Viborg-Ålestrup (200).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Viborg-Ålestrup, 45,4 km (200).
Mandag den 17. april 2017.

Der er finregn i luften, da jeg står af toget i Viborg, og vejret minder mere om tidlig marts end om en påskemandag midt i april. Jeg må uden om et større byggerod ved Viborg Banegård, før jeg kan komme ind på Hærvejen. Det klassiske afsnit af Hærvejen går fra Viborg til grænsen, men inden for de sidste par år er vandreruten blevet udvidet med et forløb nordpå. Dets ene arm ender i Hirtshals, det anden i Frederikshavn. Sidste år startede jeg i Rendsburg og endte i Viborg (vandredag 161). I dag fortsætter jeg mod nord.
Mellem Viborg og Limfjorden følger Hærvejen også stræk af den lokale banesti Himmerlandsstien, fra Viborg til Løgstør. Og det er da også ad den vej, jeg forlader Viborg, gennem banegraven, indtil jeg bryder af for at gå gennem forstæderne frem til plantagerne nordvest for byen. Regnen holder heldigvis inde, men det er stadigt råkoldt.
Der er blevet plantet meget plantage på hederne ved Viborg. De største områder ligger sydvest for byen, hvor jeg flere gange har haft min gang (vandredag 145 og 191). Nordvest for byen ligger også et større kompleks af overvejende kommunale plantager. I begyndelsen følger jeg det østlige skovbryn af Margrethelund Plantage, forbi åben mark og dernæst kolonihaver med vajende dannebrogsvimpler.
Hvor jeg krydser ind i Undallslundplantage ligger en fin gammel skydepavillon fra 1884. Området var i årtier militært terræn. I forlængelse af retsopgøret efter Anden Verdenskrig blev der eksekveret seksten dødsdomme på et hemmeligholdt i plantagen.
Skovvejen slynger sig omkring Bredemose, der er fuldstændigt omgivet af skov, og står med små flader af åbent sort vand, som vist er en arv efter tidligere tiders tørvegravning. Nogle få ænder holder til derude, dertil en enkelt grågås som ser enorm ud i sammenligning. Halvbuske med visne røde stængler spejler sig i det sorte vand og giver farve til den grå dag.
Plantagen er domineret af høje gamle graner, så overgangen til de få løvtræspartier er brat og giver pludseligt et langt dybere kig ind i underskoven. Ved skovens vestlige kant kommer jeg igen ind på Himmerlandsstien, der her løber på en banevold gennem let kuperet terræn og snart svinger mod sydvest, ud mod fjorden.
På det dyrkede lands bakketoppe ligger gravhøje, overgroet med træer. Banestien selv er ganske flad oven på dæmningen og kantet af træer, der af og lukker sig som en tunnel omkring den. Løvtræerne er endnu i den tidligste fase af bladsætning, kun slåenbuske står med hvide blomster. Hærvejen forlader snart banestien til fordel for markveje gennem lavningerne i terrænet. Her og der står de stejlere bakkekamme skovklædte tilbage, mens markerne på det lavere, fladere areal skyder tunger af ankelthøjt grønt korn ind mellem bakketoppene. Jorden er sandet, og enebærbuske kiler sig ind langs vejkanten.
Jeg når frem til den lille landsby Fiskbæk, med en smuk fritstående granitkirke, omgivet af et gammelt stengærdes lige linjer. En markvej fører videre højt på bakkesiden af en smal ådal omkring Fiskbæk Å. I bunden af ådalen er der rørskove, mod nord får jeg det første glimt af den inderste vig af Hjarbæk Fjord, som selv er den inderste del af Limfjorden; på de grønne bakkesider græsser en flok røde køer. På den anden side af den lille vig hæver kirken i Kvols sig over en klynge huse og et par blomstrende frugttræer.
Bakkesiden er furet af kvægstier, Hærvejen bryder fri af et jorddige og søger ned til fjorden, ved et lille sommerhusområde. Der ligger flere små sommerhuskolonier gemt i bakkerne ud mod fjorden, Hjarbæk selv er en gammel fiskerby, der nu har en lystbådehavn og et større mængde lystbåde halet på land, nær den gamle kro.
Det er jo helligdag, så der er en del gæster i sommerhusområdet, mange har medbragt hunde, så jeg indkasserer adskillige hurtige snus mens jeg følger en populær hulvej gennem krattet mod den næste bakketop. Denne top bærer Vorde Kirke, en enkelt hvid landsbykirke med gråblåt bliktag, omgivet af et imponerende stengærde. Og efter kirken er der kun en enkelt bakketop tilbage, halvvejs dækket af plantage, men alligevel med en vid udsigt over fjorden og landet på den anden side. Efter en nedstigning gennem skoven står jeg så på en mudret markvej, i kanten af de brede, pandekageflade enge omkring fjorden.
