klik på blåt nummer for at se denne vandredag (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture). .
Gjerrild-Ryomgård, 32,4 km
Søndag den 6. marts, 2011
Klokken er over et, før jeg er parat til at påbegynde dagens vandring. Det er søndag, og der er kun få busser tilgængelige til dette hjørne af Djursland. Min rute går ind i landet, ad banestien til Ryomgård, det bliver en vandretur uden udsigt til havet.
Centralt i Gjerrild står Svalebøgen, et enormt, mangestammet bøgetræ, der står bladløst hen på en åben plæne. Lidt derfra er der for få år siden plantet et afløser for Svalebøgen, det er endnu spinkelt, formelt plantet til minde om stavnsbåndet ophævelse.
I udkanten af Gjerrild deles stien i to, den højre fører mod Bønnerup Strand, men i dag tager jeg den venstre.
En banesti vil sige plant terræn, jorddiger og gennemgravede bakker, lige forløb, store afrundede sving. Det meste af stien er bevaret, især på det første stræk. Længere fremme, og især omkring de små landsbyer må man tage en omvej, og her og der, ude i det åbne land, er strækninger af banelegemet pløjet op.
Indledningsvist går ruten gennem plantage. Det er høje nåletræer af ens størrelse, eventuelt kantet med et par rækker ammetræer af løvtræer. En plantage er plantede træer, det er en monokultur, noget helt andet end en vild skov. I princippet er det som en kornmark, blot med større planter, og det er således lidt af en grøn ørken. I stedet for bugtede skovbryn møder plantagen det åbne land i rektangulære brudflader.
Alle steder langs dagens rute står jægernes små trætårne, altid placerede i den forreste række af træer. Ofte er der blot tale om klodsede træstiger med en sideplads øverst. Det vidner om en livskraftig hjortebestand. Jeg husker at have hørt landmænd på Djursland klage over kronvildtets indhug på afgrøderne og at have set natoptagelser af de hærgende flokke. Der er naturligvis ikke meget for dem at æde inde i de golde plantager.
Dagens rute går endnu engang over godsjorder, Mejlgård Gods. Temperaturen er lige over frysepunktet, men jorden er frossen inde i plantagerne. Et kort overgang svinger stien væk fra banelegemet og går gennem dyb, bakket skov. Snedækket er smeltet til et ribbet netværk af hærdet, glat is, der gør det til en balancegang at vandre der, men heldigvis varer det kun kort.
Mellem Stenvad og Ramten kommer jeg for første gang på dette års vandreture væk fra ruten. Ude i terrænet er ruten godt skiltet, men i de små landsbyer, hvor banelegemet tit er væk, er skiltningen dårlig. Tilmed er kortets informationsværdi stærkt reduceret lige præcis på de steder, fordi man i overdreven tjenestevillighed har spækket kortet med små piktogrammer for ”indkøbsmulighed”, ”kirke” osv.
Men efter et par kilometer finder jeg tilbage til ruten, krydser imellem to små søer, helt tilfrosne, men dog med højlydte andeflokke.
Mellem Ramten og Nimtofte løber banestien i en ubrudt linje, næsten fem kilometer lang. Den slags lange lige stræk er tit de mentalt hårdeste, fordi det er så svært at mærke fremgang, når man blot har den samme endeløse sti foran sig.
Stien passerer tværs igennem Lübken Golf Resort (banestien mellem Horsens og Silkeborg passerer også tværs igennem en golfbane, lige uden for Horsens). Der er ikke nogle spillere ude, de små damme er tilfrosne, der er sanddriver i bunkerne. Ikke desto mindre er plænen grøn, kort og velholdt, nærmest manicureret.
Efter Nimtofte tvinges man ud på landevejen et langt stykke, inden man svinger ind ad en sidevej og op på banelegemet igen. Øjensynligt er det her pløjet op på en betydelig strækning.
Det er fremskreden skumring, og jeg har næsten fem kilometer tilbage, så jeg sætter tempoet op. Stien går lang en snæver ådal. Jeg kan se friske udgravninger til drængrøfter ude på engene. Det går på ny ind i plantager og rundt i kanten af Vadum Sø, der ligger hen dækket af hvid is.
Nærheden til Ryomgård varsles af en belyst fodgængertunnel under hovedvejen, civilisationen melder sig i form af en hundelufter. Længere inde dukker skinnerne til sporet mod Grenå op, og snart efter står jeg i Ryomgårds gadelys. Det nattesyn som skumringen har frembragt hos mig forsvinder brat, og det, der engang var en smuk, kold, sollys forårsdag, er nu kulsort vinternat, kvart i syv om aftenen.
Jeg venter et kvarter på mit tog, stiger så op i lyset og varmen.
Nostromo, 240-280.
Jyske Vandreture 