Ålestrup-Godthåb (201).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Ålestrup-Godthåb, 49,6 km (201).
Lørdag den 22. april 2017.

Anden Påskedag begyndte jeg en vandretur på den nye del af Hærvejen – fra Viborg og mod nord (vandredag 200). I dag har jeg nydt godt af et tilbud om logi i Ålestrup og kan begynde min vandretur allerede klokken otte. Og det er heldigt nok, eftersom dagens distance bliver en af min hidtil længste ture – næsten halvtreds kilometer.
Fredagen bød på heftig regn og storm. Og, som jeg opdager, så snart jeg når ud i det åbne land lige uden for Ålestrups beskyttede villakvarterer med dets høje hække, vindstyrken står stadigvæk på hård. Vinden kommer fra vest og er mest generende, når jeg går stik nord; så snart jeg går mod nordøst, er jeg behageligt skærmet af min rygsæk og hætten på min vinterjakke.
I begyndelsen går jeg på markveje over et fladt plateau med dyrket land og ingen beskyttelse mod vinden. Første bebyggelse, efter at jeg igen har asfalt under støvlerne, er den lille landsby Testrup. Den sydlige indfaldsvej markeres af en gravhøj, og på den modsatte side af de få huse lyser hvidkalkede kirkemure.
Testrup er blot en løs klynge huse, men alligevel et sted med dybe historiske rødder. I kanten af et lille skovstykke klemt op mod byen ligger resterne af en større stenbygning. Ruinen bærer navnet Testrup Kloster, men var formodentligt oprindeligt et middelalderligt hospital. Nærved ligger en gammel ladegård med mure i kalk og uregelmæssige marksten, og så står jeg foran den fritliggende kirke. Det er en smuk lille kirke med hvide mure og tegltag. Der er ikke noget tårn, og formen er usædvanlig. “Kirken” er egentlig blot koret, der står tilbage fra en langt større og nu nedrevet kirkebygning.
Jeg går igennem et lille skovstykke, hvor vedbenden er krøbet højt op ad slanke stammer og kommer ud til en landevej, tilbage i det åbne, forblæste landskab. Men i det mindste er det tørvejr, og solen skinner fra en himmel, der bliver mere og mere blå, mens de hvide skyer holder sig lavt i horisonten. Snart efter svinger jeg ind på et langt markvejsstræk, der fører mig næsten frem til Års. Undervejs krydser jeg Lerkenfeld Å. Åen har langt fra samme vandføring som ved udløbet i Lovns Bredning, et stykke mod vest. Den har dog slidt sig et stykke ned i terrænet og trækker en bred stribe eng med sig, med en anelse skrænt mod nord.
Landmændene er flittige i markerne, der bliver pløjet, harvet, sået og kørt gylle ud. Råger og måger slår sig ned ved den nyligt vendte jord. Duer flyver mellem gårdenes træer, og en spraglet fasankok har vovet sig frem fra krattet.
Umiddelbart før Års støder Hærvejen til Himmerlandsstien, en banesti på den nedlagte jernbane mellem Løgstør og Viborg og følger den gennem byen. Banestien opløses i veje, cykelstier og fortove i det centrale Års; hvor jeg genfinder den, står en skulptur, som løfter en gylden sfære mod himlen. Det er starten på en planetsti, som jeg tidligere har set det i Horsens (vandredag 77). En planetsti er en skala-demonstration af solsystemets umådelige omfang. Med udgangspunkt i solen – den gyldne sfære – står i passende afstand stenstøtter med små modeller af solsystemets planeter. Der er langt mellem stenstøtterne, og selv de største planeter fylder ikke mere end en tennesbold udmålt i forhold til solens størrelse.
Et stykke fremme deles banestien i to, en banesti mod Løgstør i nordvest og en anden banesti mod Nibe i nordøst. Tilsvarende deles Hærvejen her i en gren mod Hirtshals og en gren mod Frederikshavn. Jeg går mod Frederikshavn, samme valg er gjort for Planetstien.
Den næste kilometer er en stor bue mod nordøst. Det meste løber gennem skov og plantage, hvor der er et dejligt læ for vinden, og faktisk tæt på at være varmt. Store dele af skoven er ung, skiftende sektioner af slanke bøgestammer og nåletræer. Banevolden er nogle steder op mod en meter hævet over terrænet. Af og til er der mindre åbne områder med gammel lyng og spor af hulveje, overgroet kær med spredt birkebevoksning, eller der er bakker og overdrev. Musvåger skriger, og jeg ser et par af de store fugle cirkle over trætoppene, snart begynder to krager at chikanere den ene af rovfuglene. Langt inde i skoven står planetstiens sidste stenstøtte: Pluto, solsystemets yderste dværgplanet.
Stien fører ud af plantagen, og på den korte vandring mod Blære Stationsby passerer jeg en forhistorisk stenkiste, hvor to store dæksten hviler på en kantning af mindre sten. Turen gennem skoven har taget en lille times tid, og efter at have vænnet mig til de behagelige forhold derinde, går der en rum tid, før det går op for mig, at skønt jeg nu bevæger mig i det åbne landskab, er der ingen generende vind. Den hårde blæst har lagt sig, og resten af denne solskinsdag er det en fornøjelse at vandre.
