klik på blåt nummer for at se denne vandredag (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture). .
Ryomgård – Femmøller, 39,8 km, 2011.
Lørdag den 12. marts.
Stationen i Ryomgård får et svagt western-præg, når man går ad vejen mod syd, og således ser den med skinnerne i forgrunden og et vandtårn med en trætop i baggrunden.
Efter at have passeret et lavt engområde kommer man på ny ind i plantager. De få spredte huse i skoven er alle holdt i hvidt, måske er de bygget af samme gods eller samme statsskovdistrikt.
Terrænet frem mod Rønde er først de samme lave bølgende bakker, men som jeg nærmer mig Mols bliver landskabet så at sige trykket sammen i høje tætte bakker. Kalø Gods dukker op, med hovedbygningerne i sort-hvidt bindingsværk, hvor Danmarks Miljøundersøgelser, nu under Århus Universitet, holder til. Tæt ved det ligger det såkaldte Jagtslot, et stor jagthytte i en vagt tysk stil.
Nord for godset er plantagerne nåletræer, hvor stablerne af frisksavede stammer udsender en tydelig duft af harpiks. Syd for Kalø Gods ligger Ringelmose Skov, bøgeskov. En lang grusvej fører derned, kanten af træer med fuglekasser monteret i brysthøjde. Også her ligger stammer i stabler, stammerne er markerede med streger og krydser i selvlysende maling, lysegrønt og orange.
Hvor skovvejen møder landevejen, træder jeg i mine egne fodspor. Kalø Vig ligger bredt ud, Slotsruinen på Kalø bryder horisonten til højre, Studstrup Værkets skorsten rager op bag ved.
De næste få kilometer går jeg samme rute som for få uger siden. Forbi Egens, og ind i landet. Herfra vil jeg gå ad en alternativ, umarkeret, rute til Femmøller. Ruten fører langs skovbrynet, med vid udsigt over bakkede agre, til Møllerup Gods, i gult bindingsværk, og derfra over åbent land til Feldballe.
Min rygsæk tynges af min tunge poncho, men regnen holder sig heldigvis væk.
I Feldballe skal jeg ind omkring kirken og så ud på en lang grusvej, der fører ind i plantagerne. Den bærer det lovende navn Søvej. Første sø er Øje Sø, og senere kommer der en Langsø. Begge søer er hvide og tilfrosne. Der er ingen ænder at se eller høre her, og hjortene holder sig også skjult.
Efter Langsø støder jeg igen til den afmærkede Molsrute og går et stykke langs med den, nu i modsat retning. De sidste fire-fem kilometer går ad umarkeret landevej og skovveje. Det lykkedes mig at gå forkert, og jeg går omkring tre kilometer for langt, før jeg genvinder orienteringen, dernæst er det samme vej tilbage, før jeg endelig finder ind på den rette vej, de sidste to kilometer til Femmøller. Først går de i skovbrynet, med udsigt til en smuk græsslugt, dernæst når de frem til et sommerhusområde, lidt vestkystagtige træhuse på naturgrunde, uden buskads og uden stakitter og prydplanter. En enkelt emsig sommerhusejer har anlagt nogle få kvadratmeter plæne, men muldvarperne har givet den efter fortjeneste.
Femmøller er en af den slags byer, der ligger på en lang, stejl bakke, som Bryrup eller Hobro. Selv om det er lørdag er der heldigvis stadig en rutebil i timen. Min afstikker har kostet mig en time, men jeg behøver kun at vente et kvarter på den næste bus mod Rønde og Århus.
Nostromo, 280-300
Jyske Vandreture 