Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.
Rendsburg-Hohenwestedt, 35,5 km (197).
Lørdag den 8. april 2017.
Rendsburg var i sin tid en stor fæstningsby ved Ejderen, på grænsen mellem de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. Fra den tid resterer blot den store centrale Paradeplads, og i dens vestlige hjørne, det gamle arsenal og den gamle garnisionskirke. Det er herfra, at jeg i denne påskeferie drager ud på Hærvejen i retning mod syd. Tidligere har jeg brugt Rendsburg som udgangspunkt for en vandring ad Hærvejen mod Schleswig (vandredag 148) og videre nordpå til Viborg.
Kielerkanalen skærer gennem den sydlige del af Rendsburg, jernbanen løber nord-syd og krydser kanalen på en højbro, der på nordsiden gør det nødvendigt med en stor løkke, for at banelegemet langsomt kan skrues op i den påkrævede højde. Derimod skal jeg benytte uendeligt lange rulletrapper for at nå ned til den fodgænger- og cyklisttunnel, der ligger dybt under kanalen. Der er elevatorer til cyklisterne og deres cykler.
I Tyskland er Hærvejen først og fremmest kendt som Ochsenweg, Oksevejen, og det er her en cykelrute, men den kan naturligvis også gøres til fods. Så det er altså cykelruteskilte, som jeg skal følge. Der er et tæt netværk af cykelruter i Tyskland, og de er som regel rigtigt godt skiltede. Over lange stræk er Oksevejen også en del af det moderne net af pilgrimsveje, og lokale entusiaster har udstyret vejen med uofficiel afmærkning i form af pile og klæbemærker med den velkendte stiliserede gule muslingeskal fra Santiago de Compostela på blå bund.
Syd for Ejderen forlader jeg Rendsburgs forstæder og kommer ud i det åbne land. Det er udmærket vejr til vandring, mest overskyet, tørt, lidt blæsende. Landskabet er ganske fladt, præget af små skove og store markstykker, flankeret af levende hegn og jorddiger. Der er langt mellem gårdene, de ligger ofte i små klynger eller samlede i landsbyerne.
Jeg går især ad små landeveje, mest brugt af cyklister eller traktorer. Et enkelt sted får hønsene lov til at går frit omkring. Et par tykke hvide gæs holder til i et lille aflukke, og der er masser af vilde gæs på markerne. Deres snadren høres langt omkring, og de flyver over vejen i flokke på to-tre stykker.
Ofte er de små veje af den særlige tyske type, hvor det egentlig er en jord- eller grusvej, men kørestriberne er dækket af cementplader. Det giver et godt fodfæste, selv om det er ganske hårdt at gå på hele dagen. Lejlighedsvist er der opstillet informationstavler, som fortæller om Oksevejens historie; med længere mellemrum er der små træhuse til rast for den trætte rejsende.
Ruten snor sig frem mellem skov, land og landsbyer. I selv de mindste flækker står der mindesten for Tysklands mange døde i de to verdenskrige, ganske ofte er der også mindesten for de to slesvigske krige med Danmark, der jo set fra den tysktalende befolknings side var (og er) frihedskrige.
I Jevenstedt, en halv snes kilometer syd for Rendsburg, deler Oksevejen sig i en østlig rute over Neümunster, og den vestlige, over Itzehoe, som jeg følger i dag. Cykelruteskiltene har fået små ekstraskilte påhængt, der viser Den Jyske Halvø i profil med Oksevejens forløb gengivet i hvidt. Jeg har næsten vejene for mig selv, og der er heller ikke meget liv ved de få gårde og huse, jeg kommer forbi. En kat stirrer hvast efter mig fra et terrassebord, længere fremme er man i gang med havearbejdet.
En god del af gårdene hernede fremstår i karakteristisk grågul farve og har høje overbygninger i træ, der vel tjener som halm- eller hølofter.
Den sidste del af dagens rute byder på lidt mere skov, dyrket skov med skarpt adskilte partier af løvskov og nåleskov med enshøje træer. Karakteristisk for de mange levende hegn og jorddiger er høje gamle løvtræer, der er fuldstændigt overgroede med vedbend, så træerne står grønne hen, selv om kronerne er fulde af visne blade. Hvor et jorddige i skovbrynet med en sådan linje af store gamle træer klædt i grøn vedbend grænser op til lavere ungskov, ligner det nærmest skolelærere, der uforstyrligt holder orden på en urolig første klasse på ekskursion. Nogle steder kan vedbendens klatrerødder ses som serier af tykke, lodrette reb. Planten har giftige blåsorte bær, der først modnes foråret efter blomstringen.
I skovbunden og langs jordigerne blomstrer hvid anemone og gul vorterod. Det er jo påske, og i nogle af landsbyhaverne hænger der kulørte æg i buske eller hæk. Kirsebærtræer og magnoliaer er på vej til at springe ud med sarte rosa og hvide kronblade. Engene har tykt grønt græs, men der er endnu ikke meget kvæg i foldene.
Sidst på dagen kommer der endelig lidt bakket terræn, så da jeg når frem til dagens mål, Hohenwestedt, skruer hovedgaden sig ned gennem byen og frem til den lille station, der ligger på en ådals flade bund. Meningen var, at jeg skulle tage toget den lille tyve minutters tur til Neümunster, hvor jeg skal overnatte. Banestrækningen er imidlertid under renovering, så i stedet venter der en femogfyrre minutters tur med togbus. Jeg gør mig det komfortabelt på bænken i læskuret på den tomme perron og læser til bussen kommer.
Günter Grass: Der Butt, 1-136.
Jyske Vandreture 