Elmshorn-Wedel (205).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Elmshorn-Wedel, 46,4 km (205).
Lørdag den 13. maj 2017.

Efter en måneds tid er jeg tilbage i Elmshorn for at tage endnu et stræk af Hærvejen. Foråret er ikke gået skjult hen over byen, omkring den smukke gamle kirke er lindetræerne sprunget ud, og rågerederne er godt gemt øverst oppe. Fuglene er naturligvis lige så larmende som sidst (vandredag 199).
Vejrudsigten for Elmshorn har været noget vekslende de sidste dage. Først på ugen stod det til store mængder nedbør, men det blev der heldigvis droslet ned på. Men så alligevel, aftenen før min vandredag, sidder jeg på mit hotelværelse og ser på vejrkortet i tysk fjernsyn, hvor en rød, bullen tommelfinger trækkes tværs over Nordtyskland og Slesvig-Holsten, og der bliver talt om Blitzen og Donnerwetter. Så det er med en vis bæven, jeg står op næste dag til tidlig morgenmad, for jeg har en lang vandredag foran mig.
Det er smukt vejr, næsten skyfrit! Jeg følger Oksevejen på et stort U gennem Elmshorn. Ruten går bag om banegården og gennem en park, krydser den lille flod Krückau, går gennem forstaden Klostersande og så står jeg ved et højt dige og en smal asfaltvej, der løber langs indersiden af diget. Hærvejen, Ochsenweg, er i Tyskland en cykelrute, så den hører til på asfalten, men der er låger og trapper ind til diget og mulighed for at gå øverst på diget.
Græsset er højt og endnu belagt med dug, så mine støvler bliver hurtigt sjaskvåde. Underlaget er knoldet og der er rigelige mængder afføring fra får over alt. Men udsigten er pragtfuld heroppe fra. Krückau fremtræder som brunt vand, men træerne spejler sig alligevel smukt i det. Får og kvæg græsser på engene langs begge sider af åen. På den anden side af diget er der endeløse marker, flade som et billardbord. Der er ænder til lands, til vands og i luften. Ved en større dam holder et svanepar til, en kanadagås står på bredden og skælder ud.
Får og lam græsser på engene eller hviler sig på digetoppen. Jeg taler beroligende til dem for ikke at skræmme dem unødigt. De kommer modvilligt på benene og går et par skridt til siden, snart kommer en brægende flok farende efter mig, formodentlig i håbet om en godbid. Kvæget, derimod, står tungt og urokkeligt i engens høje græs og nøjes med at kigge efter mig.
Bag diget er landskabet præget at store gule rapsmarker, lejlighedsvis passerer cyklister på den smalle asfaltvej, nogle af dem med hunde.
Jeg går oven på diget, indtil jeg kommer til landsbyen Seester. Her drejer Oksevejen ind over det flade, afvandede marskland. Det er overvejende agerland, men alligevel et øde landskab med langt mellem ejendommene.
Uetersen er den eneste større by, inden dagens endemål i Wedel. Jeg kommer ind i byen fra nordvest, hvor der ligger en gammel klosterkirke. Herfra fører en idyllisk allé langs en å og frem til et udsyn over det høje etagebyggeri i den nyere bykerne. Nær ved den gamle markedsplads ligger en stor bypark, kaldet Rosarium, den har bibragt byen tilnavnet Rosenstadt.
Syd for Rendsburg blev Oksevejen splittet op i en østlig og en vestlig rute (vandredag 197), og her i Uetersen mødes de igen. Herfra går vejen mod syd, først over den lille flod Pinnau, så gennem forstæder og nogle smalle skovstriber med åbne enge. Jeg står en stund i et skovbryn, indtil jeg endelig får øje på de tre ravne, jeg kan høre skrige på den anden side af en lille slette. Ellers har jeg mest set råger inde i byerne og enlige sortkrager i det åbne land.
