13: Femmøller-Helgenæs

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Femmøller-Helgenæs (Ørby), 32,1 km 2011.
Onsdag den 16. marts.

Dagens tur udgår fra parkeringspladsen over for efterskolen i Femmøller, og de første kilometer følger den en gul markering for en rute i en af Statsskovenes foldere. Forude ligger Molsbjerge og Helgenæs, men dagens værste stigning er de første par hundrede meter opad en solid bakkeknold. Man kommer op i egekrat, som man følger, indtil man møder ”Den italienske Sti”, hvis første meter går gennem endnu mere egekrat, men nu mærket af fortidig kreaturafbidning, der har efterladt det med troldeagtige, mangestammede vækster.

”Den italienske Sti” fører til Molslaboratoriet, Strandkær, efterladt til Århus Universitet af Karen Blixens søster. Jeg var her sidst for femogtyve år siden, som del i et feltkursus på biologistudiet.

Kombination af hedebakker og søjler af enebær giver anledning til den italienske association. Det er præcist, som jeg husker det dengang, men der er kommet noget nyt til: et større arrangement af himmelvendte markiser i stål, der åbnes og lukkes automatisk og er en del af et forskningsprojekt om drivhuseffektens og klimaændringernes indflydelse på økosystemer i fremtiden.

Jeg tager utallige billeder, mens jeg går ad dagens stier, men de ligner alle sammen hinanden i fotografiets utaknemmelige format, alle de uendelige variationer over hedebevoksede bakker og himmelstræbende enebærbuske ligner hinanden til forveksling.

Også her ligger der kæmpe tømmestabler inde i plantageområdet. Af opstillede plancher fremgår det dog, at meget af plantagerne er under langsom afvikling. I sig selv har de ikke mere end 150 år på bagen, og nu vil man forsøge at genskabe det mere oprindelige landskab, som et større sammenhængende område af bakkeoverdrev for derved at sikre bedre livsbetingelse for de dyr og planter, der er knyttede hertil. Så bakkerne vil ses langt tydeligere i landskabet. Og kvæg skal der til for at sikre afgræsning – det er stadigvæk et kulturlandskab.

Agri Baunehøj er en bakke, der er til at få øje på, dvs., den er blot den højeste blandt en hel sværm af bakker, men den er forsynet med en rød murstenssokkel, hvorpå der hviler en metalskive og en drejelig pil, som udpeger alle andre interessante punkter, kompasset rundt. Præcis, da jeg runder bakketoppen er den også besøgt af en flok miljøteknikere på udflugt, eller lignende, halvdelen var iført tøj i sikkerhedsfarver, selvlysende orange og lysegrønt.

En afmærket rute fører fra baunehøjen rundt i en bue til Agri, der blot et dusin huse omkring en kirke, en stor dam og to vejkryds. Jeg tager vejen mod syd, den fører ad bakker, med vid udsigt over Kalø Vig til Studstrup-værket, frem mod Poskær Stenhus, der også har besøg i dag, en busfuld pensionister.

Vejret byder på solskin, men temmelig koldt. Det mærkes ikke så meget på det næste stræk gennem plantager, men da jeg kommer ud til nye områder med nøgne hedebakker er effekten følelig. Det højeste punkt her er Trehøje, hvorfra der er vid udsigt fra Ebeltoft til Århus, men vinden gør det til en kort og afmålt fornøjelse.

Alle vejene i det indre af Molsbjerge er grusveje, også den som jeg nu følger mod syd. Jeg når først frem til asfalt i den lille landsby Fuglsø, som stadig ligger noget hævet over havniveau. En lang vej fører frem til Draget, den spinkle landtange som forbinder Mols med Helgenæs. Her er stadig spor efter de skanser general Rye satte op i den første slesvigske krig.

Egentlig var det min mening at gå langs kysten til Sletterhage, men en kold vind fra øst får mig til at ombestemme mig. I stedet benytter jeg de små landeveje lidt længere inde i terrænet, som også byder på smukke udsigter. Længst mod syd kommer man ad et par kilometer grusvej ud til Lushage. Terrænet er stejle klinter og bakkede overdrev bag dem. Hjelm ligger ude til venstre, Samsø stik syd. Jeg går ad smalle stier på toppen af klinten, hvis skrænten er tilvokset med krat. Tre hjorte stikker pludseligt af, lydløst, uden de sædvanlige varselskrig. Stien fører ned på grusstrand, de sidste få hundrede meter hen til Sletterhage Fyr. Et par fiskere på stranden gemmer sig for vinden bag paraplyer. På den anden side af vigen ligger landet som en blånende horisont. Århus er kun synligt som Foderstoffens store hvide bygninger på havnen, og rækker af høje kraner der rager op over den blå landmasse.

En smal landevej tager mig de sidste to kilometer hen til Ørby, med talrige grusveje indtil sommerhusområdet på venstre hånd. I Ørby venter jeg på rutebilen ved vejkrydset lige over for det lokale galleri, selv den mindste flække herude har et galleri.

Busturen til Rønde er en fornøjelse i sig selv. Jeg ser roligt græssende hjorte ved højlys dag, fjord og bakker, hvide landsbykirker, en stendysse. Fra Rønde er det efterhånden en velkendt tur med bussen ind til Nørreport i Århus.

This slideshow requires JavaScript.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s