Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Thorshøj-Frederikshavn, 28,7 km (204).
Lørdag den 6. maj 2017.
Det er årets hidtil bedste vandredag, høj sol og op mod tyve grader. Det er min sidste vandredag på Hærvejens østlige gren, og afstandene er efterhånden betydelige. Selv om jeg var tidligt hjemmefra, er klokken alligevel kvart i elleve, før jeg står i Thorshøj, parat til at fortsætte sidste ugens vandring.
Dagen er overvældende præget af gul. Allerede fra toget har jeg set de rullende bakkers gule rapsemarker bredde sig i flere geledder ind i landskabet. Dertil er vejkanterne og engene tæt stuvede med mælkebøtter, hver og en med en perfekt gul blomst, ikke en eneste afblomstret støvbold at se.
Nordøst for Thorshøj går turen over åbent landbrugsland, let bakket, her og der gennemskåret af slugter omkring bække og åer. Der er mindre skovpartier og meget eng langs vandløbene. De hvidkalkede kirketårne ses langt omkring, men flere steder er der kullede kirker, kirker uden tårn men med små fritstående klokkestabler i træ. Ofte ligger de små kirker uden for landsbyerne, omgivet af imponerende stengærder.
Luften genlyder af skarpe skrig fra musvåger, et sted cirkler et par af rovfuglene i luften, et andet sted hører jeg en ravn gnække og ser den sorte fugle flyve parallelt med landevejen, men på god afstand af mig.
Kort efter runder jeg Hørbylund Herregård, der i klassisk stil er omgivet af en voldgrav og har bygninger muret op i ujævne marksten. Hærvejen fortsætter ad en markvej, op over en lang bakke. To af egnens mange gravhøje tegner sig i smuk profil på den fjerne side af en rapsmark. Højt oppe kredser et svævefly over landskabet. Åbenbart har piloten ramt et smørhul af opdrift for flyet kredser utrætteligt i den samme snævre cirkel og minder ikke så lidt om en grib på en afrikansk savannes termik.
Det er jo Nordjylland og ikke Rift Valley, men snart efter krydser vejen en snæver og dyb ådal, hvis høje skrænter står med grønt græs og et vaskebrætsudseende forårsaget af fæ-stiers smalle terrasser. På kanten af afgrunden hviler en lille flok gulbrunt kvæg i middagsheden. Og, når man ikke har løver for hånden, er det jo også ganske dekorativt.
Jeg støder på lange bakkekamme; ofte betyder det kuperede terræn, at højdedragene har fået lov at stå skovklædte eller henligger som afgræssede slugter, især for heste eller får.
De små asfaltveje bindes sammen af grusveje og markveje. Dagen er varm, så da jeg når frem til Understed, sørger jeg for at fylde en tømt vandflaske ved den lille kirke.
Fra den lille landsby går jeg frem mod den sidste bakkekam ud mod havet. Jeg kan allerede se havet dukke op i det fjerne, da jeg drejer fra for at gå ad en grusvej nær toppen af højdedraget. Bakkerne falder ud mod vandet, ude på havet stævner en stena-færge mod Sverige. Der står et stort udvalg af radiomaster langs det første stykke af vejen, og der er hegn og advarsler om ikke at betræde militært terræn. Dernæst skruer grusvejen sig op til det højeste punkt, der næsten uundgåeligt er kronet af en gravhøj. Herfra er der en fantastisk udsigt over kysten og Kattegat, i syd kan jeg se Sæby, med havn og kirke. Mod nord, næsten skjult bag et bakkefremspring med sommerhuse, er havneanlægget ved Frederikshavn synligt, Lige ud for mig leder gule rapsmarker ud til det blå hav.
Hærvejen svinger igen ind i landet og søger ned i dalen mellem to bakkekamme. Små grupper af motorcyklister, nogle af dem med sidevogn, passerer mig i en jævn strøm. Der må være et arrangement et sted, det ligner veteranmotorcykler, og ingen har veste eller rygmærker på.
For foden af ådalens halvtreds meter høje bakkesider snor Bangsbo Å sig af sted. Engene er en stor gul flade, mælkebøtter og ikke raps. Hærvejens cykel- og vandreruter har slået følge et par kilometer, men nu går vandreruten alene ad en trampesti, krydser åen ad en høj træbro og fortsætter mod nordøst, hvor skovbrynet møder engene. Også her er der et stykke indhegnet militærområde, men længere fremme kommer jeg ind i en anden slags indhegning, dyrehaven ved Bangsbo Gods, lige syd for Frederikshavn.
Godset er ejet af Frederikshavn Kommune, bygningerne huser et museum, skoven og en stor og velholdt park er åben for publikum. Jeg går ad en snoet sti gennem bøgeskov, der er ved at springe ud. Der er talrige andre spadserende i skoven, ved en stor legeplads holder børnefamilierne til. Snart efter passerer jeg godsbygningerne og går gennem parken og langs åen. Ved en åben plads med restaurant og iskiosk møder jeg så byen, og snart går jeg mod det indre af Frederikshavn ad banestien på den nedlagte Sæby-bane, en strækning jeg kender fra Nordsø-stien (vandredag 21). Det gode vejr har lokket mange mennesker til caféernes og restauranternes udendørs servering i centrum af byen.
Jeg går et smut omkring havnen og Krudttårnet der, før jeg finder hen til banegården. Der er en stor renovering i gang og ikke et eneste tog i syne. I stedet er der en togbus til trinbrættet i Kvissel.
Philip Roth, The Plot Against America, 1-147.
Jyske Vandreture 