Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.
Neumünster-Lentföhrden, 42,1 km (208).
Fredag den 26. maj 2017.
Jeg begynder dagen med at genfinde Oksevejen det sted, jeg forlod den dagen før (vandredag 207), hvor den parklignende skov vest for Neumünster støder op til et ældre villakvarter. Herfra går vejen ned ad en lang bakke mod centrum af byen. Selv ved otte-tiden om morgenen er det allerede varmt i solskinnet, og med de høje gamle træer i villahaverne og de mange blomstrende rododendronbuske i forskellige farver er det en ganske idyllisk scene.
Et rødt egern farer over vejen og op ad en bred fyrrestræsstamme. Som jeg ser på dyret, er der pludselig tre andre egern der piler lodret op ad den samme stamme. Og jeg er ikke den eneste iagttager, fra det modsatte fortov følger en dobermann egerne med et stift blik i øjnene. Men den er godt opdraget, rører ikke så meget som en muskel, og øjeblikket efter går ejeren videre med sine to hunde.
Turen fra centrum og ud af byen i retning mod sydvest er kompliceret og dårligt skiltet, og jeg kommer væk fra ruten, men genfinder den så i et industrikvarter, hvor en grøn korridor af enge også fører jernbanen ud af byen. En smal flod, Schwale, løber i rask tempo her, indtil den et kort stykke længere fremme udtømmes i den større flod Stör, som jeg husker fra marsken og digerne umiddelbart syd for Itzehoe (vandredag 198 og 199).
Denne gang krydser jeg Stör på tærsklen til forstaden Padenstedt. Centralt i den gamle landsbykerne ligger et par pudsige gamle bygninger med høje, stejle stråtage. Det er et gammelt røgeri fra sekstenhundredtallet, der nu tjener som café.
Uden for landsbyen reklamerer et skilt for täglich frischer Spargel, en rød pil udpeger opmuntrende retningen. Spargel, asparges, er en tysk forårstradition, også restauranten på mit hotel tilbyder dem i et udvalg af anretninger. Ude i terrænet er der også efterspørgsel på årstidens vegetariske tilbud. Et sted tager et par rådyr for sig af spæde majsplanter, længere fremme er det nyslået hø, der frister hjortene. Råger og sortkrager holder til i flokke på hømarkerne, dog næppe for græssets skyld.
Landskabet er den velkendte kantede mosaik af levende hegn og jorddiger, der skaber mange halvt lukkede rum for rådyrene. Her er ganske fladt, med mindre mængder skov, ellers mest eng og græsmark, slået til hø eller under afgræsning af heste eller kvæg. Der er dog også blevet plads til lidt rapsmarker og kartofler, rideskoler med tilbud om ponyridning og rækker af vindmøller med rødmalede spidser og grønne ringe, hvor mølletårnet møder jorden.
Det er en varm dag med sol og blå himmel, jeg er glad for at have medbragt rigeligt vand til indvortes brug og solcreme til udvortes.
Det flade landskab brydes af en lang nedstigning mod Bad Bramstedt. Byen ligger hvor de to små floder Osterau og Hudau mødes, tilsammen danner de Bramau, der er en sideflod til Stör. Syd for byen ligger et stort kursted i en skov, det har sit eget stoppested på jernbanelinjen. Stier fører langs floden ud ad byen, gennem skoven og forbi kurstedet. Jeg krydser den ensporede jernbane inde i skoven, men genfinder den udenfor skoven, ved det lille trinbræt i Lentföhrden.
Toget kører kun én gang i timen, men ved et heldigt tilfælde ankommer jeg fem minutter før toget ruller ind. Der er ingen overnatningsmuligheder i den lille flække, så jeg tager toget tilbage til Neumünster til endnu en overnatning på mit hotel. Det har givet mig en vandredag med en let rygsæk.
Lawrence Stone: The Family, Sex and Marriage in England 1500-1800, 174-224.
Jyske Vandreture 