Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandretur.
Lentföhrden-Uetersen, 36,9 km (209)
Lørdag den 27. maj 2017.
Det er min tredje og sidste vandredag på den østlige forgrening af Oksevejen i Holsten. Dagen begynder med en togtur fra Neumünster til det lille trinbræt i Lentföhrden, samme sted som turen endte i går (vandredag 208).
Den lille landsby har også sit mindesmærke for de lokale dræbte i verdenskrigene, en lang liste af navne indhugget i en sten, der står i skyggen af høje træer og flankeret af blomstrende rododendron på begge sider.
Uden for Lentföhrden fortsætter jeg min vandring gennem det flade landskab. I begyndelsen er der uvant langt mellem de levende hegn, så en slette af saftigt grønt græs står i smuk kontrast til en høj knaldblå himmel uden en eneste sky. Græsset er højt, og foldene er store, så køerne forsvinder næsten i dem, men på den stille dag bærer færten af kvæg langt omkring.
Dagen er varm, så jeg går i t-shirt med rigeligt solcreme på udsat hud. Snart begynder cyklisterne at passere mig i små flokke eller blot parvist, et ældre ægtepar cykler forbi, manden har en cykelanhænger spændt efter, en terrier kigger ud fra et lille lukket telt med plasticvinduer, der er anbragt oven på den rullende platform.
Som jeg kommer frem, rykker de levende hegn igen tættere sammen, en flok smukke heste gemmer sig bag de høje træer. Der kommer større skovpartier, men jeg går langs skovbryn snarere end gennem tæt skov. Ved et vejkryds er der mulighed for at vælge et alternativt ruteforløb, Exkurs Barmstedt, men jeg foretrækker landskabet for byen og holder mig til hovedruten.
Jeg går igen ude i det åbne land, da jeg pludselig lægger mærke til, hvordan passagerfly med få minutters mellemrum flyver lavt over hovedet på mig, altid i samme bane: Det må være indflyvningsruten til den store lufthavn i Hamburg. Ellers er der intet tegn på storbyens nærhed, tværtimod, et par kilometer fremme har jeg lagt flytrafikken bag mig og er kommet ind på et langt stræk ad markveje. Det kalder tyskerne det i hvert fald, Feldwege, men det er ikke det samme som en pløret dansk markvej. I stedet er det jordveje, hvor køresporene er belagt med betonplader eller asfalt, pas på die Feldwege opfordrer plakater, højst 30 km/t.
Omvejsruten til Barmstedt støder til igen, det går videre gennem et øde landskab af græsland og levende hegn, hvor Hærvejen lever op til sit tyske navn, Oksevejen: der er kvæg på engene, cyklister på vejene og lejlighedsvist letter rovfugle fra hegnene. Kort efter passerer jeg det sidste større skovstykke, og snart efter ligger landsbyerne igen tæt i åbent terræn.
Efter Ellerhoop går jeg over en motorvej ad en lille bro, dernæst i Tornesch over jernbanen mod Neumünster, Flensborg og Danmark. Egentlig har jeg kun fire kilometer tilbage, men jeg misforstår markeringen for to forskellige cykelruter og ender med at måtte gå et par kilometer samme vej tilbage, før jeg kan komme ind på en lille landevej mod Uetersen. Et skilt ved vejen reklamerer for Torneschs venskabskommuner, Gmunden i Østrig, Strzelce Krajenskie i Polen og Jammerbugt Kommune i Danmark.
Jeg kommer ind i Uetersen fra øst og krydser mit eget spor, den vestlige gren af Oksevejen i Holsten. Herfra fortsætter ruten mod det historiske endemål i Wedel (vandredag 205), der i sin tid husede det store kvægmarked – og naturligvis slagterier.
Uetersen har ikke mere passagertog, men gadenavnet Ostbahnhof lever videre, i dag kører der busser herfra, også til S-togs-stationen i Pinneberg.
Lawrence Stone: The Family, Sex and Marriage in England 1500-1800, 224-428.
Jyske Vandreture 