Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.
Itzehoe-Elmsburg, 35,7 km (199).
Mandag den 10. april 2017.
I dag er den sidste af de tre vandredage på Oksevejen/Hærvejen, som jeg har planlagt i denne påskeferie. Itzehoe ligger op ad en bakkeside, og mit hotel er nær toppen, så jeg begynder dagen med at gå gennem den gamle bykerne ned til floden Stör, der afgrænser byen mod syd.
Der er bevaret mange hyggelige hjørner og kroge i den ældste del af byen. Jeg passerer byens domkirke, Skt. Laurentii, fra nord, hvor den præsenterer sig smukt bag et hvidt bindingsværkshus og et blomstrende kirsebærtræ. En lille park med et gammelt gadekær, hvor omgivelserne spejler sig smukt i det sorte vand, føjer sig ubesværet ind i det ganske billede. Et lille stræde fører til kirkepladsen, forbi et fint palæ og et krigsmindesmærke. Og så står jeg på samme sted som i går (vandredag 198), ved vejskiltet foran en blomstrende forsytia, hvor der peges mod Gøteborg og Genova, yderpunkterne i den europæiske vandrevej E1. Skt. Laurentii tårner sig op foran og levner ikke meget plads omkring bygningen.
Jeg fortsætter det sidste stykke ned ad bakken, krydser en travl indfaldsvej og kommer ind på stien frem til diget ved Stör, der afgrænser byen mod syd. Floden er diget ind på begge sider. Jeg går den korte strækning hen til broen ved udfaldsvejen mod syd, krydser, og går ad det sydlige dige mod øst, i modsat retning af den vej, jeg ankom til Itzehoe i går.
Diget ligger som en høj vold i landskabet, her på kanten til marsken, og følger Störs slyngninger. Det græsklædte dige og et par meter på hver side er hegnet ind og udgør en smal, kilometerlang fårefold. Fårene ligger i en flok oven på diget, og kommer i flere omgange på benene, da jeg nærmer mig. De er sky og lader mig ikke komme nærmere end tyve meter. For ikke at komme til at drive dem foran mig stiger jeg ned ad diget, går et stykke ad grusvejen langs diget, og stiger så op på diget igen, da jeg er kommet tilstrækkeligt langt foran flokken. Fårene står på stive ben og følger mistroisk min fremfærd, først har jeg dem i frøperspektiv oppe på diget, dernæst i flot positur foran floden og med kirketårnet ved Skt. Laurentii i Itzehoe i baggrunden.
Ænder, gæs og måger holder til ved floden, engene inden for diget strækker sig langt mod syd. I øst ses silhuetten af kirken i Breitenburg, som jeg passerer kort efter at have forladt diget. En flot allé af stynede træer fører ud af byen. Det er fladt land, og på mit kort er store områder markeret med systemer af parallelle blå linjer – det er drængrøfter, der afvander ådalen og muliggør frodige grønne enge i stedet for sump og kær. Et par gange går jeg ad broer over Breitenburger Kanal, der engang udgjorde en trafikvej ind i området.
Jeg kommer til at gå et stykke ad en lige landevej. Den er kantet af lav skov og krat, der er endnu ikke har sat blade og således er halvt gennemsigtigt; igennem grenværket kan jeg se omridset af en kalkgrubes omfattende udgravning, hyppige skilte forbyder færdsel og advarer om livsfare ved ophold på grubeområdet. Der er flere store gruber i området, Kreidegruben Lägerdorf, centreret omkring byen Lägerdorf, som jeg netop ankommer til.
I begyndelsen følger jeg en skovsti rundt om byen. Byens huse er hele tiden inden for synsvidde, og stien bærer spor af hestehove og cykeldæk. Jeg ser nu hverken heste eller cyklister, til gengæld møder jeg et vævert rødt egern, der lynhurtigt farer op i et træ, da jeg nærmer mig, men alligevel må kigge nysgerrigt efter mig.
Kort efter krydser jeg igennem byen og står pludseligt ved kanten af en enorm kalkgrube. Der er opstillet gammelt mineudstyr og opsat tavler med historisk information nær udsigtspunktet. Lägerdorf er en company town, en by opstået omkring en stor fabrik med kalkbrydning og cementfremstilling. Udgravningen er dyb og vid, arbejdsvejene er en anelse hvidere end jorden og snor sig som dybe serpentineveje ned mod bunden. I den nordlige ende har der dannet sig en sø af isgrønt vand.