Det trækker sammen, mens jeg fortsætter mod syd. Himlen bliver en elektrisk blå farve, men foreløbigt er jeg i udkanten af uvejret, selv om jeg kan se lyn i vest og rullende torden når mine ører. I øst, derimod, er der flænger af solbelyst himmel i skydækket.
Det er her, et godt stykke syd for Uetersen, at jeg for første gang får større problemer med afmærkningen af ruten. Den forsvinder ganske enkelt, og jeg må vælge mellem at tro på mit kortmateriale, eller at tro på at ruten er blevet omlagt. Jeg sætter min lid til kortet, krydser hovedvejen mellem Uetersen og Wedel og kommer ind på en snoet rute ad små veje, der snor sig mellem skovstykker, alléer og hestefolde. Der er en håndfuld får her og der, men ellers er det udelukkende heste. To piger kommer ridende på heste, der er spor af hestesko over alt og nogle steder ridestier langs vejene, der veksler mellem at være belagt med grus, cementplader eller sprukken asfalt.
Det er begyndt at regne, let, men vedvarende. Jeg kan se opklaring mod syd og nægter at tage regnslag på. Undervejs støder jeg på et enkelt skilt med dobbelt dansk-tysk tekst Ochsenweg/Hærvej, men det står underligt forladt tilbage uden at være led i en kæde af skilte. Jeg begynder at tro, at ruten er blevet omlagt.
I alt går der ti kilometer, før jeg igen er inde på en velafmærket rute. Da er jeg nået frem til Holmer Sandberge, dagens eneste større stykke skov. Som navnet antyder er der tale om et gammelt indsande, nu stort set omdannet til plantage. Det minder lidt om nogle af de midtjyske indsander. Bjerge er der ikke nogen af, der hvor jeg passeret, men dog nogle mindre sletter med sandbrud, dertil et par idylliske søer, der ser lidt rektangulære ud og godt kunne kunstigt skabte. Søerne rummer ænder, og en grågås har fundet vej til en af skovsletterne.
Regnen er omsider holdt op, og mit tøj tørrer hurtigt. Jeg forlader Holmer Sandberge og kommer ud i halvåbent land præget af levende hegn, jorddiger og områder med skovrejsning, hvor spinkle stammer står på rad og geled. Ud af øjenkrogen fanger jeg synet af et rådyr. Det er stivnet i bevægelsen, lige som mig. Vi ser lidt på hinanden, indtil jeg som den første taber tålmodigheden og går videre.
Min rute strejfer den nordlige udkant af Wedel, krydser hovedvejen, og nærmer sig Elben, dirigeret gennem rekreativt område med skov og græsland. Der er flere cyklister og fodgængere, et fjernt tordenskrald får en hundelufter til at åbne bildøren og kalde dyret til sig. Jeg kommer ind i Wedel fra vest, hvor et industriområde møder græsslette. Der står små informationsstandere langs vejen, og da jeg går nærmere, kan jeg se, at der går en planetsti her. En planetsti udmåler i relativ distance planeternes afstand til solen, sådan som jeg har set det i Horsens (vandredag 77) og Års (vandredag 201). Et kort stykke længere fremme støder jeg så på solen i Wedel, en gulmalet betonkugle, bekvemt placeret i knæhøjde. Den er da heller ikke undgået de lokale graffitimaleres opmærksomhed.
Få hundrede meter fremme når jeg ud til Elben ved Willkommhöft, bakkeskråningen er dagens eneste afvigelse fra det flade landskab. Herfra hilses skibe til eller fra Hamburg med flag og afspilning af nationalmelodi. Der er en café og en landingsplads med udsigtsplatform. Elben er bred, i øst med udsigt til Hamburgs industrianlæg, himlen er overskyet igen, ude på floden er der små turbåde og lodsbåde.
Regnen begynder igen og tager hurtigt til, mens jeg går op ad bakken og ind til s-togs-stationen i Wedel.

Philip Roth, The Plot Against America, 147-391.
Thomas Brussig: Das gibts in keinem Russenfilm, 1-152.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s