Aars-Fjerritslev (210)

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Aars-Fjerritslev, 41,8 km (210).
Tirsdag den 6. juni 2017.

Et par hundrede meter nord for busstationen i Aars begynder banestien mod nord. Som det første møder øjet en skulptur, metalstave løfter en gylden kugle mod himlen. Kuglen repræsenterer solen, forankringspunktet for den lokale planetsti, en skalamodel af solsystemet der strækker sig adskillige kilometer ad banestien i retningen mod Nibe (vandredag 201).
Nu om dage udgør dele af banestien også stræk af Hærvejen, der her i Aars følger banestiens tvedeling. Tidligere på foråret gik jeg til Frederikshavn ad Hærvejens østlige forgrening. I dag begynder jeg min vandring af den vestlige forgrening. Banestien deles endnu inden, jeg har passeret bygrænsen. De næste seksogtyve kilometer følger jeg banen frem til udkanten af Løgstør. Den nedlagte bane mellem Løgstør og Viborg er omdannet til banesti og omdøbt til Himmerlandsstien. Dele af stien udgør også dele af den udvidede Hærvej nord for Viborg (vandredag 200).
Dagen igennem arbejder vejret sig frem imod et bebudet skybrud. Midt på aftenen, da jeg sidder i toget mellem Ålborg og Århus, bryder heftig regn løs, og lynene slår ned tæt på toget. Heldigvis holder det tørvejr i dagtimerne, over de mange timer fortættes en næsten skyfri blå himmel til en grå, ildevarslende farve. Det er varmt, men ganske blæsende ude i det åbne terræn, til gengæld pludseligt og overraskende varmt, hvor jeg kommer i læ eller går inde i en skov.
Uden for bygrænsen kommer jeg igennem åbent agerland i saftigt grønne farver. De gule flader, som den blomstrende raps føjede til landskabet, er et overstået kapitel nu, og rapsen har taget sin plads i det grønne spektrum sammen med græs og umodent korn.
Køer og heste fylder godt i foldene. Et enkelt sted er der højt vildthegn klods op ad banestien og en halv snes kronhjorte i en lille indhegning. Dyrene har tabt meget af deres naturlige skyhed, men trækker sig alligevel tilbage til den bagerste del af folden, da et par unge knallertkørere i det samme drøner forbi.
I Hornum kommer jeg forbi den første af den nedlagte banes gamle stationer. Alle stationerne er naturligvis for længst solgt til private, men de karakteristiske bygninger forbliver let genkendelige, uanset hvor meget vasketøj der er hængt op.
Ude i det åbne land brydes det grønne farveskema lejlighedsvist af hvidtjørn. Her og der står små klynger af lyserød hunderose, blå lupiner eller kornblomster, men deres farver drukner ganske i et hav af grønt. Stien løber igennem små stræk af skov eller krat, og det er her, at den grønne dominans kortvarigt trænges tilbage af gult. Gyvelen blomstrer, i flere etager, fra knæhøj til flere meter høje buske. Enkelte steder har høj guldregn også fundet plads og rækker deres klasser frem som en del af tapetet af gule blomster.
Banestien svinger i en stor bue mod nord, gennem plantager med korte søglimt, forbi den gamle station i Gatten. I skovbrynet af Rønhøj Plantage ligger et gammelt ledvogterhus, herefter løber ruten langs det sydvestlige hjørne af Vindblæs Hede, en del af De Himmerlandske Heder, det største tilbageværende hedeområde i denne del af landet (hvoraf omkring1400 hektar er fredet).
Hedelyngen blomstrer ikke endnu, men der er ingen mangel på farve, området nærmest banestien er overgroet med gyvel og står som en brand af gult. Heden er let kuperet med en stigning mod nordøst. I det fjerne er hedefladen fri for gyvel, spredte enebærbuske står med store mellemrum.
En høj banevold fører over en smal ådal. Dernæst påbegyndes en stædig opstigning over en lang bakkeside, med enge nederst og grønt korn højere oppe. Den lille landsby Vindblæs har også bevaret en hyggelig gammel station. Snart derefter når jeg frem til Løgstør, gennem et industriområde, indtil jeg endelig forlader banestien på kanten til beboelseskvartererne. I stedet går jeg ad kystvejen mod nord. Jeg er hurtigt ude af byen igen, på venstre hånd er der kvæg på indhegnede strandenge ud mod Limfjorden, på højre hånd rejser sig en høj skrænt, længst mod nord kan jeg se de hvide bygninger fra et kalkværk. Nord for fabriksbygningerne er store dele af landskabet bortgravet og har efterladt et hvidt, fladbundet ørkenlandskab.
Forude venter Aggersundbroen, med to dobbelte brobuer. Broen ligger, hvor fjordens smalle løb fra Kattegat åbnes i Løgstør Bredning. På begge sider af fjorden er der lavtliggende, fladt forland. På nordsiden mødes jeg af et skilt, der annoncerer ankomst til Jammerbugt Kommune, der – som jeg ved fra min forrige vandretur (209) – er venskabskommune med Tornisch i den modsatte ende af Hærvejen. Landevejen mod Fjerritslev er tungt trafikeret, men heldigvis går min rute ad små grusveje, landeveje og skovveje.
Syd for fjorden er den hvide landsbykirke i Næsborg placeret på en grøn bakketop bag engene. Nord for fjorden går jeg først mod øst i kanten af engene på denne side af fjorden, dernæst mod nord, passerer små landsbyer og når frem til en højderyg ved det fredede område Husby Hole.
Ved indgangen til området står en mindesten for et slag i 1441, hvor en bondehær slog Christoffer af Bayerns hær (og dernæst blev massakreret i et efterfølgende slag). Fund af store mængder skeletter giver anledning til at tro, at slaget fandt sted her. Mindestenen blev rejst i 1941 som en demonstrativ gestus mod besættelsesmagten.
En gammel hulvej fører over højderyggen, med en smal bræmme af overdrev eller hede på begge sider af vejen og en vid udsigt i alle retninger. Længere fremme er der gravhøje, et par heste græsser nær Skårhøj, den største af højene (59 m. o. h.).
En jordsti fører ind i plantagen nord for. Den er ikke særlig stor, men har dog højere træer, end jeg har set hele dagen. Et par dådyr smutter over grusvejen og forsvinder ind i underskoven. De ser ikke mig, men det tager mig alligevel en rum tid at få øje på dem, blot halvtreds meter inde i skoven. Stadig uset, går jeg videre uden at forstyrre dyrene.
Dagens vandretur er næsten slut, jeg kommer ud til en smal asfaltvej, går videre til bredere landeveje, krydser den travle hovedvej mellem Ålborg og Thisted og ankommer til Fjerritslev. Himlen er blevet grå, og da jeg et kvarter senere sidder i bussen, varer det ikke længere før de første forsigtige dråber falder.

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, 1-134.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s