54. Lunde-Ølgod.

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Lunde-Ølgod, 32,6 km.
mandag den 28. juli, 32,6 km.

Endnu en af de hede sommerdage, som der har været så mange af de sidste uger. Endnu inden toget har nået Skanderborg ser jeg fra toget en tyk råbuk i sommerdragt græsse i højt græs. Stadigt flere kornmarker er høstede, og resten virker klare til at tage imod en mejetærsker når som helst.
Jeg står af på stationen i Lunde og går mod nord for at genfinde Drivvejen. Det er de samme tre kilometer, der afsluttede sidste vandredag, alligevel lægger jeg mærke til nye ting: en gård har gavlen og en staldlænge tæt besat med stærekasser.
Nogle steder står majsen næsten tre meter høj, hanblomsternes rakler vejer som faner øverst på de høje græsser, nederst på stænglerne der er tykke som bambus, er hunblomsterne lagt fremme med at sætte kolber.
Kort efter at været nået ind på det markerede afsnit af Drivvejen kommer jeg forbi Mangehøje. Det er et fredet areal nogle få hundrede meter fra landevejen, og jeg gør en afstikker derind. I sin tid var der femogtyve høje, nu er der kun otte tilbage. Gravrøvere har plyndret dem, og en rævegrav viser, at den tradition lever videre. Et skilt ved indhegningen omkring gravene lover afgræsning, men der hverken får eller beder springer omkring mig derinde, i stedet står græsset knæhøjt, og langs hegnet er der en vid bræmme af afblomstrede tidsler med hvide fnokhoveder.
Det er stadigt kvægland, der er nogle få heste, men ellers græssende køer. En gård har en stor sort vejrko i stedet for en vejrhane på staldens rygning.
Jeg undrer mig stadig over dette ejendommeligt fritstående afsnit af Drivvejen, og nogle kilometer længere fremme kommer jeg til det, der måske er den egentlige begrundelse for at inkludere disse få kilometer i projektet: en regulært fortidslevn fra den oprindelige drivvej. Et kuperet stykke lyng, med gravhøj, enlige træer og en enkelt græssende hest i skyggen. En knæhøj jordvold med en diameter på ti meter står tydeligt tilbage, og en opsat planche forklarer, at der her var en rund fold af en type, der også er kendt andre steder fra, hvor kvæget, på dets vej mod syd, blev lukket inde i for natten.
Af og til skramler min vandrestavs metalspids mod asfaltvejen, men pludselig bliver jeg opmærksom på, hvor underligt dæmpet lyden er i dag. Varmen har gjort asfalten blød, metalduppen synker let ned i asfalten og afsætter mærker, løftes kun fri med en fornemmelse af et moment af klæbrig modstand og har tjære på spidsen.
Majsmarker og kvægstalde hører sammen herude, men inden Lyne kommer jeg dog også forbi en stor kartoffelfarm. Jeg prøver forgæves at komme i tanke om, hvilken talemåde min far brugte om Lyne. Kortspil var en stor tradition i familien, og der var en standartreplik om, at nogle korthænder kunne være så gode, at “selv røgteren fra Lønborggård kunne vinde på dem”. Æ røwter fra Lønboergåer som det jo var. En meget bagtalt herre ved den slags lejligheder. Lønborggård er syd for Skjern (vandredag 49). Hvorledes folk og fæ i Lyne har bragt sig i folkemunde kan desværre ikke fremdrages af min hukommelse.
Netop ruten fra vandredag 49 er jeg nu på vej til at genfinde. Vejen derover går ad en ganske smal asfalt vej, krakeleret og lappet et utal af gange. Området bærer navnet Knude Hede, men det er hede, der som en kornmark står, brede, dybe kornmarker.
Efter at have genset mærkepælen med dens pile, der peger mod den østlige og vestlige rute, går jeg stik syd, af den vestlige rute, som er ny for mig. I landsbyen Strellev venter en behagelig overraskelse: borgere i byen har lavet en idyllisk natursti, der fører syd om byen, hvor køer på græs danner en behagelig kontrast til landsbykirkens hvide tårn. En ring – på kortet i det mindste – lukkes da jeg møder ruten fra vandredag 50. Så jeg går nogle velkendte kilometer, om end i modsat retning, og passerer endnu engang Tinghøje, hvor lyngen nu blomstrer smukt. Dernæst går det ad småveje til Ølgod, hvor jeg når toget kl. 19.
Sidste vandredag i Vestjylland. Næste gang går det sydpå.

Sinuhe, 241-512.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s