Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Auning-Hadsten, 41,7 km (195).
Lørdag den 25. marts 2017.
Forårsvejret er her endeligt, med blå himmel og høj sol. Jeg har vinterjakke på, og det er heldigt, for der blæser en kold vind på de åbne stræk, men i skovene, og hvor der ellers er læ, føles det ti grader varmere.
Jeg står af rutebilen i Auning, krydser landevejen mod Grenå, der også er byen hovedgade, følger en villavej i retning af kirken og drejer så ind på stien mod Gl. Estrup. Grusvejen løber langs kanten af skoven mellem byen og godset; hvor den runder et skarpt hjørne afløses græsmarker af eng og rør omkring Alling Å. Snart kan jeg se godset i det fjerne, på den anden side af åen og engene, en smuk bygning i røde mursten med spir, tårne og takkede gavle, omgivet af en voldgrav. Herregården præsenterer sig smukkere fra denne side, end da jeg så den hen over avlsgårdens brostenstoppede gårdsplads i sidste uge (vandredag 194).
Jeg krydser åen ad en træbro og fortsætter ad en velholdt grussti, der løber mellem åen og herregårdens voldgrav, de røde mure rejser sig lodret få meter borte, træerne langs voldgraven har grene, der er tunge af rakler, og stammer prydede med store svampe. Mellem herregården og landevejen ligger et lille skovstykke, hvor en serie gamle karpedamme er bevarede.
På den anden side af hovedvejen ligger en gammel godsskov på et bakkedrag, hvor terrænet stiger mere end halvtreds højdemeter over en kort strækning. Nu om dage tilhører skoven – Lunden – Løvenholm Gods, men der går en afmærket sti igennem området, som er knyttet til Gl. Estrup og dets museer for gods- og landbrugshistorie.
Det sydlige skovbryn er kantet af et gammelt stendige, et kort stykke inde i skoven er der et familiegravsted for godsejerslægten Scheel. Dernæst går man gennem skræntskov med bøg. Et sted ses rester af et gammelt ishus, som man brugte på godser, hvor is fra frosne søer og damme kunne benyttes til at holde fødevarer på køl til langt hen på sommeren. Længere fremme er der bevaret et idyllisk rødmalet skovarbejderhus, som nu fremvises med indretning og udstyr anno 1930. Bag huset er der en vandpost med en stor træbalje og et fritstående lokumsskur.
Grusvejen afløses af en trampesti, der skruer sig op gennem skoven til det åbne land øverst på bakkekammen, hvor tre gravhøje som en lille halvø rækker fra skovbrynet ud i det dyrkede land. Fra toppen af en af gravhøjene er der en vid udsigt over det omgivende agerland, og længst mod nordvest kan jeg se det blå glimt fra Grund Fjord, en sidegren til Randers Fjord (vandredag 180).
Trampestien følger markskel mod syd, indtil jeg forlader den for i stedet at gå ad små landeveje frem mod ådalen omkring Alling Å. Landevejen skær sig nærmest gennem en kløft i de høje skrænter på nordsiden af ådalen. Skrænterne er halvt skovklædte og halvt overdrev. En græsklædt bakkeside står med en flot serie fæstier, de karakteristiske udskridninger af plastisk ler der giver et terrasseagtigt udseende. Over træerne cirkler et musvågepar, hvis skarpe skrig genlyder over landskabet.
Ådalen er bred, og skrænterne er høje, det skyldes, at dette område engang var den vestligste forgrening af Kolindsund. Nu om dage betegner Kolindsund en afvandet sø, der står som flade marker, men i Stenalderhavets tid var det et sund, der rakte fra Grenå til Randers Fjord og gjorde den nordlige del af Djursland til en ø (vandredag 127).
Gårdene og de små landsbyer ligger ved ådalens kanter, så det flade land, den tidligere havbund, er øde, gennemskåret på tværs af landevejen og i dens fulde længde af åens blå bånd. I øst kan jeg se høje siloer ved Auning, mod vest svæver en kærhøg over engene, med vingerne løftet i et karakteristisk v, mod syd har jeg broen over åen og længere bagved, den hvide kirke i Øster Alling.
På sydsiden af ådalen følger jeg landevejen mod Vester Alling, hvor jeg igen krydser tilbage til nordsiden. Der er så småt ved at komme husdyr i foldene, en lille flok smukke røde heste med hvide pandeblisser pynter i engene nær broen.
De næste par kilometer bringer mig på afstand af åen, så da jeg når frem til den travle hovedvej mod Rønde, er jeg nødt til at gå en lille kilometer mod syd for at nå frem til broen over Alling Å. Egentlig kunne jeg have fortsat lige ud, for jeg skal den vej, mod sydvest og endemålet for dagens vandring, Hadsten.
Jeg gør imidlertid denne afstikker for at se Sjellebro-stenen, en runesten fra vikingetiden, der står på sit fundsted, det gamle vadested over åen, hvor der også er fundet spor af oldtidsveje. Sjellebro-stenen er en usædvanlig type runesten, den er en billedsten uden indhugget runeskrift, og blandt billedsten tilhører den en undertype kaldet maskesten. Der kendes kun ganske få af disse runesten, de har alle stået ved vandløb og tilskrives en eller anden form for religiøs betydning. Ved Skjern Kirke i Nørreådalen står en anden maskesten (vandredag 183).
