56. Ribe-Vester Vedsted-Egebæk

klik på blåt nummer for at se denne vandredag (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture)..

næste vandredag

Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Ribe-Vester Vedsted-Egebæk, 30,5 km.
torsdag den 7. august, 2014.

En solløs sommerdag. Set fra toget lægger det dæmpede lys et mere intenst skær over de nyhøstede kornmarker, og jeg kan glæde mig over synet af en råhind i sommerdragt og flyvende duer over sindigt hoppende harer.
Jeg er i Ribe kvart i tolv. Der er støvregn i luften, men ikke nok til at tage regnslag på over min t-shirt. Jeg har besluttet at begynde min vandredag med en tur gennem Ribes fine gamle gader. Danmarks ældste by, dronning Dagmars dødsleje, Ribe Domkirke… Byens gader bærer navne, der vidner om den lange historie som domkirkeby. Der var et midaldrende italiensk par med hertil i toget fra København, og der er flere italienere på pladsen omkring kirken, der faktisk godt kan minde lidt om en italiensk duomo, som den rejser sig med sit høje firkantede tårn. En italiener tager et billede af en orange cykel lænet mod et lille byhus’ hvidkalkede mur.
Ad de små velholdte gader finder jeg vej til den lille slotsholm, Riberhus, der ligger umiddelbart vest for byen. En bred voldgrav, fuld af gule åkander, omgiver en kvadratisk borgvold, der står i en højde på otte til ti meter, og således giver et fortrinligt blik over både Ribe by og de flade enge mod vest. Der er kun en smule tilbage af murværket, men der står en bronzestatue af dronning Dagmar i heroisk positur foran en lille båd, de bølgende gevandter fastfrosset i udødelighedens bronze. På to sider kantes anlægget af pænt tilgroede gamle kolonihaver, og ud mod åen er der både en roklub og en sejlklub, så der mangler bare et vajende dannebrogsflag.
De første marker uden for Ribes bygrænse har besøg af små rågeflokke, nogle af de få kragefugle, jeg ser denne dag. Snart går det ad små veje og markveje mod syd, umiddelbart vest for jernbanen. Ruten bliver til en trampesti langs et læhegn og forsvinder så helt, så jeg med dårlig samvittighed må gå gennem en tynd kornmark ud til det næste vejstykke. Det skal vise sig at blive et kendetegn for dagen: Mindre stræk med trampestier der er ganske forsvundet på grund af vildtvoksende læhegn, og marker der er pløjet og sået helt ud til yderste kant, markeringspæle der for længst er væk. Tegn på at vandreruten ikke er blevet vedligeholdt, siden den blev oprettet med EU-midler for adskillige år siden, og desværre ikke noget ualmindeligt fænomen.
Støvregnen er blevet til noget heftigere byger, og jeg må ty til regnslaget, der skal komme af og på mange gange i dagens løb, der bliver min vådeste vandredag meget længe. I den sammenvoksede by Egebæk-Hviding var der grænse fra 1864-1920. Danmark og Tyskland byggede to ens, utroligt lange, jernbanestationer her. Efter Genforeningen blev de omdannet til psykiatrisk hospital, og det er de endnu, nu under Region Syd, som talrige skilte gør opmærksom på. På denne strækning har Drivvejen også en østlig og en vestlig rute. Jeg vil gå dem begge som én sammenhængende løkke i dag. Jeg går stik syd, må opgive at lokalisere en forsvunden trampesti, og er således tvunget til at holde mig til landevejen mod Tønder, der er stærk befærdet af ferietrafik.
Først ved Rejsby kan jeg dreje fra og gå forbi den uundgåelige hvide landsbykirke og ud mod kysten. Landet er fladt, det er enge, med en del kornmarker i blandt, der er dybe grøfter med høje siv. En af dem hedder ganske ligefremt Grænsegrøften, hvilken jo ikke har ganske samme klang som Kongeåen. Ude i det fjerne kan jeg se en høj, mørk bræmme, det kunne være havet, men jeg ved at det er det fremskudte dige, bygget for at undgå stormflodskatastrofer. Som jeg går der ud mod, først i zigzag, så stik vest, vokser diget sig højere og tydeligere, og regnen bliver tættere og tættere og lægger regndis over landskabet. Den lille Hviding Kirke dukker frem over en majsmark, ensomt beliggende.
Ved foden af diget løber der en smal asfaltvej, men jeg foretrækker at gå øverst på digets mægtige jordvold, hvor der er en fantastisk udsigt over engene til den ene side og marskens forland til den anden. Der er græs og får, loer og prieler ind gennem marsken. Vandstanden er lav og ude på de blotlagte mudderflader kan jeg lige akkurat skelne nogle få sæler, der hviler sig. Afstanden er så stor, at sælernes omridset næsten er reduceret til piktogrammer, men det er samme let genkendelige sælform, jeg husker fra den lille sæl, jeg så og fotograferede nord for Risskov (vandredag 7).
Ude i horisonten hæver Mandø sig lavt i horisonten, og som jeg går mod nord får jeg øje på industrianlæggene inde i Esbjerg. Regnen er overstået, og en sen sol kommer endelig frem og giver mig et smukt sollys den sidste halvanden time af min vandredag, heriblandt den sidste halve time på diget, og det gør det hele værd trods dagens anstrengelser og mit fugtige tøj.
Den sidste time går det så ind i landet igen, tilbage til Egebæk-Hviding, og endnu en tur forbi de to togstationer der blev sindssygehospital efter den store tabte krig, indtil jeg når det lille trinbræt, der bærer det prangende navn Hviding Station. Jeg venter tre kvarter med min bog, og dernæst flager jeg toget fra Tønder ned og kommer med nordpå og hjem.

Women in Love, 113-272.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s