Hjallerup-Thorshøj (203).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hjallerup-Thorshøj, 37,6 km (203).
Tirsdag den 2. maj 2017.

Jeg står af bussen i Hjallerup og går ad landevejen mod vest for at komme ind på Hærvejen. Dagens første kilometre var også de sidste kilometre på forrige vandredag (202), men det føles som et helt andet landskab. I sidste uge var det flade landskab præget af store mørke skyformationer, gråt lys over himlen og sprækker af solskin længst bag skyerne. I dag er himlen blå og skyfri, solen står højt, og det er en glimrende dag til vandring.
Jeg genfinder Hærvejen et par kilometer vest for Hjallerup og drejer mod nord ved en af de blomstrende rapsmarker, der føjer store gule flader til agerlandet. I begyndelsen går ruten ad små landeveje, landskabet er præget af græsningsarealer, bækkene har skåret sig dybt ned i den flade slette, enge og kær kanter dem. Foldene er næsten tomme, kun enkelte heste, især ponyer, har fået lov at komme på græs.
Den lille landsby Ørum har en fin lille kirke med hvide kalkede mure. Kirken har ikke noget tårn, i stedet står et klokketårn i et hjørne af kirkegården, en simpel bjælkekonstruktion med en lille klokke under et bliktag.
Kort efter Ørum begynder dagens lange vandring mod nordøst – denne gren af Hærvejen har jo også retning mod Frederikshavn. Den næste landsby, Klokkerholm, er noget større og har en tilsvarende større kirke, Hellevad Kirke, med kvaderstensmure og hvidt kirketårn. I byen findes også en stor mølledam, der har fået tilføjet en laksetrappe, hvor vandet løber rask og fylder luften med hyggelig pludren
Knapt har jeg passeret bygrænsen, før jeg for første gang møder kuperet terræn. En smal hulvej, egentlig kun en sti, måske en gammel kirkesti, runder en gravhøj og fører op i bakkerne. Det er brede, let slyngede bakker, tilstrækkeligt hævede til at give en vid udsigt over terrænet. Da jeg igen når frem til asfaltvej er det med udsigt til Kvindbjerg Høje, en flot serie bronzealderhøje. Der er i det hele taget ikke langt mellem gravhøjene på dette stræk af Hærvejen.
Landskabet er stadigt let kuperet landbrugsland, men det varer ikke ved: Jeg går mod en skovklædt horisont, som er Jyske Ås, hvor der venter hårdere stigninger. Jyske Ås er et femogtyve kilometer langt højdedrag, meget af det skovklædt, flere steder når det over hundrede meters højde.
Hærvejen går et langt stykke langs Jyske Ås. Jeg ser næsten ingen mennesker undervejs, og der er meget langt mellem husene. Landskabet er på sin vis lige så øde som Hærvejens stræk gennem de midtjyske heder og plantager. Samtidig er det rigt på dybe gamle hulvejsspor, der vidner om tidligere tiders aktivitet.
Tæt nåleskov veksler med åben løvskov, der endnu kun er i de tidligste faser af bladsætning. På lysåbne steder er der rester af lyng. Skovvejene bindes sammen af en sandet trampesti over stejle bakketoppe. Ruten passerer kortvarigt overdrev i udkanten af skoven, der er mælkebøtter på græsningsarealerne og hvide anemoner ved læhegnet langs hulvejene. Slåen blomstrer hvidt i hegn og skovbryn.
I den nordlige del af skoven går turen ad en smal sti langs et højt vildthegn med tre rækker elektrisk tråd på begge sider af flethegnet. Længere fremme går ruten gennem en indhegnet dyrehave i Pajhede Skov. Jeg ser ingen hjorte, men det er en smuk tur gennem åben skov med små søer, moser og græssletter. Indhegningen forlades på en høj skrænt ud mod en lille skovsø, hvor lyset i det åbne rum har gjort det muligt for de høje bøgetræer at springe ud fra top til tå.
Jeg krydser en asfaltvej, går ad en jordvej over græsslette og på ny ind i den høje skov. Snart følger jeg dog en trampesti over skovenge, krydser en bæk ad trædesten, og herefter er der et flere kilometer langt stræk af stier gennem kær og sump, i bedste fald på lidt højere og fastere jord nær vandløb. Heldigvis er stien mange steder forsynet med gangbroer af vekslende længde.
Et sted er der dannet tætte pukler af høje tuer, et andet sted rejser rådyr sig ude i det sumpede terræn, og jeg får et flygtigt glimt af pels og hvide spejl på bagpartierne. Hvor der ikke er gangbroer, får hvert af mine skridt udsivende vand til at træde frem. Denne del af Hærvejen er endnu ikke meget brugt – og måske er den endda først markeret som sti i forbindelse med Hærvejens udvidelse nord for Viborg. Hvis der kommer bare tilnærmelsesvist så mange vandrere som syd for Viborg, vil trampestien her på ingen tid blive forvandlet til ankeldybt mudder.
Ved Nymølle ender den fugtigste del af stien og Hærvejen fortsætter gennem bøgeskoven langs Nymølle Bæk, på fastere, anemonedækket jordbund, dernæst gennem skovens højere, bakkede terræn ud til landevejen og åbent land.
Det bliver dog kun til få hundrede meter ad landevejen, så drejer jeg ind ad en snoet, tre kilometer lang grusvej, delt mellem agerland, eng og skov, med enkelte gravhøje på bakketoppene. Der er et par mølledamme på lavtliggende enge, og takkede gavle og hvidkalkede mure ved herregården Ormholt. Tilbage på landevej ligger gravhøjene tæt langs de sidste kilometer frem til dagens endemål, der da også meget passende bærer det gode hedenske navn Thorshøj.

Jan T. Gross: Gylden Høst.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s