Jægerspris, 36,9 km (206).
Lørdag den 20. maj 2017.
Det er skyet, men en behagelig temperatur, da bussen fra Roskilde når frem til Jægerspris, og jeg står af. Det er lidt før tolv, for det har været en tidskrævende rejse at komme hertil fra Århus. På byens lille hovedgade står skiltene med tilbud om gammeldaws isvafler tæt. Jeg lader mig imidlertid ikke friste, går forbi og drejer i stedet ind i parken ved Jægerspris Slot.
Det meste af dagen kommer jeg til at gå i Jægerspris’ Skove; her ved slottet er der imidlertid et velholdt parklandskab omkring en stor græsslette. I kanten af skovbrynet støder jeg på Grevinde Danners Grav. Grevinden arvede slottet efter ægtemandens, Frederik den Syvendes, død i 1863. Ti år efter overlod hun den til den velgørende stiftelse, som stadig ejer slot og gods.
Ved et vejkryds i umiddelbar nærhed af gravstedet står tre fynske runesten, som kongen lod hente til parken. De to runesten fra Helnæs er fra det ottende århundrede og således blandt de ældste i landet. Den tredje runesten er fra Sønderby.
Slottet ligger i det sydvestlige hjørne af parken, med store plæner foran, og er rigt udstyret med spir og vejrhaner. Før jeg går videre, kigger jeg ind på slottets brolagte gårdsplads, der er et ganske smukt rum, centralt står en skulptur af en kronhjort. Det hedder ikke Jægerspris for ingenting.
Umiddelbart nord for slottet går en allé af stynede lindetræer i retning mod skoven, en mur adskiller park fra skov, på den anden side af muren fortsætter alléen, nu med nyplantede lindetræer, hvis spinkle stammer stadigt er beskyttet af grønne plasticrør. Der er andre besøgende i parken, men snart har jeg skoven for mig selv. Der er et antal kortere afmærkede vandreruter i skovene nord for Jægerspris, som jeg vil binde sammen til en længere tur.
I begyndelsen går jeg mest gennem løvskov, meget af det høj gammel skov, hvor enkelte krogede og snoede træer har fået lov til at blive stående. På skovbunden dominerer den hvide farve, det er fladstjernernes tur til at blomstre. Fra Slotshegnet, skovpartiet nærmest slottet, går jeg mod nordøst og kommer frem til Arnæs Bakke i skovbrynet ud mod engene ved Roskilde Fjord. Ude på fjorden er der stimer af hvide sejl.
Jeg følger en grusvej mod nord, over lange stræk går den langs skovbrynet og giver et smukt blik ud over de frodige, grønne enge, den blå fjord og landet på den anden side af fjorden, der står med gule skrænter vendt mod vest. En bevægelse i græsset fanger min opmærksomhed. Det er et rådyr. Græsset er så højt, at jeg først opdager, at hinden ikke er alene, da dens lam gør et par bukkespring, der snart bliver til flere, da de to dyr opdager mig og skyndsomt søger tilbage i skoven.
Længere fremme gør jeg en afstikker fra den afmærkede rute. Et hjulspor, der kort efter bliver til en overgroet sti, fører gennem skov og strandsump ud til kysten ved Dyrnæs Mole. Molen blev brugt til udskibning af ler. På vejen passerede jeg de gamle lergrave, der nu rummer små skovsøer, hvor adskillige ællingeflokke padler over en glitrende vandoverflade.
Dyrnæs Mole rager langt ud i fjorden. En stor mudderflade er blottet på molens nordside, og den har tiltrukket mange vandfugle. Et par knopsvaner holder til nær molen, og et andet svanepar blunder på selve molen, med hoveder og halse skjult under vingerne. Jeg opdager dem først, da de kun er et par meter fra mig. De opdager også mig og flygter med skrål og vingebasken ud i vandet. Ved molens yderste ende tørrer skarver vinger. De går på vingerne, da jeg nærmer mig. Flere edderfugle holder også til derude, de er knapt så nervøse og lader mig komme lidt tættere på. Mod syd kan jeg se Frederikssund (opkaldt efter Frederik den Tredje), mod nord Frederiksværk (opkaldt efter Frederik den Femtende).
Tilbage på grusvejen i skoven fortsætter jeg mod nord, mens jeg bliver passeret af flere grupper af cyklister. Vejen svinger skarpt mod vest, samtidig bliver skoven mere og mere præget af store partier med nåletræer. Kævlerne ligger i store stabler langs vejsiden. Fjorden er blot et par hundrede meter borte, men både løvskoven og nåleskoven er så tæt, at jeg kun kan se den som sparsomme blå glimt.
