Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Gl. Estrup & Løvenholm, 31,9 km (194).
Lørdag den 18. marts 2017.
Morgenen begynder med slud, der slår over i let regn. Heldigvis bliver det bedre oppe ad dagen. På de koldeste steder af engene og skovene ligger der hvide snestriber. Det er ikke fin pulversne, men derimod store grove snekorn fra den foregående nat.
Herregården Gl. Estrup, et par kilometer vest for Auning, har usædvanligt gode busforbindelser og sit eget busstop med læskure. Det skyldes, at det ligger på hovedvejen mellem Randers og Djurslands to hovedbyer, Grenå og Ebeltoft.
Det gamle gods huser både et herregårdsmuseum og et landbrugsmuseum, og senest er Jagt- og Skovbrugsmuseet overflyttet til landbrugsmuseet. De vidstrakte avlsbygninger, flankeret af en lang række stynede træer, huser landbrugsmuseet. Jeg går ind i vognporten for bedre at kunne se hovedbygningen, på den anden side af en stor brolagt gårdsplads og en voldgrav, en smuk bygning med røde murstenstårne.
Himlen er endnu grå og med regn i luften, da jeg tager hul på dagens vandring, i begyndelsen ad en sti langs avlsgården facade, langs skov og ud på engene ved Alling Å. Stien er markeret af små pæle, der også reklamerer med shelter-adgang, en hel håndfuld af dem, som det viser sig. Efter shelter-pladsen fortsætter jeg ad en trampesti over våd eng, frem til en kanoplads ved Alling Å og dernæst mod nordvest langs åbrinken.
Ådalen er bred er her, i sin tid var her et sund, som gjorde det nordøstlige Djursland til en ø. Jeg er på vej mod banestien mellem Auning og Allingåbro (vandreplads 180). Da jeg gik der for nogle måneder siden, blev jeg opmærksom på denne tilslutningssti fra Gl. Estrup, som er af nyere dato. Ud over kanopladsen med dens lille landingsbro i træ er der også gangbroer over bæk og sumpet terræn, dertil en stor træbro som gør det muligt at krydse den brede å.
Jeg kommer op på banestien, hvor den passerer en karakteristisk række bronzealderhøje. Det er lørdag formiddag, og stiens smalle asfaltbånd er flittigt benyttet af motionister, løbere og cyklister med overtrækstøj i krasse gule og orange farver.
Jeg følger stien gennem den flade dal frem til udkanten af Allingåbro, hvor jeg svinger mod øst ad de små landeveje. Det er let kuperet agerland foran et langt skovbryn længere mod øst. Undervejs passerer jeg den hyggelige lille landsby Gjesing med bindingsværkshuse i flere farver. På den anden side af Gjesing ligger Løvenholm, godset, der også har givet navn til områdets store sammenhængende skove.
Også her ligger en stor avlsgård med lave længer ud mod vejen. Jeg går over gårdspladsens toppede brosten og gennem parken. En lille dam huser et knopsvanepar og et halvt dusin gråænder. Herregårdens hovedbygning er omgivet af en voldgrav, jeg følger en flot allé i kanten af parken, to små huse i rødt og sort bindingsværk markerer parkens hjørner, med et flot gammelt stengærde til at afgrænse parken. Hinsides gærdet ligger vidstrakte marker over mod de store skove. Inde i parken vender herregården to runde røde murstenstårne ud mod voldgrav og plæner.
I den sydlige del af parken går voldgraven over i en stor dam. Brede grusstier flankeret af smukke gamle træer indrammer parken. Jeg følger mod syd, ad en slynget vej i skovbrynet. Et lille kapel i gule mursten ligger for sig selv, hvor skov og eng mødes, i pæn afstand af godsbygningerne.
Himlen er blevet blå med hvide lammeskyer, og som jeg begynder at gå dybere ind i skovene, kommer solen frem og kaster grelle bjælker af lys ind blandt de høje graner. Grusvejen fører gennem en mosaik af skarpt adskilte sektioner med gammel nåleskov eller løvskov. Den bladløse løvskov åbner lyse partier i skoven, og arealerne med unge nykulturer eller skovet jord bidrager også. Vejen er kantet af store stabler af træstammer, og de små jagttårne, hochsitze, står med korte mellemrum. Nær skovens lysninger hører jeg af og til ravn, oftere musvåge.
To grusveje krydses, og jeg drejer mod nord. Hvor underskoven ikke er for tæt, kan jeg se en sø glimte, overraskende tæt på.
Et stykke fremme er der et åbent areal ud mod søen, Langsø, som giver mulighed for at komme tæt på. Et par ænder fortrækker under megen skræppen, da jeg nærmer mig søbredden. Søen er lang og smal, omgivet af skovbevoksede bakker, bortset fra dette lille areal, der bærer præg af mekanisk slåning og fremstår som græsslette med spor af lyng. Søen er af en næringsfattig type, der er sjælden i Danmark, og sammen med rester af højmose her i skovene er den udpeget som habitatbeskyttet område.
Efter Langsø svinger jeg mod vest og dernæst mod sydvest i retning af Auning. Nogle få biler passerer ad landevejen, der skærer skoven fra nord til syd, et par steder holder biler parkeret og folk lufter hunde. Ellers har jeg skoven for mig selv. Hvilket ikke er det samme, som at jeg er velkommen: En ravn slår sig ned i et af de høje træer i kanten af en lysning og lader højlydt mishag ledsage min vandring.
Længere mod vest når jeg frem til Skovskolen, et anlæg omkring en gammel skovridergård knyttet til forstuddannelsen under Københavns Universitet. Jeg har været her for ikke så længe siden (vandredag 186) og går nu ad delvist kendte veje mod Auning. Terrænet er mere kuperet, og skovvejene splittes op i et kompliceret netværk. Der er ingen skilte, eftersom det jo er privat skov, men jeg bruger kort og kompas flittigt og når frem til det vestlige skovbryn, hvor jeg havde planlagt det.
Der er blot få hundrede meter til Auning, der deles i to af den travle landevej mod Grenå. Ved det første busstoppested begynder jeg at studere tavlen med afgangstider, men da jeg løfter blikket, kan jeg allerede se den næste blå bus komme ad hovedvejen gennem skoven.
Karl R. Popper: Kritisk Rationalisme, 35-72.
Jyske Vandreture 