Ruten følger en vig, men et stykke inde i landet, forlænges med en trampesti over eng, indtil den endnu engang rammer banestien mellem Viborg og Løgstør, som har et helt anderledes godt underlag. Et par heste er indtil videre de eneste husdyr på græs, men der kommer snadren fra ænder og gæs ude fra rørene, og små fugleflokke trækker over himlen. Banestien passerer Skals Å, præcis hvor den munder ud i Hjarbæk Fjord.
Skals Å, der har sit udspring ovre ved Fussingø (vandredag 182), er en ganske vandrig å, og her ved udløbet er der etableret et genslyngningsprojekt, som skal nedsætte næringsstofbelastningen af Limfjorden. Det har gjort engene vådere, og fuglene har taget godt imod det. Det har tiltrukket fuglekiggere med deres store kikkerter monteret på stativer oppe på banestien, og jeg kan se svaner derude.
Den gamle jernbane svinger i en blød bue ind i landet, mod det højere beliggende terræn. De gamle trinbrætter er markerede med informationstavler, og inde i Skals findes den oprindelige stationsbygning stadig, den er i brug som café og til værelsesudlejning.
Regnen kommer igen, og med få ophold fortsætter den resten af dagen. Jeg følger banestien over et langt lige stræk frem til landsbyen Skringstrup. Det er agerland, bortset fra en lille skov, hvor et rådyr pludseligt springer over vejen, dernæst et til. Deres pels har en grågul farve, som om de er ved at smide vinterdragten.
I Skringstrup forlader jeg banen og går i stedet ad små landeveje til den brede ådal omkring Simested Å. Simested Å munder også ud i Hjarbæk Fjord, nord for Skals, blot få hundrede meter fra udløbet af Skals Å, den har sit udspring syd for Rold Skov (vandredag 83). Engene er grønne og bakkerne på den modsatte dalside er skovklædte. Ved vejen kommer to stykker nysgerrigt højlandskvæg frem til hegnet. Den ene er sort og den anden gulbrun, deres lange krøllede pels er tynget ned af regnvand, de ser lige så våde ud, som jeg føler mig.
Jeg krydser ådalen og Simested Å, fortsætter mod nord langs denne dalside, forbi en gammel vandmølle, indtil jeg har passeret landevejen mellem Skive og Hobro og står ved Borup Hede: Et stort bakket stykke hede, klemt inde mellem plantagen oven for bakker og engene ud mod Simested Å. En slynget grusvej fører gennem området, men Hærvejsruten følger en jordsti på kanten mellem hede og grønsvær, tilpas højt i landskabet til at give et smukt udsyn over ådalen. I den fjerneste ende af heden, nær Skinderup Bro, er der gamle hulvejsspor og udsigt til Tinghøj og Galgehøj på den anden side af åen.
Turen fortsætter mod nord i få hundrede meters afstand af Simested Å. Et mindre stykke hede med høje enebuske afløses snart af enge. Regnen tager til, og da asfalten hører op, fører mudrede markveje og skovveje vandreruten videre. Jeg går gennem en øde plantage, krydser åen og fortsætter ad en sandet hulvej gennem en stump hede. Der ligger spredte rester af hede, sommetider med gravhøje, langs ruten, men ellers er det mest kuperet agerland. Til sidst munder den lille vej ud ved proprietærgården Kallestrup, og snart er jeg igen ude på landevejen.
I den støtte regn følger jeg landevejen mod nord, indtil jeg har passeret Gl. Hvam og blot er et par kilometer fra dagens endemål i Ålestrup. Her skrår jeg ad markveje over til banestien, umiddelbart før den føres over Simested Å, syd for Ålestrup. Selv i det triste vejr er der en flot udsigt til begge sider over ådalen oppe fra den gamle jernbanebro. To små skove på hver side af dalen huser store rågekolonier, og de sorte fugle er i fuld gang med rederne.
I Ålestrup går jeg hen til busstationen, den gamle jernbanestation. En af helligdagens få busser kører blot minutter efter, at jeg er ankommet. Det er rart at komme ind i tørvejr. Længe før bussen når Viborg, er regnen forvandlet til slud.

Günter Grass: Der Butt, 365-461.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s