Efter endnu et par kilometer når jeg frem til Kongeegen. Jægerspris Nordskov er kendt for sine ældgamle og kæmpestore ege. Det er især dem, jeg er kommet hertil for at se. Tre af de ældste af dem er navngivne, selv om de nu om dage kun er de resterende fragmenter af langt større træer, hvis omfang blandt andet kendes fra guldaldermalernes arbejder.
Kongeegen er den ældste, 1500-2000 år gammel, og paradoksalt nok den eneste af de tre kæmper der stadigt er i live. Den er det ældste levende væsen i Norden, muligvis i Europa. I sin tid var den fjorten meter i omkreds, hul indeni. Træet er hegnet ind med et knæhøjt hegn, den har en kort, tromlelignende stamme, fra hvis øvre kant der udgår grene med blade. Jeg går rundt om træet opdager, at den smule af det oprindelige træ, der står tilbage, blot udgør omkring en kvart cirkelbue. Set fra siden gør den et ejendommeligt indtryk, som et stykke af en teaterkulisse. Det er dog stadigt et imponerende syn, som inviterer til selv at forestille sig egen i dens største omfang.
Storkeegen står nogle få hundrede meter væk. Den er omkring 800 år gammel og mistede sine sidste levende grene ved en storm i 1981. Resterne af Storkeegen er nærmest en høj træstub, hul indvendig, og med en cirkelbue der udgør omkring tre fjerdedele af den oprindelige omkreds. Nær ved står et af de højeste og tykkeste egetræer, jeg nogen sinde har set, med en stor imponerende krone – Storkeegens stamme har haft en diameter på mindst tre gange dette træs tykkelse.
Den tredje af kæmpeegene når jeg først frem til på tilbagevejen fra en længere rundtur i Nordskoven. Vejret er blevet tiltagende bedre, og den blå himmel og sollyset står glimrende til det grønne løv. En god del af det åbne land mellem skovene og Isefjorden i vest er militært område i tilknytning til Jægersprislejren. De store marker op mod skovbrynene er tilsåede med raps, der danner store gule sletter mellem skovenes fløje.
Noget pelsklædt bevæger sig i vejkanten, jeg tror først, det er en kat, men dyret har en sjov hoppende gang, jeg får et godt blik på det og kan genkende det som en mår. Et kort øjeblik står den stille, og så er den forsvundet i underskoven. Et godt stykke længere fremme farer et rødt egern over vejen og op i et nåletræ. Jeg ved, at nysgerrighed vil få egernet til at kikke tilbage på mig fra en sikker position, men det varer alligevel en rum tid, før jeg kan finde egernet blandt grantræernes mørke netværk.
Duer flyver op, som jeg kommer frem, rovfugle svæver over lysningerne, ænder holder til ved de små søer og moser.
Det kræver en lille afstikker at finde frem til Snoegen, der har fået sit navn, fordi stammen er snoet omkring sin egen akse. Træets alder skønnes til 6-700 år – det mistede sine sidste levende grene i 1991. Snoningerne ses stadig som store furer på den døde stammes massive tromle. Resterne af to enorme grene rækker mod hver sit verdenshjørne.
Herfra går min rute mere eller mindre stik syd. Jeg krydser en af militærets rapssletter, går dernæst ad en allé tilbage til skovene. Tilbage i Slotshegnets løvskov begynder jeg at komme forbi de mange mindesmærker – 54 i alt – der i syttenhundredtallet blev opstillet for at hædre fremtrædende danske og norske mænd. En jættestue, som Frederik den Femte lod udgrave, har også fået en mindesten. To store snoede ege står som en portal omkring et sidegren af stisystemet. Snart efter er jeg tilbage ved parkens åbne slette, og derefter fremme ved hovedgaden i Jægerspris.
Der er hyppige busser herfra, men jeg har lyst til at se lidt mere til fjorden, så i stedet går jeg ad landevejen mod Frederikssund. Efter jeg har passeret Jægersprislejren, er der et stykke åbent land ud mod fjorden, inden jeg kommer igennem skovpartiet Færgelunden, først ad skovstier, dernæst videre ad landevejen. Fra udsigtspunktet i skoven er der en fin udsigt til skrænterne nord for Frederikssund.
Jeg krydser Roskilde Fjord ad Kronprins Frederiks Bro, opkaldt efter den senere konge Frederik den Ottende. Det er tidlig aften, da jeg går gennem gaderne og frem til byens S-togs-station. En lang rejse hjem venter, den bliver halv tolv, før jeg er tilbage i Århus.
Thomas Brussig: Das gibts in keinem Russenfilm, 152-352.
Jyske Vandreture 