Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Rendsburg-Schleswig, 41,7 km (148).
Lørdag den 25. april, 2016.
“Danmark til Ejderen” var engang et nationalt krav, og præcist der, ved Ejderen, ligger Rendsburg. I sin tid var det en stor garnisonsby ved grænsen mellem Slesvig og Holsten, i spændingsfeltet mellem danske og tyske magtinteresser. Fra 1670-1806 hang den såkaldte Ejdersten over fæstningsanlæggets sydlige port. Stenen bar den latinske inskription Eidora Romani Terminus Impery. Teksten betyder “Her ender det romerske imperium”.
Der hentydes ikke til det oprindelige romerrige, men til Det Tysk-Romerske Rige, der i egen selvforståelse var en efterfølgerstat til Romerriget, og budskabet er, at tysk indflydelse ender her, og den danske konge hersker nord for. Det Tysk-Romerske Rige gik formelt først i opløsning i 1806 under Napoleonskrigen, og stenen blev derfor taget ned og i 1863 overført til Tøjhuset i København, hvor den også i dag befinder sig.
Der er ikke meget tilbage af Rendsburgs fæstning. Først og fremmest den store Paradeplads, der i dag bruges til parkeringsplads, nogle få bygninger og kirken omkring den. Byen har en hyggelig gammel bykerne, hvor centrale strøg er udlagt som gågader.
Jeg er taget til Rendsburg for at påbegynde min vandring ad Hærvejen her. For adskillige år siden, før denne blogs oprettelse, gik jeg turen fra Viborg til Padborg. Siden da er Hærvejen blevet udvidet i nord med fortsættelser til både Hirtshals og Frederikshavn. I de kommende måneder vil jeg gå turen den modsatte vej af sidst fra mit udgangspunkt her i Rendsburg.
I Tyskland kendes Hærvejen først og fremmest som Ochsenweg, Oksevejen. Navnet bæres i dag også af en lang, afmærket cykelrute. Som vandrerute – over lange stræk identisk med cykelruten – er den kendt som Pilgerweg, Pilgrimsvej og markeret med den velkendte gule musling på blå baggrund. Det historiske vejsystem, der kendes som Hærvejen, sluttede nord for Hamborg, men middelaldervejene førte videre til Santiago de Compostela eller andre pilgrims- eller handelsmål.
Over store stræk indgår ruten også som en del af det europæiske net af fjernvandrerstier, der er skiltet med et andreaskors, et hvidt kryds på sort baggrund. Hærvejen i Danmark er en del af E1, fra Nordkap til Sicilien.
Jeg er taget til Rendsburg dagen før for at kunne starte min vandring fra morgenen af, så jeg er tidligt af sted. Efter at være gået gennem den gamle bydel kommer jeg ud på nordsiden af Ejderen. Selv om Ejderen langtfra er en så imponerende vandvej som Kielerkanalen, der skærer igennem byen, så er det stadig en bred flod. Dagen begynder med klar blå himmel, så der er flotte spejlinger i vandoverfladen. Ænder, gæs og enkelte sortkrager skaber liv på engene langs flodens nordside.
Snart drejer jeg dog væk fra floden og går gennem det velkendte nordtyske landskab med agerland, små skove, levende hegn og små alleér. Jeg går adskillige kilometer mod nordvest, før jeg endelig svinger mod nord. Forude er omkring ti kilometers vandring igennem eller i kanten af gammel plantage på flad jord. Det er tilplantet hede, og et af de mest oprindelige stræk af Hærvejen i Tyskland. Her går en bred og tung sandvej, sine steder med en bræmme af hede.
Jeg har ikke gået ret langt, før jeg kommer til et såkaldt Naturdenkmal. Det er en skulptur, der hylder den gamle vej. Tro mod det tyske navn, Oksevejen, forestiller det to store krydsende kohorn. Samme motiv bruges også til at markere cykelruten.
I begyndelsen løber vejen gennem plantage, længere fremme svinger den mod øst og løber i kanten af plantagen, mens markerne er afgrænsede af levende hegn. Det er weekend, og der er mange hundeluftere og mange forskellige slags hunde på sandvejen, biler er parkeret på de små parkeringspladser.
