Ribe & Mandø: Sælsafari (114).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Ribe & Mandø: Sælsafari, 26 km (114).
Torsdag den 26. august, 2015.

Der er overskyet og let regn, da jeg stiger ud på perronen i Ribe. Efter at være nået til domkirken går jeg ad de hyggelige små gader ud til åhavnen ved Skibbroen. der er pakket med små lystbåde. Jeg stopper op et øjeblik ved højvandssøjlen og kigger op på den øverste ring, højt over mit hoved; ringen markerer den højeste stormflod i 1634, med en vandstand på seks meter over daglig vandstand.
Åen går i kanten af byen hen til voldanlægget i den vestlige udkant. Jeg husker den lille borgholm med den firkantede voldgrav udmærket fra min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Der er en tynd strimmel kolonihaver vest for voldgraven og en statue af dronning Dagmar oppe på borgholmen.
Jeg krydser den stærkt befærdede landevej mod Tønder og slår ind på den mindre vej mod kysten og Kammerslusen. Et skilt oplyser cyklister om, at broen over slusen er lukket på grund af renovation. Det viser sig at være lidt af en underdrivelse: Rent faktisk er broen afmonteret og ligger ved en vejside, adskillige meter fra åen. Jeg er nået frem til Kammerslusen efter at have gået fem-seks kilometer stik vest over fladt land. Over mit hoved har et par snese viber samlet sig i flok. Regnen stilner af. Forude kan jeg se digets lave grønne vold. Jeg følger det nogle få hundrede meter mod nord, hvor slusen ganske rigtigt er under renovation og ikke lader sig passere.
Ribe Å løber ud i Vadehavet her. Jeg stiger op på diget. Ind mod landevejen har det en femogfyrregradsvinkel, men ud mod engene og det marine forland falder diget med et jævnt fald over hundrede meter. Får græsser i spredt fægtning over de store arealer. Ingen køer nogetsteds. Jeg går mod syd i retning af Vester Vedsted. Fra digets top kan jeg se Ribe – det vil sige domkirken – i smuk profil inde på det flade land. En stor mågeflok har taget plads langt ude, hvor det grønne græs nærmer sig havet. I kikkerten lader jeg blikket glide over den flade land og havet men finder ingen sæler derude.
Der går en smal vej langs indersiden af diget. Jeg følger den mod syd, indtil låningsvejen går over diget og ud mod Manø. Vejen forsvinder hurtigt under vandet. Der holder biler på en lille parkeringsplads. Måske venter de på, at den faldende vandstand tillader passage.
Lidt længere fremme er det den gamle ebbevej, der krydser diget. En række “koste” over vandoverfladen markerer, hvor ebbevejen kan betrædes ved lavvande.
Mandø kan kun nås fra fastlandet ved lav vandstand. Der går to veje derover: den gamle ebbevej og den nyere låningsvej.
Ebbevejen er blot en afmærket rute over blotlagt havbund ved lavvande. Ingen motorkørsel ad den vej.
Låningsvejen er en befæstet grusvej, hvor biler og traktorbusser kan køre. Det er således en ganske lav dæmning, som er yderligere beskyttet ved landindvinding. Nærmest grusvejen er der dannet marsk, længere ude er der slikgårde, hvor det fine ler, kaldet slik, kan aflejre sig. Slikgårdene er blot en indramning af faskiner, ganske lave hegn, lavet ved at grenknipper mases ned mellem to række tætstående pæle.
Jeg drejer ind i landet og kommer snart til mit mål, Vadehavscentret i Vester Vedsted. Herfra skal jeg med på en sælsafari ved Mandø. I sagens natur er den slags ekskursioner afstemt med tidevandstabellen. I dag begynder den klokken femten. Det giver mig en halv time til en kop kaffe. Efter en kort introduktion på dansk og engelsk fra dagens guide går vi ud til den ventende traktorbus. Turgruppen er vel på halvfjers-firs personer, men vi skal køre i en overraskende rummelig dobbeltdækkertraktorbus med plads til halvandet hundrede personer, så der er ikke noget problem i antallet. Der er flere tyskere end danskere i gruppen, men også enkelte italienere, spaniere og portugisere.
