Stevns Klint, 33,7 km (196).
Lørdag den 1. april, 2017.
Rødvig er sidste stop på regionalbanen fra Køge. Stationsbygningen ligger blot hundrede meter fra kysten. Det er en lille hyggelig havneby, præget af turisme, men stadig med adskillige små fiskerbåde i den havn, der ellers mest lægger kajplads til store lystbåde.
Byens vartegn er en høj hvid flinteovn, rekonstrueret og placeret ved kystlinjen. En tilsvarende ovn blev brugt til at brænde flint for at frembringe et pigment, der blev brugt som farvestof i fajance. Mod nord rejser Stevns Klint sig højt over havet og svinger i en vid bue mod nordøst.
Jeg kom til Rødvig dagen før og overnattede på kroen ved siden af stationen, for jeg vil starte min vandretur tidligt og have formiddagen til at gå ad trampestien langs klinten, mens solen falder over den hvide kalk. Der er en tyve kilometer lang afmærket sti, som stort set følger kanten af klinten mod nord til Bøgeskov Havn, og ruten starter her ved flinteovnen.
Mærkepælene gør det let at finde vej gennem parcelhusvejene og komme ud til klinten. Man går på et fladt plateau, græsmark, overdrev, sommetider dyrket mark, der ender i et brat, lodret fald. Kanten af klinten veksler mellem at stå fuldstændigt åbent ud mod havet og at være flankeret af lavt, uigennemtrængeligt krat. På de åbne stræk er der fantastiske udsigter, langs krattet er blikket mod havet fuldstændigt blokeret.
Det flade plateau og det dybe fald er et sceneri, jeg kender fra det nordøstlige Djursland med Karleby Klint og Sangstrup Klint (vandretur 126 og 171). De to klinter er til sammen under fem kilometer lange, Stevns Klint er på tyve kilometer; klinterne på Djursland er godt femten meter høje, Stevns Klint når over fyrre meters højde.
Begge steder stammer kalken fra den geologiske periode, der kaldes Danien (60-65 millioner siden). Den højere klint ved Stevns viser også et dybere lag fra Kridttiden. De to lag er adskilt af en tynd stribe fiskeler, der har gjort den lokale geologi internationalt kendt, fordi den rummer vidnesbyrd om det asteroidenedslag, der menes at have udryddet dinosaurerne og en mængde andre dyregrupper.
Jeg når frem til kanten af skrænten, dybt under mig letter skarver med tunge vingeslag, en enkelt modig fugl holder pladsen på stenen i vandkanten. Længere henne ligger en gruppe svaner i smult vande nær klinten. Det er den første af mange små flokke på en hel eller halv snes af de hvide fugle. Mågerne flyver over havet, mens krager kommer og går i krattet på kanten af afgrunden. Lejlighedsvist flyver gåseflokke højt over mit hoved, i perfekt v-formation, på vej mod nord under megen skræppen.
Klokken er ni, og der hænger endnu lidt dis over havet og himlen. Det er en fin forårsdag, lørdag formiddag, og der er adskillige løbere og spadserende, mens jeg endnu er nær Rødvig. Senere møder jeg en lind strøm af vandrere, inklusive spredte grupper af spejdere.
Kalken her har været basis for en betydelig råstofudvinding helt tilbage til middelalderen, hvor der blev hugget sten til mange af Sjællands kirker. Nord for Rødvig ligger det nedlagte kalkbrud i Boesdal. Midt i udgravningen står en stor pyramide med eternit-tag, hvor man i sin tid har lagret knust og tørret kalk. På kanten af det store hul står to kalkovne, de virker mindre end dem, jeg så for ikke så lang tid siden i Mønsted Kalkminer (vandredag 191).
Trampestien slår et sving gennem kalkbruddet, og derefter går det over flad græsmark ud til kanten af klinten. En lille flok skotsk højlandskvæg med lang pels og vidt svungne horn følger nysgerrigt min fremfærd fra den anden side af det elektriske hegn.
Den hvide klint har sorte længdestriber af flint, der bølger op og ned med kalklagenes foldninger. Ofte har bølgeslag ædt sig ind på klinten, der så hælder med tungt overlæs ud over kystlinjen. Øverst på den tørreste del af klinten vokser små lilla violer.
Der er ikke meget vind, så vandoverfladen er rolig, nærmest land er der joller og små fiskerbåde, sejlbåde længere ude. Hvor der er sandbund lyser havet i grønt. Disen forsvinder støt og roligt i løbet af formiddagen og lader en blå himmel stå frem.
Ud over industri har Stevns Klint også huset militære installationer, det dybt nedgravede Stevns Fort, der nu er museum. Kanoner, observationsposter og radartårne står endnu langs klinten.
Ved Højerup står det meste af den gamle kirke tilbage. I 1928 styrtede koret og noget af kirkegården i havet. Siden da er klinten blevet afstivet, så man nu kan gå gennem den resterende kirkebygning og ud på en udsigtsbalkon. Ved Rubjerg Knude i Nordjylland (vandredag 33) blev Mårup Kirke taget ned for at komme nedstyrtning i havet i forkøbet, men det bliver altså ikke nødvendigt her.