Området her syd for byen Kropp går under navnet Kropper Busch. Engang var det et af de vildere og mere lovløse stræk af Hærvejen, noget i retning af Randbøl Hede i Danmark (vandredag 120). Modsat området syd for Leck (vandredag 141), hvor jeg så et tilsvarende “bevaret” stræk af den vestlige Oksevej, har Hærvejen ikke slidt dybe hulveje ned i sandet her. Den tids flade hede har sikkert gjort det unødvendig.
Mens jeg gik i plantagens læ føltes dagen varm, mens så snart jeg forlader de beskyttende træer og kommer ud i det åbne land er den kolde vind følelig. Nu går jeg mod nordøst gennem det dyrkede land, krydser jernbanen og dernæst E45. Det flade land går over i stadigt mere kuperet terræn, jeg nærmer mig Slesvigs pendant til Den Jyske Højderyg, der også her forløber langs fjordlandet ved Den Jyske Halvøs østside.
Hvor den smalle landevej svinger, fører afmærkningen mig pludselig ind på en jordsti mellem levende hegn, den bliver til en skovsti langs en sø, en møllesø viser det sig. Jeg står ved kanten af den opstemmede sø og ser på en gammel mølle i gule sten og et stort, rådnende møllehjul i træ, der ikke længere får tilført vand. Stien er pist forsvundet. Det tager mig et øjeblik at regne ud, at man skal gå gennem bygningen, en lille mellemgang, der fører fra mølledammen til den store brolagte gårdsplads på den anden side.
Blot få hundrede meter længere fremme, så står jeg i bunden af Selker Noor og kan se silhuetten af Schleswigs domkirke i det fjerne. Slien, Schlei på tysk, er en 43 kilometer lang smal fjord. Inderst inde ligger Schleswig by på nordsiden, på sydsiden ligger to små nor i forlængelse af hinanden. De to nor er omgivet af høje bakker. En skovsti fører øst om Selker Noor; stien er forbedret med lange trappeafsnit og rækværk.
Ved overgangen mellem Selker Noor og Haddebyer Noor rækker smalle tanger ud fra begge bredder, således at der kun behøves en lille bro for at skabe forbindelse. Over rørskoven kan jeg se voldene ved Hedeby, hvor jeg var for en måned siden (vandredag 143). Det tager længere tid at nå derover, end jeg troede efter hurtigt at have rundet runestenskopien; der er våd eng, buskads og privatejet jord, men snart kan jeg gå gennem de høje volde, der danner en halvkreds omkring det historiske sted.
Den sydlige vold er overgroet med træer, men den nordlige står smukt defineret med konturer beklædt med grønt græs. Inde i halvcirklen ligger nogle rekonstruerede vikingetidshuse, hvor jeg kan se besøgende gå rundt. Selv stiger jeg op på nordvolden for at følge et par kilometer af samme rute som sidst. Der er smukt kvæg på grønt græs, rørskov og blåt vand med vandfugle.
Jeg følger den velkendte vej gennem skoven mod nord, forbi vikingemuseet, mindesmærket for Ansgar og den lille kirke. I sidste måned gik jeg en længere omvej ad kirkestien til Busdorf og videre til Schleswig. I dag tager jeg den kortere vej ad langs fjorden. Domkirken, Sct. Petri Dom, står i smukt lys med højt løftet spir på nordsiden af fjorden. Inderst i fjorden står højhuset Wikingerturm.
Jeg runder inderfjorden og kommer ind i byen ved Gottorp Slot, hvorfra jeg fortsætter på fortovet langs fjorden, nu med domkirken ret forude, for jeg har bestemt for at gå omkring den, før jeg begiver mig til mit hotel.
Kirken er en domkirke uden kirkeplads; gader og huse går helt tæt på dens mure, så den er svært at få et overblik over, når man først kommer helt tæt på. Fra den flade land ved fjorden går jeg op ad byens bakkesider og frem til mit hotel, lige i tide til at undgå den begyndende regn.
D. H. Lawrence: Sons and Lovers, 240-446.
Jyske Vandreture 