klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt
Bramming-Ribe.
lørdag den 2. august, 2014, 24,4 km.
Jeg står på Bramming station lidt over elleve. Jeg går i rask tempo mod syd. Det er endnu en varm, regnløs dag, hvor flåden af vandingskanoner er i gang over alt i landskabet. Min højre fods akillessene giver mig problemer, som den har gjort hele sommeren, og jeg bestemmer mig for at stoppe dagens vandring i Ribe, selv om – eller netop fordi – det bliver en kortere tur end længe.
I begyndelsen går det ad mindre asfaltveje, et sted har nogen opstillet et festligt lag af træmænd på en stor plænes have. De små landsbyer virker ældre end tilsvarende steder i Vestjylland. Der er mange gårde helt inde i bykernen og en fornemmelse af gammelt landsbyfællesskab fra før syttenhundredetallets udskiftning og udflytning. Hyggelige, velholdte ejendomme de fleste steder. Ingen ihjelkørte katte i rabatten som længere nord på. Mange af gårdene ude på landet har de samme lange, tætslåede vejsider, som jeg ser alle steder: havetraktorer er populære på landet, og selv det mindste husmandssted kan have en manicureret indkørsel, der tidligere ville have været et gods værdigt.
Hvor jeg forlader asfalten til fordel for en grusvej, ligger der for én gangs skyld en kæmpestor svinefarm med flere store produktionshaller. Der hænger en duft af gris i luften, men kun den tørre lugt af strøelse og dyrekrop, ingen fært af gylle i luften her.
Grusvejen zigzagger sig gennem det åbne landskab. Der er dybe, smalle drængrøfter langs vejen, fulde af siv og blomstrende vegetation. En stor mejetærsker går i gang på en mark, det kræver to traktorer med vogne at hente korn fra den. Jeg kigger op, da en af traktorerne passerer mig på markvejen og ser silhuetten af en dreng, der sidder med i førerhuset hos faderen. Præcist, som jeg selv gjorde det for mange år siden. Traktorerne og mejetærskerne var mindre dengang, der var kun få bigballer og ingen majsmarker.
Udenfor Gredstedbro forlader jeg markvejen, krydser en bro over hovedvejen sydpå og påbegynder en stor bue vest om byen. Den fører mig til Vilslev, endnu en hyggelig, gammel landsby, med en smuk hvid kirke ud til de flade grønne enge. Bag kirken fører en nydelig hvid bro over Kongeåen. Vilslev Spang hedder stedet. Fra 1864 til 1920 var Kongeåen grænse mellem Danmark og Tyskland, men ikke her på egnen, dengang gik grænsen syd for Ribe, der således forblev dansk.
Endelig ser jeg et par gråkrager, det er gået op for mig, at jeg ikke har set nogen kragefugle hele dagen. Ingen krager, råger, alliker eller husskader. Det burde være umuligt at gå så længe i det åbne landskab uden at se dem. Måske er det varmen, der har fået dem til at fortrække. Rutemarkeringen er væk, og jeg går forkert og kommer til at følge en sydligere rute tilbage øst om Gredstedbro. Til gengæld ser jeg en halv snes hejre i flok på en høstet kornmark. Et usædvanligt syn, de jager som regel på fugtigere terræn og sjældent i flok. De fleste kornmarker står endnu uhøstede hen, men hvor der er høstet, har nogle af landmændene allerede harvet jorden op.
Jeg når landevejen til Ribe og gør et forsøg på at krydse ad grusveje over til den markerede rute, der går parallelt en lille kilometer længere inde i landet. Desværre stemmer kort og virkelighed ikke overens, og jeg må gå tilbage og videre ad landevejen. Min indsats er dog ikke helt spildt: et mindre kobbel store gårdhunde benytter min tilsynekomst til et heroisk raserianfald. Til og med har de en dejlig stor indhegnet have til rådighed, så de kan følge mig et pænt langt stykke på vej. I byen går hunde forbi folk uden at værdige dem et blik, på landet er der mindre trafik og mere plads til territoriebevidsthed og selvfølelse hos en hund. For ikke at tale om en hundeflok.
Tre kilometer går jeg ad hovedvejen. En hollandsk familie har parkeret bilen i en markvejs skygge, åbne døre og familien har søgt tilflugt i læhegnets skygge. Dagen bliver stadigt varmere.
Jeg drejer væk fra hovedvejen lige udenfor Ribe, kommer i stedet til at følge et spor langs jernbanen et stykke vej, videre gennem en plantage, forbi et stort stutteri med et indviklet arrangement af folde ude foran. Og endelig kan jeg nærme mig byen, domkirkens spir rager op over byen, der rejser sig fra flade enge. Jeg krydser åen og går gennem fine gamle gader til stationen. Jeg må vente en god time på det næste tog til Bramming, for det er jo lørdag. I stationens skygge og med en bog er det intet problem. Jeg er tidligere hjemme end længe, før ni, og det er stadigt lyst udenfor.
Sinuhe, 513-618.
D. H. Lawrence: Women in Love, 1-113.
Jyske Vandreture 