Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.
Jevenstedt-Neumünster, 38,1 km (206).
Torsdag den 25. maj 2017.
Jeg giver mig god tid til det fyldige tyske morgenbord på mit hotel i det centrale Rendsburg. Det er Skærtorsdag, og der er kun en brugbar busforbindelse fra Rendsburg til Jevenstedt. Den går først tyve minutter over ni fra den lokale busstation få hundrede meter væk, og viser sig endda at bestå i en minibus.
I Slesvig-Holsten fortsætter den danske Hærvej som en tysk cykelrute, Ochsenweg, Oksevejen. Fæstningsbyen Rendsburg var den sydligste by i det gamle hertugdømme Slesvig. Den ligger på den nordlige bred af floden Ejderen, så i tankerne rakte det gamle kampskrig om “Danmark til Ejderen” ud efter byen. Syd for floden begynder Holsten, og ti kilometer inde i det sydlige hertugdømme deltes den gamle Hærvej i de grene. Den vestligste gren førte omkring kvægmarkedet og slagterierne i Itzehoe (vandredage 197, 198 og 199), før den ved Uetersen (vandredag 205) mødtes med den østlige gren og i fællesskab tilbagelagde de sidste kilometer frem til det store kvægmarked i Wedel, ved Elben nord for Hamburg.
Jeg er kommet til Holsten for over tre vandredage at gå ad den østlige Oksevej, som oprindeligt førte kvæget omkring markedet og slagterierne i Neumünster. Himlen er let overskyet, da jeg står af bussen i Jevenstedt, men disen forsvinder i løbet af formiddagen, og jeg har tre smukke vandredage foran mig, med blå himmel, høj sol, varm sol og uden det mindste spor af nedbør.
Fra busstoppestedet i Jevenstedt er der blot et par kilometer frem til Oksevejens skillested, og derfra begynder min vandring gennem ukendt land. Landskabet er, som jeg husker det, fladt, med mange levende hegn og jorddiger, der inddeler det åbne land i rektangulære rum af vekslende størrelser. Indimellem er der skovpartier og enge. Markerne er primært græs, med lidt raps og korn. Oftest går jeg ad små jordveje, hvor de to kørespor er belagt med cement eller asfalt, adskilt af en grøn midterrabat. Alle træer og buske står med grønne blade nu, så hvor vejene er kantede af levende hegn, kan det føles som at gå gennem en grøn tunnel. Over lange stræk er vejkanterne trukket op med lange bræmmer af hvide skærmplanter.
Landsbyerne er få og små, mange steder er der gårde og marker helt ind i bykernen, hvor de føjer færten af hest eller kvæg til luften. Et enkelt sted står en pyntet majsstang. I næsten hver eneste af landsbyerne er der mindesten med navnene på de lokale faldne i de to verdenskrige.
Foldene rummer mest kvæg og heste, der er slet ikke de store fåreflokke, som jeg så på den vestlige rute på kanten af marsken, der er heller ikke de brede floder flankeret af diger. Rågerne og sortkragerne er også glade for græsmarkerne, især hvor den høje vegetation er blevet slået til hø. På en slået mark trykker en hare sig i lejet, mens jeg går forbi, tilsyneladende uvidende om at den afpillede mark viser den frem som på en præsenterbakke. Eller måske ved den bare, hvor let den kan løbe fra mig.
Jeg kommer igennem et område præget af en hel del skov. Det giver lange skovbryn, og jægernes små tårne står tæt ude på markerne. Tårnenes platforme bærer ofte små overdækkede skure, ikke blot en bænk som det er almindeligt i Danmark. Et par mindre marker, halvt omsluttede af skov, står med friskvendt jord efter nylig harvning. Jorden er i stribet i mange nuancer, en regnbue af jordfarver.
Himlen bliver tiltagende blå, mens jeg går mod syd, og t-shirt og solcreme bliver hurtigt det bedst valg. Der er en jævn strøm af cyklister, mange af dem pensionister med oppakning på cyklen, i små eller store grupper, men også et par børnefamilier kommer forbi. Jeg har gået i flere timer, over det flade land og gennem de små landsbyer, da græsmarkerne pludseligt bliver til eng spættet med gule ranunkler. Den smalle vej deles i et spidst t-kryds umiddelbart før jernbanen mod Neumünster og Hamburg.
