Rold Skov VI: Rebild Bakker (115).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Rold Skov VI: Rebild Bakker, 25 km (115).
Lørdag den 29. august, 2015.

Skørping Station er ganske velkendt for mig, for jeg har gået en hel del i Rold Skov i år. I dag gælder det ikke så meget skoven; jeg er her for at se Rebild Bakker, mens lyngen blomstrer. Og gerne i solskin, i modsætning til den overskyede himmel, som dagen begynder med.
Rebild Bakker må nu vente lidt, jeg begynder dagen med at gå syd på, ad stier og veje der holder sig tæt på Den Jyske Længdebane, hvor dens to spor skærer sig igennem Rold Skov. Inde i skoven er der åbne partier omkring moser, såvel som en stor græsklædt slette kaldet Jamborettepladsen. En strækning går i gennem Den Jyske Skovhave, hvor små skilte fortæller, hvilken træart, der er plantet her.
Jeg gør en afstikker, blot en kilometer, omkring Mossø, en lille, skovomkranset skovsø. I den østlige ende vokser en stribe dunhammer, men ellers står søen med høje brinker og uden rørsump, så den må have næringfattigt vand.
Længere mod syd når jeg frem til Mosskovpavillonen, i rødmalet træ, borde og stole sat frem, en stor træskulptur af en hest på plænen. Den vej, der leder hertil, hedder turistvejen, og parkeringspladsen er godt fyldt op. Det er et populært udgangspunkt for en tur i skoven, ikke mindst på grund af Store Økssø, på den anden side af banen.
Jeg krydser også banen, gennem en fodgængertunnel og står snart ved bredden af Økssø. Der er livligt på rastepladsarealet tæt ved, frokostselskaber ved bordene, et muntert selskab i en hestetrukken vogn. Ved bredden af søen fisker et par små piger med sommerfuglenet efter spændende ting i det brune vand.
Der er kommet mere sol på himlen, som jeg følger stien syd om Store Økssø, hvor jeg også gik i vinters. Der er et stort mosegenetableringsprojekt i gang sydvest for søen, med betydelig træfældning til følge. Det så lidt trøsteløst ud i februar, men nu lyser pletter af lyng vældigt op her og der. En lugt af får hænger i luften, men det viser sig at være geder; de har fundet en solrig plet midt i indhegningen. Nær bredden af søen er vandoverfladen dækket af bræmmer af gul åkande i blomst.
Jeg gør holdt ved det sted, hvor jeg så og hørte ravn i februar. Intet at se eller høre i dag, men der er en inviterende låge, og lyngen vokser tæt over mod skoven, så jeg bestemmer mig for at krydse den tilgroede mose. Det viser sig at være en lidt overmodig beslutning, der står vand i render her og der, og der er stadig bredere partier af våd bund og sivtuer, jo tættere på skoven jeg kommer. Heldigvis har betænksomme sjæle lagt gangplanker ud, så jeg kommer nogenlunde tørskoet over og op ad den lille skråning til skovvejen.
For variationens skyld finder jeg en ny rute ad veje og stier frem til Stendalen, den grusvej, der udgør den synlige afgrænsning af Rebild Bakker. Undervejs trækker skyerne sig sammen, og der falder en intens byge, der varer et kvarters tid. Heldigvis er jeg stadig inde i løvskoven, så jeg benytter lejligheden til spise frokost i ly for regnen.
Stendalens sydlige bakkeside er skovklædt, mens lyngen vokser på den nordlige side. Der er en fornemmelse af bakkedrag, som rejser sig mod nordvest, men det er gennemskåret af talrige kløfter, som opdeler landskabet i talrige store og små bakketoppe. De stejle nordlige bakkesider er lyngklædte, men hvor landskabet flader ud mod plateau breder skoven sig igen.
Jeg vælger en snoet rute op over bakkerne, med smukke udkig over landskabet. Selv den overskyede himmel kan ikke tage farven fra lyngen. Efter et stykke skov havner jeg i en stejl kløft. Lidt længere nede har en stor flok geder bemægtiget sig en skrå bakkeside. En ravn skriger, kort og hæst, den flyver over dalen højt oppe, mens jeg i kikkerten følger den med øjnene. Jeg går den modsatte vej, gennem bakker hvor skov og hede veksler, med spredte enebærbuske mellem den lilla lyng, indtil jeg står i kanten af Rebild by. Rebild Selskabet har en lille park her, med mindesten, buster og statue, og naturligvis det berømte blokhus, hvor det danske og det amerikanske flag vajer fra flagstænger.
Efter at have læst mig mæt på mindeord og inskriptioner, går jeg hen til kanten af bakken, hvorfra en lang trappe fører ned til en grusvej gennem stejle lyngklædte bakker. Vejret bliver stadig bedre, og der er en lind strøm af besøgende, her i den mest berømte del af parken. Jeg følger også den populære vej, med mange blik tilbage på det smukke panorama med blokhuset øverst. Dernæst følger jeg en parallelt kløft tilbage til toppen, noget af den gennem grønne bakkesider, med bregner i stedet for lyng.
Tilbage i Rebild krydser jeg landevejen og går gennem skov og dernæst øverst på en langstrakt bakkekam med fantastiske udsigter over landskabet. Ruten svinger kort mod nord, og åbenbarer et vidt udblik over Gravlev ådal, med Lindenborg Å’s snoninger tættest på, Gravlevs hvide landsbykirke og den blå søoverflade længere væk.
Stien svinger mod sydøst, jeg kommer forbi en lille flok sindige får, i skyggen under de få træer omkring en stump fugtig terræn på hedefladen. Dernæst følger Lars Kjærs hus, min navnebror, en berygtet krybskytte, hvis hus har fået lov at blive stående, hvor andres er revet ned.
Jeg krydser landevejen mod Rebild, går på langs ad bakkerne, først ad en snoet rute op og ned ad bakkesider, dernæst tilbage af grusvejen. Undervejs møder jeg både får og geder. Hegnet er tydeligvis indrettet efter geder: et meter højt fårehegn med elektrisk tråd ovenover. Her og der blomstrer gedeblad, måske bedre kendt som kaprifolium.
Tid til dagens sidste udfordring. Jeg er endt ved parkeringspladsen neden for vejen op mod blokhuset og gryden nedenfor, men jeg drejer hurtigt af og giver mig i kast med den lange trappe op mod Kejserbakke for at få et sidste tilfredsstillende kig ud over landskabet.
Tilbage i Rebild kigger jeg inden for i Rebildporten, informationscentret, holdt i en mere moderne blokhusstil. Derefter går jeg i ro og mag tilbage til Skørping og de velkendte perroner.

Svend Åge Madsen, Mange Sære Ting For, 394-411.
David Potter: The Victor’s Crown, i-xxx, 1-40.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s