I Blære holder jeg kort rast ved et lille grønt anlæg med en pavillon og bænke, en af dem har rygstøttens planke indgraveret med Smedens Bænk.
Efter Blære følger Hærvejen stadig den gamle bane mod Nibe, der svinger mod nord i en blød bue, der på en banevolds kontrollerede nedstigning fører den ud i ådalen omkring Halkær Å. Der er brede, flade enge langs åen, mod nord vinder rørskoven frem. En enkel træbro fører over åen, og derefter forlader jeg banestien og følger Hærvejen videre ad markvejen op ad ådalens østlige bakkeside, med hyppige blik tilbage på det flot udstrakte landskab.
Tilbage på det flade plateau følger jeg den lille landevej til Skivum, en hyggelig lille landsby. På pladsen foran byens kirke sætter jeg mig ved en indbydende bænk og finder vandflasken frem. Der arbejdes i en have, en mand trækker en hest gennem gaden, en plakat foran kirken fortæller om banko om mandagen, og lige uden for landsbyen kommer den snerrende motorstøj fra en rød bil, som nogen kører ræs med på en græsmark.
Hidtil har jeg mødt cyklister, en eller to ad gangen, men nu kommer der flere store grupper af kvindelige cyklister forbi, det må være et arrangement af en slags. Senere på dagen kommer jeg forbi en gård, hvor der holdes veteranpløjning – man har vel lov at tro, at det mere taler til herrerne.
Over fladt terræn nærmer jeg mig Skivum Krat, stopper kun et øjeblik for at beundre en hestekastanje, der er ved at springe ud, de sprækkende knopper er så store, at de næsten ser saftige ud. Skivum Krat gennemskæres af den dybe ådal langs Sønderup Å, der har sit udspring i den vestlige del af Rold Skov og støder til Halkær Å få kilometer før udløbet i Halkær Bredning. Der er frodige enge på dalbunden og overdrev med ene på den nordlige bakkeside, som ikke er skovdækket. Landevejen slynger sig ned på dalbunden og op igen. Halvvejs oppe ad bakkesiden, ved Højris Møllegård, drejer jeg fra og følger en grusvej langs skovbrynet. Et sidste blik over dalen, med græssende højlandskvæg i mellemgrunden, og så forsvinder jeg ind i skoven. Skovvejen stiger støt og når plateauet som en dyb hulvej.
Der resterer mange kilometer af dagens rute, men det er slut med skovpartier for i dag. I stedet går jeg gennem let kuperet agerland. Veggerby Kirke ligger i ensom majestæt på en bakketop, hvis bakkeside er stribet af stubbene fra høstet majs. Den intense blå himmel kalder tilsvarende glød frem i kirketårnets hvide kalk og tagets brændte tegl.
En smal og snoet asfaltvej fører gennem et landskab af vidstrakte grønne græsmarker og fortsætter dernæst som en lang grusvej forbi en håndfuld velholdte gårde. Et enkelt sted er der sat en bænk frem med en venlig opfordring til at tage sig et hvil. Efter en kort mellemspil på asfalt er jeg atter på grusvej – denne gang med det tillokkende navn Nihøjevej.
Højene – nu om dage er der kun seks tilbage – ligger på rad og række oven på et bakkedrag og er synlige fra lang afstand. Et par mindre høje ligger på det lavere land foran bakkedraget. Jeg er efterhånden ved at være mærket af dagens tilbagelagte distance, og Hærvejen svinger væk på et par hundrede meters afstand af højene, men naturligvis skal jeg hen og bestige den nærmeste gravhøj. Det er det højeste punkt i mange kilometers afstand, og der er en flot udsigt hele horisonten rundt, især mod nordvest hvor Nibe træder tydeligt frem med den blå Limfjord i baggrunden.
Fra bakkekammen med højene går det i et langt fald ned mod Øster Hornum, og på den anden side af landsbyen tager jeg fat på de sidste fem kilometer af dagens vandring, endnu engang på små landeveje og grusveje i fladt agerland. Endemålet er Godthåb, det yderste led i Ålborgs bybusnet og på en lørdag den første mulighed for offentlig transport siden Års. Den tættere befolkningstæthed i yderkanten af storbyen ses straks, der er cyklister og løbere på de rolige veje.
Den sidste halve kilometer går ad landevejen, forbi endnu en landsbykirke med hvid kalk og brændt tegl mod blå himmel. I sydkanten af byen lever en gammel mølledam videre som en smuk lille sø med livligt fugleliv. Den gamle skole er blevet til forsamlingshus men lægger stadig navn til stoppestedet. Der er blot ti minutter til næste bus, men jeg tager alligevel som det første støvlerne af og giver mine fødder tiltrængt lindring.

Günter Grass: Der Butt, 461-616.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s