klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture)..
Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt
Rejsby-Løgumkloster, 37,0 km.
mandag den 18, august, 2014.
Det regner let, da jeg træder ud af min gadedør, og inden jeg når frem til banegården, har jeg været nødt til at tage regnslaget på. Jeg skifter tog på Middelfart Station og regnen slår også om, der dannes store pytter på perronen, og den piskende regns dråber slår hårdt ned og skaber et rivejernsmønster af hvide cirkler i overfladen. Under et tæt skydække, og uden reflekterende sollys ser Lillebælt trøstesløst ud: det ligner et sted, man drukner, ikke et sted man bader. Næste togskifte er Bramming og regnen er taget lidt af. Mange kornmarker ligger hen med lange baner af vådt halm, der ser ud til at skulle ligge der i ugevis.
Da jeg står af toget på Rejsby Station, er der stadig så meget regn i luften, at jeg må have regnslaget på. Vejrudsigten har lovet byger og regn, og de har vist symbolet med en sky foran en stor en stor gul sol, der ligner blommen i et spejlæg, så jeg er forberedt på at skulle have regnslaget af og på. Egentligt havde jeg lovet mig selv at tælle, hvor mange gange regnslaget ryger af og på, men det fortsæt går hurtigt fløjten. Omskifteligt vejr er dagens tema, desværre med lange perioder af regn og små indslag af sol.
Jeg krydser landevejen og drejer ned ad en sidevej i Rejsby. Himlen er et låg af mørke skyer, men yderst i horisonten er der en intens, solgennemlyst blå stribe, et andet af dagens motiver, evig vandring mod et forjættende blåt solskin uden nogensinde at nå frem til det.
For første gang klarer det op og et skarp sollys falder ind fra siden, mens himlen over mig stadig er mørk. Det skaber et glitrende lys over den våde sorte asfalt, og urter og løv står ekstra klart frem.
Ruten krydser tilbage over landevejen, hvor en driftig sjæl har etableret en lille have med georginer og annoncerer med selvpluk. Vejen går videre af grus og markveje og dernæst langs jernbanen i en plantage, hvor skovveje og lysninger er kantet af blomstrende lyng. Der er intet, der kan se så øde og gudsforladt ud som et enkelt spor rustne jernbaneskinner gennem en dansk plantage. Men den blomstrende lyng gør det til en fornøjelse, selv i regnen. Før jeg forlader plantagen ser jeg et lille lyngstykke med gamle hulveje slidt dybt ned i terrænet. Langs et hegn blomstrer en kaprifolium med store eksotiske blomster. Eller gedeblad skal det vel være, når det er i naturen, latin er for haver.
Stien krydser jernbanen og trækker væk. Uventet står jeg foran en stor flot møllebygning, velholdt, bygget først i attenhundredetallet. Der er også en tilhørende mølledam og en stor plantage, anlagt af mølleejeren i sin tid. Et godt stykke inde i plantagen støder jeg på resterne af den forsvarslinje, tyskerne anlagde efter 1864, hvor grænsen jo blev flyttet op til Hviding længere nordpå. Det er en maskingeværstilling, fragmenter af bunkere, der dannede en forsvarslinje tværs over Sønderjylland. Dengang var der åbne skudfelter, men senere blev der plantet plantage, og meget af forsvarsstillingerne blev sprængt væk af danskerne efter Genforeningen.
Skiltningen af stien bliver ringere, og jeg ender med at må en længere omvej omkring Skærbæk (hvor der er stimarkeringer, skønt ruten ikke fører deromkring i følge mit kort). Et godt stykke på den anden side af Skærbæk genfinder jeg ruten, kort før en landsby med en rigtigt grænselandsnavn: Øster Gasse. Majsen står højt alle steder, men vokser ikke i højden mere, i stedet udvikles en smuk rødfarvning på stænglen lige over jordoverfladen. Sorte skyer dækker himlen over en stor fårefold, endnu en gang med en lokkende blå horisont. Rutemarkeringen viser nord, hvor den skulle have vist syd, konstaterer jeg.
Efter Tevring går det mod syd ad en smal, overgroet skovvej. Det er nærmest en grøn tunnel, men lidt forbigående solskin kaster leopardpletter i halvmørket. Her, i Lovrup Skov, sender tvetydig markering mig ud på endnu en omvej, og jeg må finde mit kompas frem for at navigere sikkert mod syd og tilbage på ruten, der så svinger mod øst gennem Råbjerg Plantage, der byder på et stort kærområde.
Herefter går det forholdsvist direkte mod Løgumkloster. Regnen er taget til og trommer mod min hætte. Få hundrede meter væk, i blændende solskin, tæt på og uendeligt fjernt, knejser en stor regnbue spydigt i klare farver. Ad den gamle landevej kommer jeg til Løgumgårde og dernæst til Løgumkloster. Dagens omveje har lagt pænt på både distance og tid, og jeg når bussen til Bredebro, blot to minutter før den kører, tyve minutter over syv. På den korte bustur til Bredebro når den venlige buschauffør at fortælle mig adskilligt om den lokale stolthed, Karl Toosbuy, grundlæggeren af Ecco-sko, der var fra Bredebro, hvor koncernen stadigt fylder meget i gadebilledet og bevidstheden.
Rejsetiden bliver føleligt længere, jo nærmere på grænsen jeg kommer, og klokken er kvart i tolv, før jeg er hjemme.
Women in Love, 272-412.
Jyske Vandreture 