Længere inde i byen kommer jeg forbi en stor bygning i brune mursten, en pastiche over et engelsk herresæde, opført af den engelske industribaron, der startede kalkgruben midt i attenhundredetallet. Et andet sted er der en tækkemand i arbejde på et stort stråtag. I det hele taget ser man mange huse med stråtag her i området, også nyere huse i et samtidigt design og materialevalg, der ikke blot efterligner bindingsværk.
I udkanten af Lägerdorf, passerer jeg den store cementfabrik, hvis bygninger rejser sig højt og er synlige på mange kilometers afstand. Der følger en lang lige vandring over flad, drænet engbund, hvor læhegnene er få og lave. Dagens vejr er adskillige grader koldere end den flotte gårsdag, det er tørt, men overskyet og blæsende og ude på den flade, åbne ådal har jeg al mulig grund til at have medbragt min vinterjakke på turen.
Efter at have rundet landsbyen Hohenfelde kommer jeg heldigvis tilbage til det velkendte, varierede landskab, hvor åbent land og skovstykker er forbundet og opdelt af levende hegne og jorddiger med høje gamle træer. Her er der mere læ. Slåen blomstrer hvidt, og løvet er ved at springe ud på de nederste grene. Endnu er der ikke mange husdyr på marken. Et enkelt sted, ved en lille klynge gårde, er der dog gulbrunt kvæg på marken nærmest gården, og den stolte ejer har opsat en planche med billeder af alle sine præmietyre på hegnet ud mod landevejen.
Længere fremme kommer jeg igennem den lille by Horst, jeg følger en meget lang hovedgade, hvor kirsebærtræer og magnolier blomstrer i de velholdte haver. Umiddelbart før jernbanestationen drejer Oksevejen af og følger i stedet små jordveje de sidste kilometer frem mod Elmshorn.
Jeg har dårligt forladt byen, da bevægelse på engene foran skovene får mig til at stå stille. En halv snes rådyr græsser fredeligt. De rejser hovederne, en enkelt krummer sig sammen, klar til flugt, en anden gør et par nervøse spring, men så bliver de alligevel stående. Måske kan de ikke se mig på baggrund af de høje træer, der flankerer den jordvej, jeg følger. Jeg iagttager dem en kort stund og går så forsigtigt videre uden at forstyrre dyrene.
Jordvejen løber parallelt med jernbanen og krydser den et par gange. Det er en to-sporet jernbane, og de karakteristiske røde dobbeltdækkerregionaltog suser forbi med korte mellemrum. Banen blev i 1842 åbnet som den første danske jernbane, den forbandt Kiel med Altona ved Hamburg. Efter 1864 blev det jo så overtaget af det sejrende Prøjsen.
Det er et godt sted til en jernbane, for terrænet er ganske fladt. Faktisk er det højeste sted i kommunen, Kreis Pinneberg, som jeg nu befinder mig i, den fjerne ø Helgoland ude i Nordsøen (vandredag 163), som administrativt er underlagt Pinneberg.
Et par heste har fået lov at komme på græs, stadig med dækkener på, og der er også andre usvigelige forårstegn, gyllesprederne er i flittig brug på markerne. På fornuftig afstand søger sortkrager efter føde på engene.
Jeg kommer til Elmshorn gennem et industrikvarter og finder ubesværet mit hotel nær bymidten. Centrum i den ældste del af byen er Nicolai Kirken, og det er, som jeg opdager, da jeg senere på dagen går en tur i byen, et travl og livligt sted. Der er caféer, butikker og indkøbscentre hele vejen rundt, masser af mennesker, små drenge spiller fodbold, teenagepiger går med indkøbsposer. Træerne omkring kirken er tæt besat med rågereder, og fuglene fylder i luften og i lydbilledet. Højere oppe flyver duerne til og fra de øverste etager af kirketårnet. De andre af byens fugle, måger, krager og alliker kigger også forbi, men det er rågerne, der dominerer bybilledet.
Efter at have spist drikker jeg en kop kaffe på et klassisk konditori ved et hjørne af torvet. I morgen skal jeg med toget til Hamburg.
Günter Grass: Der Butt, 150-365.
Jyske Vandreture 