En lang trappe gør det muligt at komme ned til kysten. Klinten virker højere hernedefra. For første gang ser jeg det karakteristiske syn af firkanter, der danner et gitter-mønster på den lodrette klint. Det er fremkommet ved stenbrydning: Mænd har hængt ud over afgrunden og møjsommeligt hugget den ene blok efter den anden fri. Blokkene er enten blevet hejst op på den flade mark eller sænket ned på stranden til udskibning.
Jeg fortsætter mod nord og kan snart se profilen af Stevns Fyr, der står på klintens højeste punkt. Her og der er det øverste af skrænten dækket af gule blomster. Det er følfod, der står med blomster på korte stængler, senere på året vil de store skræppeblade vokse frem. For klintens fod duver hvide knopsvaner på det gennemsigtige grønne vand, der får ekstra farve frem i de blodrøde næb. Vipstjerter følger mig på vej med hyppige stop på et hegns el-tråd. Snart krydser jeg en lille ravine, som en bæk har skåret ned i klinten.
Længere mod nord kan jeg se en udskibningsbro, der strækker sig lang ud i havet. Hele dagen har ruten været godt skiltet og fint udstyret med informationstavler, men de næste kilometre er skiltningen mangelfuld og i modstrid med det officielle kortmateriale. Jeg beslutter at følge kortruten, der – efter en afstikker ind i landet – fører mig ud til kysten og frem til det aktive kalkbrud ved Mandehoved.
Arbejdet ligger stille i weekenden, men der er alligevel biler på asfalten ved fabrikken. Nær kysten er mænd i våddragter travle, og et kort stykke oppe ad kysten leder familier efter fossiler ved klinten, som jeg har set det flere steder i dagens løb.
Jeg følger en stejl asfaltvej et par hundrede meter ind i landet og får snart et blik ud over kalkbruddets vidtstrakte månelandskab. Et par steder har der samlet sig små søer i det hvide landskab, de lyser op i en isblå glasurfarve.
Oven for kalkbruddet genfinder jeg trampestien, der fører frem til et naturcenter ved det gamle militærområde. Der yngler et vandrefalkepar på dette sted ved klinten, og jeg spejder ivrigt efter fuglene, men forgæves. Holtug Kridtbrud, et stykke længere fremme, er også nedlagt, der holder adskillige biler ved parkeringspladsen, i solen spiser folk frokost ved de opstillede borde og bænke, på bunden af udgravningen kan jeg se flere børnefamilier, nogle af dem er i gang med fangnet ved de små damme dernede.
Ruten svinger ind i landet, passerer et sted kaldet Verdens Ende, og svinger så ud mod kysten igen. Mens jeg går over agerland fanger jeg en bevægelse i øjenkrogen. Et godt stykke borte står tre rådyr midt på en enorm pløjemark, der er ikke et græsstrå i nærheden og deres grå pels falder næsten fuldstændigt i med den nøgne jord.
Det sidste stykke ud til kysten går gennem en kløft, Kulsti Renden, og ender ved en strand med tungt ral for foden af klinten. Der advares mod at gå dette stræk af ruten ved højvande eller pålandsvind, og det er ikke svært at se hvorfor. En våd stribe over vandkanten viser faldende vandstand, men alligevel er der kun en ganske smal strand til rådighed.
Rallet er vanskeligt at gå på, og jeg må snart ty til de to håndsbredder smuldrende kridt klods op ad klinten eller til en gammel højvandslinje af formuldende tang, der jævner rallet lidt ud. De sidste kilometer langs Stevns Klint er således den absolut hårdeste del af dagens etape.
Stien ender ved Bøgeskov Havn, en ganske lille privat havn, markeret med store dynger fiskegarn og flydere. Jeg fortsætter af en lille landevej gennem kystskoven, et par hundrede meter fremme ligger et traktørsted ved en lille slette med tre store fritstående krogede ege.
Jeg går videre gennem skoven ad den lokale vandrerute, Gjorslevstien, fornøjet over at være tilbage på skovveje og jordstier. Stien holder sig i begyndelsen tæt på kysten, der har en lav skrænt, på stranden har væltede træer fået lov at blive liggende, og med jævne mellemrum står der kystfiskere i waders. Jeg møder en del andre spadserende, cyklister og hundeluftere, området virker ganske velbesøgt. Gjorslevstien slynger sig en smule ind i skoven, strejfer en smuk skovsø, kanter sig uden om en lille slette med et par ejendomme ud mod havet og når til slut ud til stranden.
Der er bred sandstrand her, så vandringen er knap så hård som tidligere. Kysten er lavvandet og gennemvokset af tang, svaner og gravænder ligger med korte mellemrum derude. En sidste gang viser en mærkepæl væk fra stranden, og kort efter står jeg ved endepunktet for dagens vandring, Strøby Ladeplads, ved det yderste af Køges bybusnet. Jeg venter tyve minutter i solen, står på bussen og kører med de ti kilometer ind til stationen i Køge.
Karl R. Popper: Kritisk Rationalisme, 108-204.
Jack London: The Call of the Wild.
Jyske Vandreture 