Sjellebro-stenen er meget slidt, jeg kan kun se en antydning af riller og furer, der ikke umiddelbart for øjet forenes i et sammenhængende mønster. Heldigvis viser en informationstavle nær indgangen til folden en opmalet version af runestenen. Her kan man også læse en sjov historie om fundet – eller rettere sagt erkendelsen af – at det drejede sig om en runesten. For godt halvtreds år siden holdt landmanden og hans søn rast på engen, ved den flade sten der havde ligget der i mands minde. Sønnen kom til at vælte saftevand over stenfladen, og det fordelte sig i rillerne og lod ane, at det ikke drejede sig om en almindelig sten…
I dag er der således ikke meget mønster eller billede at se, og det kræver lidt medspil fra fantasien at få fornemmelsen af historiens vingesus, sådan som den gamle sten med dens svage antydning af furer står der og vogter over åen, få skridt fra den stærkt befærdede landevej. Jeg er nu udmærket tilfreds med min omvej.
Tilbage på dagens hovedrute slår jeg ind på en afmærket sti langs åen, der er etableret i forbindelse med et naturgenoprettelsesprojekt, og som også har ført til stietablering nogle få kilometer længere mod vest (vandredag 189). Åen er blevet smallere men trækker stadigt en vid bræmme af rørskov og eng gennem landskabet. Jeg når frem til næste landevejsbro og må fortsætte på asfalt højere oppe ad ådalens side.
Undervejs kommer jeg forbi resterne af en gravhøj med det meste af stenkammeret tilbage. Landskabet viser tydeligt, at jeg er kommet ind på godsjord, markstykkerne er endeløse, vejen er kantet af høje allétræer, en stor avlsgård ligger for sig selv. Fra kanten af ådalen, med godsskov i ryggen, kan jeg se tværs over den flade dal til godsskoven på den anden dalside. Dalen er dækket af eng og kær, hvor der står små søer af åvand.
Med et kort mellemrum bliver jeg passeret af sportsvogne, en rød MG og en gul corvette. Jeg hører konstant motorstøj i det fjerne og tænker, at der er mere på vej, men så er det overstået, med mindre tankbilen fra mejeriet også hørte med til karavanen.
Og jeg er fremme ved Clausholm, det hvide gods i ådalen, som jeg så på min vintertur fra Randers til Hornslet. Slottet tager sig smukt ud i solen, omgivet af voldgraven. Jeg runder branddammen på modsatte side af vejen med dens svanepar, gråænder og blishøns og går mod Mygind Skov. Udsigten over ådalen er flankeret af høje rækker af gamle egetræer, der står som søjler i skovbrynene. Fra min tur i vinters ved jeg, at der fører en afmærket sti gennem skoven til landsbyen Voldum. Et par biler holder ved en lille parkeringsplads, og en ungt par med en lille pige i hånden er netop begyndt at gå ned ad skovvejen, der følger en å tværs gennem skoven.
På min vej gennem skoven møder jeg flere andre skovgæster, så ruten nyder åbenbart en vis lokal påskønnelse, og med god grund. Vandet løber med livlig klukken og pludren gennem åen, skovenge afløses af slanke bøgetræer, skovvejen slynger sig gennem let kuperet terræn. De sidste få hundrede meter til Voldum går over agerland, men ad en dybt nedgravet vej med stejle sider og flad bund.
Det ligner lidt en gammel hulvej, men det er rent faktisk en rest af en gammel jernbane. Ikke en bane til passagertog, men en smalsporet bane til tipvognstog, en mergelbane, nu ser jeg også den gamle mergelgrav nær skovbrynet. Den industrielle mergelgravning her foregik i tiden efter Første Verdenskrig, da den kalkholdige mergel stadig var i brug som jordforbedringsmiddel. Jeg er tidligere stødt på tilsvarende banerester fra mergelgravning i skovene nær Himmelbjerget (vandredag 112).
Voldum er en sjov landsby med nyere tilføjelser som parcelhuskvarter og plejehjem, samtidig med at der bevaret gårde i landsbyens kerne, hvor kvæget græsser på jordlodder klemt inde mellem plejehjemmet og kirken. Et nysgerrig kalv kommer hen til hegnet, da jeg går forbi, men springer så forskrækket væk, da jeg rækker hånden frem. Et par køer gør også et par bukkespring, mon ikke de lige er kommet på græs?
Det er ud på eftermiddagen, og jeg går de sidste kilometer i rask tempo, over højt beliggende landbrugsland, med store flade bakker, et plateau mellem ådalene omkring Alling Å og Lilleåen ved Hadsten. Jeg følger landevejen på en bro over motorvej E45, runder landsbyen Hadbjerg og når endelig frem til Hadsten. På tærsklen til byen er der skov på begge sider af vejen, og de huser rågekolonier der kan høres på lang afstand. Landevejen går over i gader, der i én lang faldende bue fører helt frem til banegården.
På perronen står monumentet med de to jernbanearbejdere, fastfrosset midt i arbejdet med at banke nagler i svellerne (vandredag 178), men det er blevet for koldt til at stå stille. Jeg køber min billet, går over til den modsatte perron og venter utålmodigt på toget til Århus.
Karl R. Popper: Kritisk Rationalisme, 72-108.
Jyske Vandreture 