Godthåb-Hjallerup (202).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Godthåb-Hjallerup, 43,9 km (202).
Fredag den 28. april 2017.

Der er let regn i luften, da jeg står af bussen i Godthåb. Og vejrudsigten har lovet meget, meget mere. Heldigvis slipper jeg med at blive strejfet af byger, men dagen kommer til at gå med udsyn til en horisont, hvor sorte skyer hober sig op, ofte med solstrejf nærmere på eller fjernere væk.
I sidste uge (vandredag 201) kom jeg til Godthåb på min vandring ad Hærvejens østlige forgrening. Syd for byen er der en opstemmet mølledam, min videre tur følger åen med det flotte navn Guldbæk mod nord. Åen, med en stribe af enge, skærer sig gennem den vestlige del af Godthåb. Får og lam er kommet på græs. Engene kantes af høje træer, der huser en udstrakt rågekoloni, hvor rederne ligger tæt, og de skrigende fugle har travlt øverst i kronerne.
Ruten begynder som velholdt grusvej nær åen, men snart skal man ind i folden og fortsætte ad en trampesti langs kanten af lavningen omkring åen. De fladere partier ved vandløbet er tæt tilgroet kær. Fra kanten af det højere liggende land kigger jeg tilbage mod Godthåb. Hammerværkets fabriksbygninger dominerer den fjerneste åbred. Hammerværket er nu om dage et arbejdende industrimuseum; tilbage i attenhundredtallet blev det indrettet i en gammel papirmølle og benyttede vandkraft til redskabsfremstilling.
Vejen følger Guldbækken rundt i et stort sving, der fører frem til endnu en stor mølledam, foran den hvide kirke i Kirkedal, der ligger omgivet af skov. Et knopsvanepar bygger rede få meter fra bredden og lader sig ikke forstyrre af mig.
Fra ådalens flade bund begynder snart en lang jævn opstigning ad en uendelig lang bakkeside, agerland med mindre skovstykker. Øverst på bakkekammen ses en gravhøj i skarp profil. Fra foden af gravhøjen er der en flot udsigt over Ålborg mod nordvest og Limfjorden mod nord. Gravhøjen, Odderhøj, er indhegnet af et lavt hegn, og en informationstavle beder mindeligt om, at man undlader at bestige højen, der er usædvanlig ved at have velbevarede stejle sider.
Så efter at have bekæmpet trangen til at stige yderligere et par meter op, fortsætter jeg ned ad bakkekammens nordside. Herfra er landet så fuldstændigt fladt de fire kilometer ud til Limfjorden, at der må være tale om gammel havbund.
Jeg går ad en jordvej ud mod fjorden, men drejer mod øst efter få hundrede meter for at følge Hærvejens rute gennem Ålborg. I en stor fold, oversået med tuer og klemt op mod en skov, græsser en stor fåreflok, mindst hundrede dyr.
Et af dyrene ligger ubevægelig i en unaturlig stilling, med benene strittende lige frem, som en væltet stol. Først tror jeg, at fåret er dødt, men så klipper det uroligt med ørerne. Det går op for mig, hvad der er sket: Sommetider, når et får er langt fremme i drægtighedsperioden og måske bærer på tvillinger eller trillinger, kan det blive så tungt, at det ikke kan rejse sig op ved egen hjælp, hvis det kommer til at ligge på en uheldig måde.
Jeg sukker, for elhegnet er modbydeligt højt. Heldigvis gør et par tuer det muligt at forcere hegnet uden ubehageligheder. Fåret er sky og cykler hjælpeløst med benene, da jeg nærmer mig, forsigtigt skubber jeg det på benene og ser det stolpre besværet væk med en stor kasseformet krop under ulden. Jeg er så optaget af at kigge efter det, at jeg går lige ind i elhegnet og uvilkårligt springer tilbage, da jeg mærker metaltrådene mod lårene. Heldigvis er der ikke tændt for strømmen…
Tilbage på markvejen går jeg videre langs folden. Der er ikke blot får derinde, også tre æsler holder til derinde. To af dem grå, det tredje sort. For ti år siden så jeg ofte æsler på markerne, men nu er der blevet længere mellem dem. De tre æsler her er sikkert også nyttedyr og ikke blot en hobby: Nogle fåreavlere holder æsler i fårefoldene, fordi de har ry for en aggressiv opførsel over for ræve.
Der ligger et cementstøberi, hvor markvejen når det yderste af byen, men ellers forestår en lang vandring gennem de kuperede forstæder i det sydvestlige Ålborg. Først kommer jeg igennem et klassisk parcelhuskvarter, dernæst et større område med nyere klyngehuse, endnu med så meget luft i mellem, at jeg kan skimte Limfjorden. Dernæst går jeg gennem mindre skove, omsluttet af bymasse. Bøgen blomstrer i underskoven herinde, i trækronerne afløser den ene rågekoloni den anden. Ruten går bag om den zoologiske have, i en indhegning ud mod vejen traver fire hyænehunde rastløse rundt i en lang række. Længere fremme får jeg et glimt af Ålborgtårnet.
Og så når jeg endelig frem til Vesterbro, den centrale gade gennem Ålborg. Bilerne er tæt stuvet sammen her, og asfalt og fortove er våde, så jeg lykønsker mig selv med at have undgået en større skylle. Jeg følger den travle gade frem til Limfjordsbroen. Fra broen er der vid udsigt over Ålborgs havnefront, beboelsesejendomme tættest på, kirketårnene bagved, industrianlæg længere væk, i vest jernbanebroen.
På Nørresundbysiden løber Hærvejens cykel- og vandreruter fælles gennem industrikvarterer, små lommer af parcelhuskvarterer, over Limfjordstunnelen, ubebyggede grunde med fedtede lerveje, udfaldsveje, krat og småskov,alt sammen på fladt land og kun med korte kig ud over fjorden og de markante industrianlæg på sydsiden. Længere fremme løber ruten parallelt med E45, indtil motorvejen endelig krydses gennem en smal viadukt, og jeg kommer ind på en markvej frem mod Hammer Bakker.
Det har været en lang vandring gennem bylandskab, så det er rart at være tilbage i roligere omgivelser. Der er en smule krat langs vejen, læhegn og en blomstrende rapsmark. Jeg når lige at opfange bagpartiet af et rådyr, der springer over markvejen og forsvinder ind i den høje raps. Jeg går langsomt nærmere og pludselig springer fire rådyr op og flygter hen over marken.
Den flade land ender brat for foden af Hammer Bakker. Jeg går ind i bakkerne ad dybe hulvejsspor. På trods af det våde vejr er der mange motionister på skovvejene og af og til langsomt kørende personbiler. Løvskov og nåleskov veksler, der er små moser og enkelte bakker med lyng. Inderst i skoven er der en åben slette med sheltere i udkanten. I skovens nordvestlige hjørne skilles Hærvejens cykel- og vandreruter. Efter endnu et par kilometer kommer jeg ud af skoven ved den lille landsby Grindsted.
Det sidste af dagens vandring foregår i åbent agerland. Bag mig tårner blåsorte skyer sig op, og af til falder let regn. Jeg når frem til landevejen mod Hjallerup. Hærvejen går videre mod nord, men jeg drejer af mod Hjallerup, der ligger to-tre kilometer væk.
I byen venter jeg tyve minutter på den næste rutebil, og omsider begynder der at falde en mere støt regn. Da bussen endelig kommer og kører videre mod Ålborg, er det til lyden af trommende regn mod ruderne.

Günter Grass: Der Butt, 616-694.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s