversået med sandormes ekskrementhobe, længere borte er fuglene travl beskæftigede på de eksponerede mudderflader. På den anden side af bugten kan jeg i nord se høje sandskrænter ud mod havet; lige overfor er der forstæder og i sydøst de høje skorstene og industrianlæg på havnen i Esbjerg. Langli nærmer sig, strandeng med en central klynge af klitter.
Langli er et lukket naturreservat, det er kun tilladt at besøge øen to måneder om året, fra midt i juli til midt i september. Øen er ubeboet, bortset fra de fugletællere, der af og til benytter øens eneste hus.
Et par skridt op ad den hævede kant, og så står jeg på den lille græsslette, med tørlagt havbund horisonten rundt. Et par rovfugle hænger i luften og leder efter bytte. Højere oppe glider skrigende måger over himlen. Det er muligt at gå en lille rundtur på øen. Fra den højeste klittop er der vid udsigt. I kikkerten kan jeg se en mængde sæler hvile på en sandbanke mod syd. Et opslag på døren af hytten fortalte om ynglende skestorke på den sydlige del af øen, men jeg kan ikke finde dem i kikkerten.
Det er absolut ebbe, da jeg går tilbage til fastlandet, men det gør ingen forskel så langt inde i bugten, hvor vandet allerede har trukket sig tilbage tidligt i ebbeforløbet.
Tilbage på stranden tager jeg mine vandrestøvler på. Jeg går lidt tilbage ad grusvejen, og dernæst mod vest, gennem plantagen. Skovveje bliver til mindre og mindre stier, men det lykkedes mig at finde en vej tæt på skovbrynet, over små stykker hede og indlandsklitter, indtil jeg står ved de røde barakker. Oprindeligt blev de opført af tyskerne under krigen ude på selve Skallingen. Senere er de blevet flyttet ind i plantagen, hvor de nu huser Skallinglaboratoriet, der tilhører Købenshavns Universitet.
Skallingen er den lange halvø, der går mod sydøst fra Blåvandhuk og danner den vestlige afgrænsning af Ho Bugt. Der er klitter og badestrand ud mod Vesterhavet. For et par år siden blev de sidste minefelter i klitterne endeligt ryddet. På indersiden af halvøen findes et af vadehavets største naturlige marskområder.
Jeg går mod sydspidsen af halvøen. Naturlig marsk vil sige, at et naturligt system af slyngede kanaler har fået lov at udvikle sig, som leder havvand til og fra marsken ved højvande og lavvande. Kanaler er bredest og dybest nær havet, langt mindre tæt på vejen, hvor jeg går. Den er naturligt nok lagt så højt som muligt. Alligevel er der et vejskilt, der advarer om muligheden for at bilen kommer til at stå i vand til hjulhøjde. Men ikke i dag. En naturlig kanal kaldes for en lo. Der står vand tilbage i nogle af dem, andre er tømte for vand her ved ebbe.
Fra vinduet i bussen til Ho så jeg plakater reklamere for Ho Fåremarked i den kommende weekend. Engang betød det, at den fælles fåreflok blev drevet ind fra Skallingen og de enkelte får skilt ud til de respektive ejere. Sådan kan det ikke foregå i dag, jeg ser ikke et eneste får på Skallingen, kun flokke af kvæg.
Det første stykke af vejen ud mod spidsen af halvøen har en lind strøm af bilister og cyklister, men de fleste drejer ud til en parkeringsplads, hvorfra der er adgang til badestrand.
Esbjergs høje skorstene rager højt op over det flade marskland og kommer langsomt nærmere, som jeg går mod syd. Vejen trækker nærmere på klitrækken mod vest. Spurve er ved at samle sig i større flokke, de holder flyveøvelser hen over vejen eller søger føde nær køerne.
Midt på Skallingen ligger opsynsmandens hus, længere fremme et enkelt, ældre hus, nu indrettet til naturformidling. Et par steder ligger et håndfuld sommerhuse. Asfaltvejen bliver til grusvej, en kæde spærrer for videre bilkørsel, over en kort strækning er der bevaret et stykke “tyskervej”, betonplader, men så bliver det til sandvej, tungt hvid sand, i foden af klitterne, der nu er ganske lave.
Nær sydspidsen af Skalling er der også dannet klitter på indersiden af halvøen. Jeg forcerer en klits hvide sand og står på stranden. Fanø ligger overfor, en stort fragtskib er på vej gennem sejlrenden ind til Esbjerg, der er nærmere på end nogensinde før. Strømmen har trukket spidsen af halvøen ud i en lang sandodde, Det midterste af den er tæt besat med måger, på den yderste spids er et par lystbåde trukket op på sandet, stole, borde og parasol er sat frem på sandet.
Herefter går jeg den lange vej tilbage, fra sandvejen i de små klitter, langs den øvre marsk og og gennem Ho Klitplantage, der står med lange striber af blomstrende lyng, indtil jeg når frem til Ho Kro og rutebilens stoppested.
Ernst Jünger, In Stahlgewittern, 176-296.
Svend Åge Madsen, Mange Sære Ting For, 1-59.
Ho Fåremarked som det var.
Nu om dage afgræsses Skallingen af kvæg, og der er vist ingen får overhovedet på markedet, men derimod blot kræmmervarer og forlystelser. I 1970’erne havde min familie en tradition med at mødes til Ho Fåremarked. Jeg tog disse to billeder med mit allerførste kamera – et enkelt bokskamera, der tog kvadratiske billeder. Dengang var der stadigt et stort fælles fårehold på Skallingen. Tidligt om morgenen blev fårene samlet og drevet ind til markedet, hvor efter ejerne indfangede deres får i den fælles fold. Ud over et stort udvalg af husdyr blev der også solgt alskens kræmmervarer, ligesom der var skydetelte, tivoli og mere eksotiske fornøjelser som mudderbrydning og motorcykler i dødsdrom.
Jyske Vandreture 