Bønnerup Strand-Ryomgård (193).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Bønnerup Strand-Ryomgård, 32,4 km (193).
Søndag den 5. marts, 2017
.

Bønnerup Strand på en lørdag formiddag i marts er en kold og regnfuld oplevelse. Det samme gælder for resten af dagen i dette hjørne af Djursland. Jeg starter med at følge kysten mod vest, ad en rute der også er en del af Nordsøstien (vandredag 14). Bønnerup Strand er egentligt et fiskerleje, men nu er der ferieboliger og vindmøller på havnen og store sommerhusområder i baglandet. Havet er lavvandet på denne del af kysten og minder lidt om en lille udgave af vadehavet. Lige nu er en bred sandbund blotlagt, overstrøet med store sten.
Jeg drejer snart bort fra kysten og skrår i stedet i gennem en af Mejlgårds godsskove. Skoven er skarpt opdelt mellem uigennemtrængelige nåletræspartier og åben løvskov med uhindret lysindfald. Den grå regn får de tykke lag af visne blade til at lyse i rustent orange.
I det øjeblik, jeg dukker frem af det sydlige skovbryn, skriger en musvåge på venstre hånd, og to ravne svarer på højre side og flyver hen over hovedet på mig. En spinkel allé af unge træer fører stik syd frem mod godset. Undervejs er der en lille firkantet mindelund for den forrige ejer af godset.
Godset med hovedgård og avlsgård i hvidt ligger i det åbne landskab, i en cirkel af små veje. Mod vest er voldgraven udvidet til en stor dam med små huse til ænderne. Hovedindgangen vender ud mod en stor brolagt gårdsplads, kantet af avlsgårdens lave hvide længer. En af længerne huser Mejlgård Slotskro. Teknisk set lidt af en tilsnigelse, eftersom Mejlgård blot er en herregård og ikke et slot, i den snævrest mulige definition af ordet, hvorefter et slot er en ejendom, der på et tidspunkt har været i kongehusets besiddelse.
Jeg går gennem vognporten og fortsætter op ad den lange bakke, med et sidste blik tilbage over skuldrene, den hvide hovedbygning hæver sig smukt over den lave avlsgård. Bakken fører op til endnu et stort skovparti, denne gang gennemskåret af en banesti, resterne af den nedlagte bane mellem Gjerrild og Ryomgård (vandredag 11).
Efter et par kilometer gennem skov bryder banestien af mod syd, mens jeg fortsætter mod sydvest. Et stort skovparti er hegnet ind med højt flethegn og el-tråd, papskilte advarer mod fodring af vildsvinene derinde. Jeg spejder efter dyrene, men de er ikke at se, der er heller ikke noget fært af gris i luften. Ligesom vildsvinene i den tilsvarende indhegning ved Frijsenborg Gods (vandredag 187) er de sikkert udsat for jagt og holder sig godt skjult.
Et stykke fremme bliver der længere mellem træerne, med lyng og ene ved jorden og halvåbent krat. Træerne har måske ikke den bedste vækst her, men hochsitzene står tæt, Mejlgård Gods har også en betydelig bestand af kronvildt.
Åbent land og skov veksler i denne del af Djursland. Det er overvejende privat skov. Jeg gør et forsøg på at krydse gennem et skovparti til landevejen længere mod vest, men må vende om da skovvejen opløses i et utal af mindre spor uden noget klart forløb. I stedet fortsætter jeg mod syd, krydser hovedvejen mod Grenå og går videre mod Nimtofte. I vest hæver rutsjebanerne i Djurs Sommerland sig over træerne.
Landskabet er let kuperet, med lange bakkesider, men landsbyen Nimtofte ligger i en lavning, gennemskåret af en bæk og en mølledam. En ådal med eng og høje skrænter løber mod vest. Jeg følger landevejen, indtil jeg kan dreje fra og komme ind på et fem kilometer langt fragment af Gjerrildbanen, der fører frem til Ryomgård.
Jeg har gået denne tur før, men det var i skumringen, på en frostkold vinterdag for flere år siden, så det er en frisk oplevelse at se landskabet i dagslys – også selv om det er gråt lys på en regnfuld dag. Banestien løber langs kanten af en smal ådal med vintergrønne enge. På den fjerne dalside er der skov, på denne side brydes trærækkerne af fint slyngede bakker.
Tættere på stationsbyen runder stien Vallum Sø. Sidst jeg var her, var søen isdækket, men i dag er temperaturen pænt over frysepunktet, der er lette bølger på søen og vandfugle derude. Ud af øjenkrogen opfatter jeg et glimt af blåt og grønt og knivsbladvinger, og så er isfuglen væk.
Porten til Ryomgård er en gammel jernbaneviadukt, byens hundeluftere er flittigt ude på stien på trods af det dårlige vejr, længere fremme mødes den nedlagte bane med Grenåbanens skinner, dernæst kommer byens gader, Jernbanegade og stationen.

Karl R. Popper: Kritisk Rationalisme, 18-35.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s