Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Oeversee-Padborg (over Harrislee), 29,2 km (151).
Fredag den 6. maj, 2016.
Efter kun tre dage er jeg tilbage i Oeversee igen. Vejret er meget bedre i dag, solskin fra en skyfri blå himmel, så det første, jeg gør, er at tage min jakke af og komme den i rygsækken, hvor den bliver resten af dagen.
Den første kilometer af ruten er den samme som i tirsdag: ud af byen, over en grøn bakke og ned til søen, Sankelmarker See. Søen er mere blå i dag, græsset er grønnere, og det virker som om, der er skudt gule mælkebøtter op over alt.
Ved søens bred står det skilt, der markerer hærvejen tvedeling. Sidst gik jeg mod højre, det vil sige mod øst, og videre nord på mod Flensborg.
I dag går jeg mod venstre, vest, i en bue uden om den store by, ligesom hovedruten af Hærvejen gjorde i sin tid.
Løvtræer kanter søbredden, fortrinsvist eg og el, der ikke er så langt med bladsætningen som bøg, så jeg kan se søens blå uden besvær. Undervejs er der kun få meter sandstrand, dog med bænke i den vestlige ende, hvor jeg forlader søen og går stik vest op ad en lav bakke. Jordstien følger et læhegn, på begge sider er stien trukket op med linjer af hvide blomstrende buske, der udgør et smukt syn mod det grønne græs og det blå vand, som jeg ser, da jeg kaster et blik over skulderen.
Tirsdagens tur fra Oeversee over Flensborg til Padborg gik igennem kuperet terræn, forlængelsen af Den Jyske Højderyg i Slesvig. I dag er der kun den svageste mulige bølgen over landskabet, efter at jeg er steget op ad bakken fra søen. Og snart er det fladt som en pandekage, kun med en vag hældning der formodentlig fortsætter hele vejen over mod Vadehavet. Og selv om vi kun er få kilometer fra Flensborg Fjord løber vandet fra Sankelmarker See mod sydvest, til Ejderen, og med den ud i Vadehavet.
Ruten svinger mod nord, et kort stræk mod vest for at krydse motorvejen, og så videre mod nord i den smalle korridor mellem bane og motorvej, indtil den endelig bryder af mod vest. Området er et netværk af grusgrave, mange af gravene står tilbage som søer. Jeg kan se måger sidde på bredden af en kunstig sø.
Vejen snor sig frem mod nord, kommer ud på asfalt, med en let trafikstrøm. I et ubemærket øjeblik kommer jeg til at følge cykelruten, Ochsenweg, i stedet for vandreruten, Pilgerweg. Det betyder nu ikke det store, jeg kommer til at gå få hundrede meter syd for Handewitter Forst, en stor plantage, indtil jeg svinger nord, går ind i plantagen og møder vandreruten igen. Overraskende nok er plantagen løvskov, stadigt kun delvist udsprunget. så der trænger masser af sollys ned, og jeg har en lang behagelig vandring gennem plantagen.
Efter at være kommet ud af skoven går turen mod øst, jeg krydser tilbage over motorvejen og jernbanen og drejer mod nord, indtil jeg når Schäferhaus. Det er et stort naturområde, hvor man prøver at opretholde en landskabstype, som den kan have set ud efter istiden. Det vil sige et savanneagtigt landskab, med spredte buske og små træer, men holdt åbent ved græsning. Græsningen leveres af Galloway-kvæg og vilde heste.
Jeg ser kvæget med det samme, det tager sig smukt ud, sort eller hvidt, et par små hvide kalve er der også. I begyndelsen følger jeg en grusvej, der går over et næringsfattigt overdrev. Undervejs ser jeg et par af de vilde heste. Deres farve er gråhvid, de tilhører en polsk hesterace kaldet konik, en ganske anden race end de vilde heste i Skjern Enge (vandredag 102 og 121), som er mørkebrune dyr af racen Exmoor.
Der er et udvalg af informationstavler langs vejen. En af dem fortæller om fundet af en elefantstødtand i en nærliggende grusgrav. Der har levet skovelefanter, op til fem meter høje dyr, i mellemistiden. En pil viser vej til et sted få hundrede meter inde i vegetationen, hvor der er opstillet en træsilhuet i naturlig størrelse af den forhistoriske gigant, et imponerende syn, selv om det blot er brædder.
Længere fremme drejer jeg mod øst ad en jordvej. Landskabet er stadigt åben, men krat og små træer står lidt tættere. Hvor de små veje mødes er der en Hörnerplatz, et mindesmærke over Hærvejen, Oksevejen, i form af en skulptur, der afbilder krydsende kohorn. Jeg så tilsvarende skulpturer for tre dage siden (vandredag 150) og syd for Kropper Busch (vandredag 148). Nærved står tre insekthoteller, reollignende indretninger med kunstige bosteder til insekter som kompensation for tabet af naturligt husrum.
Forestillingen om en nordisk savanne brydes kortvarigt af en jogger med høretelefoner på. Vi udveksler det obligatoriske moin, og så har jeg igen landskabet for mig selv. Idyllen etableres hurtigt igen ved synet af en lille flok sort kvæg, der holder siesta i skyggen under en klynge træer, ikke så langt fra en lille sø med bred rørskov.
Jeg forlader området, går i udkanten af Harrislee mod nordøst. Her sidst på vandredagen er jeg igen på vej til det bakkede land. Den lille landevej slynger sig mod nord og runder østsiden af Niehuusssee, før en sidste stigning bringer den op til landsbyen. Her mødes de to grene af Hærvejen igen, så jeg går en velkendt vej gennem Niehuus og frem til Krusåen. I tirsdags fortsatte jeg ad landevejen frem til den danske grænse, men i dag følger jeg en jordsti langs åen.
Det er en tilslutningssti til Gendarmstien, der i sin tid blev brugt af danske grænsevagter, men nu er reetableret som vandresti (vandredag 62 og 146). Der er en træbro over den hurtigt strømmende å, fra hvis anden bred der er en fin udsigt over ådalen. Fra dette punkt og nogle få hundrede meter mod syd udgør Krusåen grænsen mellem Danmark og Tyskland, så jeg er tilbage i Danmark, selv om der ikke er den mindste smule markering af det.
Kort efter kommer jeg ind på Gendarmstien, følger den over åbent land, et stykke oppe på bakkesiden med en vid udsigt over Niehuuser See. Stien går ind i et lille skovstykke, løvskov med små hytter og en lille friluftsscene, og fører frem til en parkeringsplads ved et kort stykke åben søbred. Den smalle asfaltvej, jeg følger mod vest herfra, bliver til Østergade og fører ind til centrum af Padborg, tæt på banegården.
Jens-Martin Eriksen: Fra Skorpionernes Verden, 1-230.
Klaus Rifbjerg: Til Spanien, 1-45.
Jyske Vandreture 