Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Oeversee-Padborg (over Flensborg), 25 km (150)
Tirsdag den 3. maj 2016.
Min vandredag er den eneste gråvejrsdag i en række solskinsdage. Det regner under hele togturen til Flensborg, og da jeg står af bussen i Oeversee er det først ved at stilne af.
Jeg går ud af landsbyen og ad en jordvej til Sankelmarker See, søen nord for Oeversee. Der er skov langs bredden af søen men også bølgende grønne bakker. Dagens rute går gennem kuperet terræn, over Den Jyske Højderygs forlængelse i det østlige Slesvig, så der er ikke mange flade stræk.
Ved bredden af Sankelmarker See deles Hærvejen i to, en vestlig og en østlig rute. Det svarer til det historiske forløb, hvor Hærvejens hovedforløb fra nord fortsatte direkte mod syd, men en afstikker førte ind omkring Flensborg. Man ser et tilsvarende mønster ved Schleswig, hvor hovedruten førte gennem en åbning i Dannevirke, mens en forgrening førte omkring Hedeby og dens senere afløser Schleswig by.
Jeg følger stien mod øst. Grænselandet er fuld af mindesmærker. I mange af de små landsbyer er der mindesten for de unge mænd, der mistede livet i de to verdenskrige. Derudover er der så alle mindesmærkerne forbundet med de to slesvigske krige.
I det østligste hjørne af søen er der således en mindesten for det slag, der fandt sted her. I 1864 havde den danske hær taget opstilling ved Dannevirke (vandredag 143), men det blev besluttet at rømme det utilstrækkelige forsvarsanlæg og trække hæren tilbage til fæstningen ved Dybbøl (vandredag 146). I løbet af tilbagetoget kom det til kamphandlinger mellem den danske bagtrop og den tyske fortrop her nord for Oeversee.
Jeg forlader stien rundt om søen, går gennem den lille skov og indover det åbne agerland. Ved den landevej, jeg krydser, står der endnu et mindesmærke for de faldne danske og tyske soldater. Jeg har ikke gået ret langt, før jeg kommer forbi en stor og sjældent velbevaret langdysse fra stenalderen. En informationstavle giver en lokal bonde æren for at den er blevet reddet for eftertiden. Det var den største del af et betydeligt kompleks af langdysser, som kun er delvist bevarede eller helt væk.
Små rolige landeveje fører frem mod Flensborg, indtil jeg rammer cykelstinettet i udkanten af byen, går gennem en viadukt under den travle indfaldsvej og står ved det punkt, hvor boligkvarterer møder det ældste industrikvarter. Bag højt trådhegn har et cementstøberiet stablet mængder af fliser, længere fremme følger jeg en grusvej nær banelegemet, langs med kolonihaver og ældre villahaver.
Grusvejen når helt ind til Flensborgs banegård, der ganske vist ligger et par kilometer syd for det egentlige bycentrum. Jeg går gennem den lille park ved banegården, videre gennem lange smalle gader, indtil jeg når frem til de inderste havnebassiner. Her skal jeg videre langs vestsiden af fjorden, men ikke før jeg har været omkring Istedløven. Istedløven er et mindesmærke over den danske sejr i slaget på Isted Hede i den første slevigske krig (vandredag 149). Løven blev opsat på Flensborgs Kirkegård i 1860, ført til Berlin efter 1864, til København efter 1945 og endelig tilbage til sin oprindelige plads i 2011.
Flensborg gamle kirkegård ligger bag det såkaldte Museumsberg, hvortil en lang asfaltsti med serpentinersving fører op. Jeg nyder den smukke udsigt over byen, før jeg går videre til kirkegården. Istedløven knejser på en høj sokkel i kirkegårdens sydlige del. Grustierne omkring plænen er kantet med krigergrave og mindesten for faldne i de to slesvigske krige.
Efter at være steget ned ad Museumsbjerget er jeg tilbage ved havnen og følger promenaden nord på. Inderst ligger der adskillige turbåde, men sæsonen er vist ikke rigtigt gået i gang. Det inderste af havnen er omgivet af boligbyggeri, et kirketårn bidrager også til byens silhuet på den modsatte side af havnen. Mod nordøst kan jeg se industrianlæg på havnen.
Langs denne side af havnen ligger en del ældre træskibe ved kaj, længere fremme er der nyere lystbåde i glasfiber. Jeg gik samme vej under min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 61 og 62), men vejret i dag er langt behageligere. Der er sparsom sol fra en himmel, der har flere skyer end blå striber, og temperaturen er pæn.
Turen langs havnen er dagens fladeste stræk, højderyggen begynder straks, jeg forlader havnepromenaden og går mod nordvest gennem lange gader. Der er ikke noget industrikvarter på vej ud gennem byen, blot et brokvarter, en gammel kaserne, parcelhuse og til sidst kolonihaver, inden landskabet igen åbner sig i det velkendte landbrugsland med alléer og levende hegn. Der er kommet lidt mere kvæg på græs, siden jeg sidst var ude at vandre, og der er kommet masser af lysende gule mælkebøtter på engene.
Et par kilometer syd for grænsen, hvor jeg drejer ned ad en mindre landevej, står et mindemærke for Hærvejen. Eller rettere sagt, Oksevejen, Ochsenweg, det er stadigvæk i Tyskland. Mindemærket er af samme slags, som jeg så i Kropper Busch (vandredag 148), to krydsende kohorn. Nede ad vejen er distancen til Hærvejens yderpunkter i Viborg og Wedel angivet på gule skilte.
Længere fremme passerer jeg Niehuus, den sidste tyske landsby før grænsen, og stedet hvor den østlige og vestlige gren af Hærvejen igen forenes til en enkelt vej. Uden for Niehuus krydser jeg Krusåen og dens tunneldal. Krusåen udgør på visse stræk selve grænsen mellem Danmark og Tyskland, men ikke her. Der er et flot langt blik gennem dalen, der står med eng og kær omkring vandløbet.
De sidste meter til grænsen er op ad bakke. På den tyske side er der et par hundrede meter med nyere brostensbelægning. I vejkanten er placeret nogle originale vejsten, der i sin tid forpligtede landsbyer til at holde en given vejstrækning i god stand. Ved grænsen er opstillet en gammeldags jordtelefon, som de to landes grænsevagter i sin tid brugte til at kommunikere med. Det er grundlæggende et langt nedgravet rør, der i hver ende rejser sig af jorden og tilbyder en trompetformet munding til brugeren. Selv hvisken skulle kunne høres ganske tydeligt – efter hvad en informationstavle hævder.
Så har jeg passeret grænsen. En markeringspæl gør straks opmærksom på, at den danske del af Hærvejen begynder her. Et stykke fremme af vejen er er på ny brostenbelægning. Den løber parallelt med landevejen over et kort stræk på 42 meter. Det er oprindelig brolægning fra femtenhundredtallet, hvor ruten ind omkring Flensborg var af stor betydning. Selv om der står vand på en del af det gamle vejstykke, virker den alligevel bedre end det lange stykke bevaret middelaldervej, der fører ud til Kalø Slotsruin (vandredag 131).
Vandredagen er næsten forbi, jeg er nået til udkanten af Padborg og går mod syd, gennem byen og frem til banegården. Jeg har en lille time at vente på den forblæste banegård, men det lykkedes mig at finde et bænk i læsiden, hvor jeg kan fordrive ventetiden med min bog.
Daniel Keyes: Flowers for Algernon, 1-216.
Jyske Vandreture 