Schleswig-Oeversee (149).

Placer musemarkøren på blåt nummer for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen.  Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Schleswig-Oeversee, 30,5 km (149).
Søndag den 24. april, 2016.

Det har været en kold nat i Schleswig. Der er rimfrost på ruderne af bilerne i byens gader, for foden af gadernes træer, og på de skyggede dele af de røde tegltage. Gaderne er stadig våde af nattens regn, men nu er det smukt vejr, koldt og stille, blå himmel med et fint slør af skyer; senere på dagen bliver de til drivende hvide skyer, og sol der kommer og går.
Jeg krydser gennem den øverste del af slotsparken, først med skulpturer og havearkitektur, dernæst med vildtvoksende skov. Klokken er lidt over otte, og der er endnu store rimfrostpartier på skovbunden. Ligesom i går kommer jeg til at gå adskillige kilometer gennem skov, men af en anden slags.
I går var det store plantagepartier, nåletræer, på flad jord. I dag går jeg gennem let kuperet terræn, i et skovland der er et kludetæppe af mindre skovpartier, af og til gennembrudt af åbent land. Der er bøgeskov, med en smule udsprungne blade, der er egeskov, såvel som birkepartier, ofte på sumpet jord. Der er også høj gammel granskov, med lige, ranke stammer i den slags kunstige skovbryn som systematisk skovdrifts fældning skaber. Solsortene er overalt, jeg ser et enkelte skovskader og hører dem hele tiden. Et par gæs flyver lavt over skoven og lander overraskende og højlydt omkring hundrede meter borte, hvor der må være en skovsø eller mose. Skoven er præget af smukke gamle stendiger, der kanter grusvejen og inddeler skoven i mindre partier.
Skoven svinder ind, som jeg runder østsiden af søen Idstedter See og når frem til Idstedt. I dansk historieskrivning er stedet bedre kendt som Isted på grund af slaget ved Isted i 1850, et afgørende slag i den første slesvigske krig, hvor det lykkedes det danske kongerige at fastholde Slesvig-Holsten som en del af riget.
I dag er der imidlertid ikke det mindste spor af fortidens konflikt at se langs den rute, jeg går. En stor og godt fyldt fårefold når ud til den tynde stribe skov langs søen. Overalt hænger der gule skilte, der opfordrer hundeejere til at føre deres dyr i snor. Og med god grund, det er søndag, og jeg møder masser af hundeluftere langs hele min rute, skødehunde, labradors, schæfere, dalmatinere, buskede gadekryds…
Et par steder langs landevejen er der anlagt små hytter, hvor vandrere kan søge tilflugt eller hvile sig. Informationsskilte oplyser, at de er etableret i forbindelse med en afmærkning af Hærvejen fra Vejen til Rendsburg. Skiltningen er også glimrende næsten overalt. Udover officielt sanktionerede og opsatte metalskilte, ser der også til at være mere private initiativer i gang, klistermærker med den stiliserede muslingeskal fra pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, eller andreaskorset, et hvidt kryds på sort bund, der markerer en europæisk fjernvandrervej. Nogle steder er korset også skrabet ind i barken på træerne.
Skovpartierne bliver færre og mindre, som jeg kommer længere nord på. Jeg er netop gået igennem en lille skov og befinder mig i strålende solskin på en lille landevej gennem de slyngede agerland med de levende hegn og deres høje jorddiger, da en pludselig haglbyge falder bagfra. Hvide korn lægger sig på vejen, klæber til mit hår og rasler af min jakke, det skarpe sollys forsvinder, da uvejret indhenter mig bagfra. Det svinger i intensitet, går næsten i stå, og starter så med ny heftighed. Heldigvis varer det ikke længe, jeg møder ikke nogen tilflugtshytte på denne strækning.
Den tætte markering svigter kun et enkelt sted, ved et sumpet skovområde omkring Frörup, hvor jeg pludseligt befinder mig ved oversvømmet skoveng og forsvundne stier. I stedet går jeg tilbage til landevejen og følger en cykelrute de sidste tre-fire kilometer til dagens endemål, den lille by Oeversee, godt ti kilometer syd for Flensborg.
Herfra tager jeg en af søndagens få busser til banegården i Flensborg. Der er godt halvanden time til det næste tog nordpå, men der er også en hyggelig banegårdscafé og en bog i min rygsæk.

Italo Calvino: Hr. Palomar, 1-115.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s