Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture.
Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt
Nørre Nebel-Nymindegab-Lunde, 29,9 km.
torsdag den 24. juli, 2014.
Min vandring på Drivvejen har bragt mig til Bramming af såvel den østlige som den vestlige forgrening af ruten. Så egentlig er jeg parat til at fortsætte stik syd, mod Ribe, Kongeåen, Sønderjylland, marsken og grænsen. Men mit kort viser, at der stadigt er et enkelt afmærket stræk af Drivvejen tilbage i Vestjylland. Det ligger mærkeligt fritsvævende for sig selv midt mellem Nymindegab og Ølgod, men uden at knytte an til hovedruten. På andre oversigtskort kan jeg se stiplede linjer (som jeg har mistænkt for slet og ret at være en cykelrute), der markerer en uafmærket, alternativ tilslutningsrute fra Nymindegab ind til hovedruten, og som også indbefatter den korte markerede stræk, der blot udgør omkring ti kilometer ud af knapt fyrre km.
Jeg har bestemt mig for også at gå denne del af ruten, fra Nymindegab til Ølgod. Jeg ved af erfaring, at Nymindegab er et af de steder i Jylland, der er vanskeligst at nå frem til (sammen med Blåvandshuk og Thyborøn). Den jyske længdebane, regionale bumletog, busser… Rejseplanen har imidlertid en grim overraskelse parat til mig: der går ikke en eneste bus mellem Nørre Nebel og Nymindegab i sommerferien. Øjensynligt betjenes byen normalt af skolebusser, der jo ikke kører i sommeferien.
Derfor beslutter jeg mig for at gøre en dyd ud af nødvendigheden: Jeg vil gå fra Nørre Nebel, ad den nedlagte banestrækning, til Nymindegab. I masser af år, og også sidst jeg var her, blev Vestbanen fra Varde til Nørre Nebel betjent af Nebelgrisen, samme slags tog som også kørte på nærbanen til Odder (Oddergrisen) og til Thyborøn (og som kan ses i fotogallerierne til vandredagene seks og treogfyrre). Men nu er det Arrivas grønne tog, der kører strækningen, og jeg kommer endog med en direkte forbindelse fra Esbjerg.
Klokken er et, før jeg er fremme. Det er varmebølge, en skyfri dag med temperaturer op til 28-30°C. Jeg har masser af vand med. Jeg står af på stationen, men før jeg begiver mig mod kysten, går jeg omkring kirkegården. Nørre Nebel er en del af min barndomsland. Min farmor boede få hundrede meter herfra, jeg har været på masser af familiebesøg her, gået ture i byen, været til fest på Kjærs Hotel, været på ture til vestkysten og Hvide Sande. Min farfar døde før min fødsel, men min farmor døde i foråret 1984, mit sidste år i gymnasiet, den første begravelse jeg kan huske at have været til. Så jeg begynder dagen med en afstikker til hendes gravsted.
Til min overraskelse er skinnerne bevaret hele vejen til Nymindegab. Faktisk er der mulighed for at leje røde skinnecykler i udkanten af Nørre Nebel og cykle de syv kilometer til Nymindegab. Og den mulighed bliver flittigt brugt, skal det vise sig, men de første kilometer har jeg banen for mig selv. Træsvellerne er forlængst blevet slidte hvide og grå af solen og tidens gang, men i varmen lugter de alligevel af tjære. Fra et uset sted kommer den tørre lugt af nyhøstet korn, men langs banen står kornet og majsen højt og uhøstet. Jorden under majsen er grå af sand. Længere fremme løber banen igennem plantage med åbne felter af lyng eller skovet plantage. Heldigvis går der af og til en asfalteret cykelsti langs banen, det er en velkommen afveksling fra den ujævne gang mellem svellerne.
Jeg begynder at møde banecykler, ældre par, yngre par med børn. Længe før Nymindegab afløses det flade landskab af klitter, ældre overgroede klitter, tilplantet med plantage. Af og til er banen gravet igennem klitterne.
I Nymindegab skal jeg dreje til højre og gå østover, ind i landet. Men først drejer jeg til venstre, stik vest, jeg vil ud til Vesterhavet og vende, før jeg går ind i landet. Jeg har ikke set hav siden Nordjylland, kun set fjerne glimt af Ringkøbing fjord siden jeg forlod Struer. Det har blot været åer og småsøer. Drivvejens forløb er en rekonstruktion af fortidens oksevej, den vej de drev kvæg til markederne i Nordtyskland og Hamburg, så den har naturligvis ikke gået ude i klitten, men holdt sig nær ferskvand og saftige enge, så kvæget kunne blive solgt i god foderstand.
Siden 1931 har Ringkøbing Fjords udløb været menneskeskabt og kunstigt fastholdt ved Hvide Sande, men før den tid var der udløb ved Nymindegab, og der ligger stadig indsøer tilbage i det gamle udløb på vest for byen. På en sommerdag som denne er der naturligvis masser af turister i byen, tyske nummerplader, tysk skiltning, tyske aviser hos købmanden, endog Die Zeit, der ikke nødvendigvis er hvermands ide om let ferielekture. Parkeringspladsen ved yderste klitrække er fyldt op, der er folkevandring til stranden og strå strøet på det dybe sand for at lette gangen. Jeg går ud til vandet, dypper fingrene, ser lidt på badelivet, den brede strand, det rolige hav. Og så går jeg ind i landet, i første omgang ad en cykelsti (en del af Vestkyststien) tilbage til Nymindegab, der er får på græs i klitten omkring de små søer i det gamle udløb. På den anden side af byen begynder det flade land på den gamle afstrømningsslette fra istiden.
Det meste korn står uhøstet, men hvor jorden allerede er pløjet op, er der smukke marmoreringer i den magre jord. Åerne følger tæt på hinanden. Landsbykirkernes hvide tårne kan ses på lang afstand, og det giver mig det lykkelige indfald at gå omkring kirkegårdene for at fylde mine tomme vandflasker og få lidt køligt vand i ansigtet. Først kirken i Sønder Bork, så kirken i Lydum. Drivvejens markeringspæle dukkede op tre kilometer før Lydum, og jeg følger dem en tilsvarende distance på den anden side af landsbyen, indtil jeg drejer af mod Lunde for at nå et tog hjem.
I Lydum er der et skilt mod Hekkenfeldt, næppe en ejendomsmæglers drøm. Andre navne på kortet er Brænderigård, Kobbelbjerg, Gejl og Åsted, så logisk nok er der også et par Galgebjerge, og, må det indrømmes, et sted ved navn Himmerig.
Jeg ankommer til Lunde et kvarter før toget 18:47. Den gamle stationsbygning er overgået til privatbrug, og tøj der hænger til tørre, vidner om, at de nye ejere har vaskedag. Der er ikke så meget som en billetautomat, men dog en rød knap man kan trykke på, for at sikre sig at toget gør holdt. Jeg følger instruktionen på en planche og køber en billet per sms.
Efterhånden er jeg godt kendt med togturen hjem, i dag er det en smuk tur hjem i blødt aftenlys fra vest. På det flade land lægger den sene sols stråler et gyldent lys over kornet, hvor toget møder Den Jyske Højderyg græsser de brogede heste på grønne bakker, og langs sydsiden af Vejle Fjord er der rosa skær over vand og himmel. Klokken er elleve, før jeg er hjemme.
Straus, 137-183.
Mika Waltari: Sinuhe Ægypteren, 1-240.
Jyske Vandreture 