Hohenwestedt-Itzehoe (198).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hohenwestedt-Itzehoe, 38 km (198)
Søndag den 9. april 2017

Det er søndag, Palmesøndag, så der er færre transportmuligheder. Heldigvis er der en café, egentligt et Bäckerei med café, på banegården i Neumünster, så jeg tilbringer en behagelig stund der, inden togbussen kører til Hohenwestedt, hvor gårsdagens vandring endte (vandredag 197). Klokken er ti, da jeg er fremme og kan begynde dagens vandring ad Oksevejen til Itzehoe.
Det er strålende vejr, med høj sol og ringe vind, så jeg pakker snart min jakke i rygsækken. Turen går gennem det velkendte åbne landskab med mindre skovstykker, trukket op med lange linjer af levende hegn og jorddiger. Det dyrkede land er mest græsmark og store engarealer langs åerne. Det jyske kvæg blev ikke blot drevet til kvægmarkederne og slagtehusene i Holsten, det blev også fedet op på landsdelens gode græsning efter den anstrengende tur nedad halvøen.
Knapt er jeg kommet uden for Hohenwestedt og ind på de små landeveje, før jeg hører ravnekald komme fra det rektangulære skovstykke, jeg er ved at runde. Det kommer tæt på og højt oppe fra; jeg stopper op, forsøger at finde fuglen blandt trækronernes øverste grene. Så lyder der på ny ravnekald et godt stykke længere væk fra, så fuglen er nok fløjet videre efter at have skreget fornærmet efter mig. Men så kommer det hæse skrål på ny, tæt på og rigtigt højt – der er altså to ravne. Det lykkedes mig at lokalisere den nærmeste fugl allerøverst i en nøgen trækrone. Næsten som om ravnen mærker mine øjne på sig, kaster den sig frem og ud i en lang, ubesværet svæveflugt gennem trækroner og ud i det åbne land. Jeg får et godt blik på den lange kileformede hale, der i flugten er et godt kendetegn i forhold til kragens kantede hale.
Oksevejen fører gennem små flækker, hver med deres mindesten for De Slesvigske Krige og senere krige. På markerne er der langt ældre mindesmærker: gravhøje. Der er ikke store højdeforskelle i terrænet, alligevel er højene placeret så præcist, at de flere steder lykkedes med at tegne sig i profil mod den smukke blå himmel.
Der er gæs i luften og på de brede enge, endda i de små damme nær beboelse. Mange af dem er kanadagæs, store fugle med sorte halse og hoveder, dertil en karakteristisk stor hvid strubeplet. Oprindeligt blev de indført som et dekorativt indslag i parker ved byer og godser, men undslupne fugle har skabt en stor nordvesteuropæisk population, der kan true grågåsens ressourcer. Så mon ikke det ender med en status som invasiv art for kanadagåsen?
Oksevejen er godt skiltet (som cykelrute) og forsynet med historiske informationstavler og hytter til rast. Jeg møder en lang strækning, der endda er markeret som Historischer Ossenweg. Som de fleste af de små veje er køresporene her belagt med de cementplader, der efter en lang dags vandring efterlader mig med brændende fodsåler og en følelse af have gået på fortov i de mange timer.
Ved en af de små hytter til rast – og mange andre steder – har venlige sjæle sat fotokopierede opslag op. Hallo! anråbes der over et foto af et rålam i bambi-positur. Det handler om, at hvis man falder over et nyfødt hjortekid, skal man blot gå videre, moren er et sted i nærheden.
Stræk af de mange levende hegn er præget af hvide blomstrende slåenbuske. Træerne i hegnene og langs vejene kan være af varierende tykkelse, fra tynde nyplantede ris til tykke gamle ege med vedbend som en grøn og lodden overfrakke. Mange steder, hvor træerne har tykkelsen til det, sidder fuglekasserne tæt. Specielt er tyskerne glade for en variant, hvor det lille hus er støbt i cement.
Løvspringet er i sin tidligste fase, i underskoven, men endnu ikke i trækronerne. Så der er lyst i løvskovene, men anderledes mørkt i det lange nåleskovsstræk, jeg nu kommer igennem. Skoven ligger op ad en lokalitet, der på mit kort bærer det spændende stednavn Hungriger Wolf. Den høje middagssol gør dog skovvejen lys og inviterende og tvinger ingen til at tænke unødigt på Den lille Rødhætte og Ulven.
Skoven, Holsteiner Wald, er gennemskåret af Rantzau-åen og en bræmme eng omkring den. Her er der gang i et naturgenopretningsprojekt støttet af EU-midler, som informationsmateriale fortæller om (en del af midlerne går altid til at opstille skilte, der oplyser om, hvem der betaler for indsatsen). Det er godt for meget, både flora og insektliv, heriblandt en art ved navn dansk døgnflue, som jeg kan læse.
Inde i skoven krydser Oksevejen endnu engang engen og den smalle å, hvor det friske, klare vand løber hurtigt med mange strømhvirvler. Et par tyske familier med børn og hunde krydser broen samtidigt, deres små hunde insisterer på en badetur i åen. Ude af skoven går jeg videre gennem det varierede åbne landskab. Det er en søndag med smukt vejr, så jeg møder en hel del cyklister, i par eller børnefamilier, ofte med hund.
Efter at have gået igennem den mindre by Hohenlocksted og dernæst flækken Winseldorf tager jeg hul på de sidste ti kilometer af dagens vandretur. Terrænet bliver lettere kuperet, foreløbig med en opadgående tendens og tiltagende skov. Det er især løvskov, med bræmmer af blomstrende anemoner.
Til sidst udløses de sidste kilometer tilkæmpede højdemetre i en brat nedstigning ad en skovvej, indtil jeg står i skovbrynet, på randen af en bred ådal med vide grønne enge. Der er en smule kvæg og får på græs, og på den anden side af dalen kan jeg se silhuetten af kirketårnet i Breitenburg, hvor jeg kommer forbi i morgen.
Den brede ådal gennemløbes af Stör, en flod af samme længde og vandføring som Gudenåen. I begyndelsen løber den i midten af dalen, og det flade land gør det umuligt at se den, selv om lyden af ænder og gæs vidner om dens nærvær. Nærmere mod Itzehoe bugter floden sig imidlertid i store flotte sving, der også fører den over til nordsiden af dalen. Cyklister er hyppige og der står bænke, hvor vejtræerne og krattet viger for udsigtspunkter.
I kanten af Itzehoe ligger et gammelt palæ, hvis store park indgår i et flot offentligt areal langs floden, hvor mindre damme også tiltrækker meget fugleliv, og ænder og gæs flyver mellem floden og engene. Diger på begge sider af floden beskytter mod oversvømmelser, over den største dam hæver Itzehoes domkirke tårnet, i påtrængende selskab med et par klodsede højhuse fra langt senere tider.
Jeg forlader stien på diget og går gennem byen, der er bygget op ad en lang bakkeside. Undervejs gør jeg en lille omvej omkring den smukke gamle domkirke. Gul forsytia blomstrer ved et hjørne af den lille kirkeplads. Itzehoe ligger på den europæiske fjernvandrervej E1, og et vejskilt ved forsytiaen peger mod rutens to yderpunkter: Gøteborg og Genova. For mig rækker det nu umiddelbart at gå videre op ad bakken og finde mit hotel.

Günter Grass: Der Butt, 136-150.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s