Sønderborg II: Arnkil (147).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Sønderborg II: Arnkil, 24,3 km (147).
Søndag den 17. april, 2016.

Det er solskin, men koldt og blæsende, da jeg begynder dagens vandretur fra vandrehjemmet i Sønderborg.
Jeg skal nord på, men først går jeg i en bue tilbage til byen, således at jeg kan gå langs havnefronten og sundet. Den vestlige bred af sundet huser Alsion, kulturaktiviteter, forskerpark og Syddansk Universitet under samme tag. Der er også byggeaktiviteter i gang her på den østlige bred, men også små bådebroer og, længere ude, Sønderborg Roklub ved siden af Ruder Verein Germania.
Snart efter går jeg under motorvejsbroen og op ad bakkesiden. Derefter går landevejen, og den cykelrute jeg følger, ud mod Arnkil, halvøen nord for Sønderborg, og dens spids, Arnkilsøre. Det er åbent land med levende hegn, råger, skader og sortkrager på markerne. Langs med vejen er der skilte til krigergrave, gravsteder og mindesten for faldne soldater. Efter den prøjsiske landgang på Arnkil 29. juni 1864 blev der kæmpet på denne strækning under erobringen af Als.
Nær halvøens spids er der en smule skov på østsiden, jeg forlader landevejen og går ud til den vestlige side. Terrænet er et fladt plateau med stejle, kratbevoksede skrænter ned mod stranden. Sottrup Storskov, som jeg besøgte i går (vandredag 146), ligger umiddelbart på den anden side af det smalle sund. Med det blotte øje kan jeg tydeligt se det store bådeskur, der rummer kopien af Nydamsbåden.
Tusindvis af soldater krydsede sundet kl. to om natten dengang for 152 år siden og stormede op ad skrænterne her på fire forskellige punkter. Næsten med det samme støder jeg på tyske mindesten på de steder, de forskellige troppeafdelinger landede. Og flere mindesten for faldne soldater.
Als Sund_2 Den prøjsiske overgang til Als

Neden for skrænten er der en smal strand med store, spredte sten. Lavvandet har afdækket sandbund, stærkt overgroet med gulbrun blæretang. Jeg foretrækker stien langs toppen af skrænten, hvor egetræer afgrænser skræntens krat med den blomstrende tjørn. Det flade plateau er nu et stort overdrev, dækket af lavt grønt græs oversået med gule smørblomster, her og der er der små damme og klynger af egetræer. Endnu er kvæget ikke sat på græs, men der er tænkt på låger til besøgende. Egetræerne virker ikke gamle nok til at have groet her i 1864, og det får jeg bekræftet, da jeg når frem til et langt tykkere egetræ i en lille indhegning: Det er plantet som markering af en dansk krigergrav for 22 døde soldater.
Ved Arnkilsøre går jeg ned på stranden. Der er dannet en smule fladt forland omkring spidsen, med strandsøer og en bræmme af hvid strand. Blæsten er frisk fra nordvest, der er skum på bølgetoppene og sejlbåde på vandet, høje skrænter ved landet nord for vandet – og flere skrænter ved landet mod øst, som jeg ser, da jeg følger stien rundt om Arnkilsøre.
Turen gennem skoven på halvøens østside byder på en smule velkomment læ. Skovbunden er dækket af anemoner, men bøgen er endnu ikke sprunget ud her. Tilbage i det åbne land fører cykelruten forbi Sønderborgs lille lufthavn og videre mod syd, stadigt med krigergrave og mindesten. Et par gange ser jeg vildkanin på vejen og markerne.
Cykelruten leder frem til en lille bro over motorvejen, dernæst går jeg igennem Sønderborgs industrikvarter og ind til den egentlige by. Jeg har god tid, så jeg går en tur omkring slottet, der vogter indsejlingen til Als Sund. Søndagen har bragt en del spadserende til anlægget omkring parken, der naturligt leder til havnepromenaden foran de velholdte gamle huse ud mod havnen. Der er opstillet bænke og bronceskulpturer, og længere fremme gør en kiosk gode forretninger med salg af gammeldaws isvafler.
Jeg krydser Christian den Tiendes Bro for sidste gang i denne omgang, nyder udsigten over Als Sund og bådene derude de sidste meter, før jeg drejer af mod banegårdens forblæste perron og en halv times ventetid.

D. H. Lawrence: Sons and Lovers, 176-240.

This slideshow requires JavaScript.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s