Som det er tilfældet så mange andre steder langs den afmærkede rute, står der også her en informationstavle, der fortæller om Oksevejen og dens historiske betydning. På jernstolpen hænger også en lille gennemsigtig plexiglas-kasse med en lokal vandretursfolder. Ellendorfer Rundweg hedder den. Jeg blader lidt adspredt i den, mens jeg holder øje med en flok cyklister, der lægger an til at runde det skarpe hjørne, hvor jeg står. Echtes Schleswig-Holstein reklamerer man med at være. Der er fotos i, og pludselig bliver min opmærksomhed fanget af et billede af en storkerede.
Storken yngler i en rede øverst på den høje skorsten, der hører til det gamle nedlagte mejeri , fortælles det. Jeg måler med blikket afstanden hen til landsbyen, det er ikke på min vej, men selv om jeg skal gå langt i dag, vil jeg godt lægge et par kilometer til for at se en storkerede. Så jeg krydser jernbanen og går ad den lige vej hen til Ellendorf.
Der er høje træer omkring landsbyens gårde, så jeg kan ikke se mejeriskorstenen i profil. Umiddelbart før jeg når frem til landsbyen, hopper en vildkanin frem fra krattet langs vejtræerne. Den stivner og ser på mig, bryder sig ikke om synet og hopper tilbage. Dyret er overraskende lille sammenlignet med den hare, jeg så tidligere på dagen.
Inde i landsbyen troner en stork højt på en rede, bygget på en platform anbragt over skorstenshullet. Den røde farve på næb og ben er tydelig selv med det blotte øje. Jeg tager et par billeder, mens fuglen på hundevis kratter sig bag øret med et af de røde ben. Egentlig havde jeg jo håbet på at afbilde den i en lidt mere værdig positur… Heldigvis retter storken sig op og knebrer endda lidt med næbbet.
Tilbage på oksevejen fortsætter jeg mod sydøst. Jeg kigger efter storkens mage på engene men uden held. I stedet passerer jeg Nortorf, den eneste større by før dagens endemål. Snart er jeg tilbage på landet. Af og til er de levende hegn langs vejen så tæt, at jeg kan lugte kvæget uden at se det. Andre gange åbnes der ligesom et vindue i løvhænget og jeg kan pludselig se de store dyr overraskende tæt på. Enkelte steder står græsset højt i tomme folde, formodentlig er det sat til side til høslæt. I den fjerneste ende af en mark vipper et hoved op og ned over det uklippede græs. Rådyr, kun hovedet kan nå op over den høje vegetation.
Jeg nærmer mig Neumünster fra nordvest, gennem skovland. Et par eksotisk udseende stykker kvæg står i en indhegnet lysning: der ligger et dyrepark i skoven, en parkeringsplads og en livlig strøm af mennesker vidner om dens popularitet. Umiddelbart efter passerer jeg endnu en informationstavle for Oksevejen. Der er også en rasteplads med hytte og samme slags kulturhistorisk mindesmærke for Oksevejen, som jeg har set andre steder i Slesvig-Holsten (vandredag 148, 150 og 151): en rund stensætning, hvor to store kohorn i træ krydser hinanden (to krydsede kohorn er også Oksevejens symbol på de tyske vandre- og cykelkort, jeg bruger).
Der er endnu et pænt stykke vej at gå gennem skov, der bliver mere parkpræget, jo længere jeg kommer frem: Flere mennesker til fods og på cykel, halvtamme egern, jordstier der bliver til velholdte grusstier, ingen plæner men dog lysninger og kantninger af blomstrende rododendron.
Til sidst mødes skoven med et villakvarter, hvor husene er store og haverne har høje gamle træer. En lang bakkeskråning fører ned mod byens centrum, den første højdeforskel jeg har mødt hele dagen. Snart bryder jeg fra for at gå den korte vej hen til mit hotel i den nordlige del af byen.
Thomas Brussig: Das gibts in keinem Russenfilm, 353-389.
Lawrence Stone: The Family, Sex and Marriage in England 1500-1800, 1-174.
Jyske Vandreture 