Vi kører ud fra Vadehavscentret, til kysten og over diget. Dernæst ud på låningsvejen. Ebbe er kun lige begyndt, der er tre timer til absolut ebbe, så grusvejen er kun lige akkurat fri af vandspejlet på de mest udsatte steder. Fra det øverste dæk i bussen har man en fin udsigt over marsken, gennemskåret af de naturlige kanaler, loerne, og, længere ude, slikgårdene langs låningsvejen. Ebbevejens kosterækker kan ses over vandoverfladen mod syd, umuligt at sige hvor dyb vandstanden er der lige nu.
Af og til passerer modgående biler traktorbussen på den smalle vej, mest tyske og polske nummerplader. Vi kører et stykke ind på Mandø, over det ringdige, der omgiver den centrale del af øen, og så er det tid til at stå ud.
Der er tre kilometer ud til sælbanken. Den første kilometer går vi ad vejen langs indersiden af det grønne dige. Dernæst over diget og ud til den nordlige kystlinje, hvor de flade vader begynder. Fanø og fastlandet er tættest på, længst væk kan man akkurat ane de høje bygninger på havnen i Esbjerg.
Ved den sidste bid grønsvær, overstrøet med tørre fåreekskrementer, er det tid til at afgøre, hvilket fodtøj man vil benytte til vandringen på vaden. Jeg har sandaler med, men beslutter mig for at gå barfodet. Havbunden er gulbrun, ikke gråsort som i Ho Bugt ved Langli i sidste uge. Området her er Mandø Flak, der er et par kilometer ud til sælbanken på Peelrevet. Nær kysten skal vi passere en lav tidevandsrende, men ellers er havbunden blotlagt, af og til med sivende havvand, et par centimeter dybt.
Havbunden er overstrøet med muslingeskaller og enkelte konkylier. Rester fra fugle og sælers måltider. De levende muslinger gemmer sig blot en centimeter nede i det gule sand, der hurtigt bliver sort på grund af manglende ilt, og kan let skrabes fri med foden. Langt ude på vaden er der pludseligt små øer af vadegræs, ingen af dem større end en kvadratmeter.
I det fjerne bliver sælerne tydelige, indtil vi står på hundrede meters afstand, men med en stor strømrende imellem dem og os, en af hovedgrenene af Knudedyb, der går mellem Fanø og Mandø. Med mit kamera er det umuligt at få et ordentligt billede af dem, men i min kikkert kan jeg tydeligt se den store flok hvile på sandet. Det er spættet sæl, nogle af dem næsten hvide i pelsen, andre er gråbrune. Deres pels bliver hvid, når den tørrer, forklaret guiden i baggrunden.
De fleste sæler hviler sig i ro og mag, nogle af dem vippet om på siden med løftet hoved og hale. Andre har overskud til at kives lidt om pladsen og jage deres artsfæller ud i vandet. Et par stykker svømmer nysgerrigt nærmere på vores gruppe og betragter os med vippende hoveder fra strømrendens bølger.
Inde fra land kommer et par hestevogne rullende, og et mindre selskab stiger ud og tager sælerne i syne. Vores gruppe har tre teleskoper med, nu monteret på stativer, og der er kø for at se sælerne på nærmeste hold.
Og så er det på tide at gå tilbage. Vi skal nå en traktorbus ved syv-tiden. I mindre flokke går selskabet tilbage mod Mandø. Solen bryder for første gang i gennem skyerne og kaster et smukt lys over landskabet. Også hestevognene kører mod land i rask tempo. De standser på toppen af diget, i klar silhuet mod himlen.
Vores selskab ankommer i små grupper til marskengen, får fodtøj på, passerer diget og følger det på indersiden mod traktorbussens holdeplads. Der er færre biler at kante sig omkring, som traktoren kører ad låningsvejen mod fastlandet. Til gengæld er der et gadeløb i gang ved Vester Vedsted og en strøm af deltagere ujævnt fordelt på asfalten.
Min vej fra Vester Vedbæk fører mig også langs løberuten – der er jo heller ikke så mange veje at vælge imellem. Jeg gik samme strækning til Egebæk for godt et år siden på min tur Jylland Rundt, men vejret er heldigvis bedre i dag. Dengang var det en frygtelig regn.
Egebæk og Hviding er to sammenvoksede landsbyer. Jeg går en kilometer mod syd for at nå frem til stationen. Fra 1864 til Genforeningen var der landegrænse her, og de to lande byggede to ens togstationer her, så lange at de i dag huser et psykiatrisk hospital. Dengang blev de regnet for Europas længste stationer. I dag er her blot et simpelt trinbræt.

Svend Åge Madsen, Mange Sære Ting For, 60-394.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s