58. Løgumkloster-Tønder

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Løgumkloster-Tønder, 29,3 km.
tirsdag den 26. august, 2014.

Der er fire af dem, og de ligner noget, der kunne pryde posteren fra en amerikansk superheltefilm. En har pink mangahår, den næste er klædt i sort goth antræk men bærer et hårbånd, der giver hende store bløde katteører, den tredje har udvalgt sig en gangsterhat, og den fjerde har store blomsterkranse om halsen i et retro-retro-hippielook. De fire unge, og knap så unge, piger har grupperet sig omkring en bænk i solskinnet på Bramming Station. De hører højt folkrock fra en tablet, lytter sig gennem de annoncerede bands på Tønderfestivalen, der først starter i weekenden, men de er taget af sted tidligt fra København for at få en ferie ud af det i en lejet campingvogn.
Det er en smuk solskinsdag. Jeg skifter til en bus i Skærbæk, og der kommer lidt regn på bussens forrude, men ikke nok til at chaufføren sætter vinduesviskerne i gang. Det er sol og tørvejr, da jeg står af bussen i Løgumkloster, og jeg får ikke brug for at finde mit regnslag frem en eneste gang.
I Løgumkloster går jeg først en smule tilbage af min rute for bedre at kunne nyde udsigten, hvor engene og åen møder byen. Sidste gang skyndte jeg mig forbi for at kunne nå en bus. Løgumkloster har et fint gammel bymiljø, som jeg ser, da jeg går sydpå. Hvis Ribes duomo mindede mig om italienske domkirker, så bibringer Løgumklostres åbne plænebeklædte pladser mig også en ekko af Pisa og andre steder i Toscana, hvor plæne og ikke brosten er valget på pladserne ved domkirkerne.
Syd for byen begynder et meget langt stræk med grusvej, måske et af de afsnit af Drivvejen, der kommer tættest på det oprindelige syn. Midtvejs ligger Draved Skov, vejen der fører dertil hedder Galgebakkevej (og kommer forbi Retterstedet) , og vejen der fører derfra hedder Teltkrovej, i sin tid har den kombination sikkert udgjort lidt af en evighedsmaskine… Draved Skov er et af de steder i Danmark, der kommer tættest på oprindelig urskov. Det skyldes, at den lå omgivet af moser, der således besværliggjorde både træhugst og opdyrkning. Meget af moserne ligger der endnu, og nu om dage bestræber man sig på at bevare dem. Vandet står højt på græsmarkerne, og mængder af siv viser, at de er ved at blive til kær. Majsen står højt, og kornmarkerne står tomme og høstede tilbage, røn og hyld har røde bær.
Drivvejen passerer skoven, men jeg har tid til at gøre en afstikker rundt i skoven, der også har sin egen folder i serien med Vandreture i Statsskovene. Der er truffet beslutning om at bevare skovens urtidspræg, det betyder at store væltede træer får lov at ligge og forrådne, hvad der byder på smukke guldaldertableauer. Drængrøfter oprenses heller ikke mere. I stedet står de fulde af sort, stillestående vand, der breder sig til små damme her og der, fulde af høje siv. Andre steder står store krogede stammer tilbage. Det er løvskov, bøg og småbladet lind. Jorden er fugtig overalt og bliver let sumpet og oversvømmet på stier og veje. Store bregnekrat breder sig i skovbunden, og her og der er der store stræk med padderok eller skavgræs.
Lige syd for skoven ligger Kongsbjerg Mose, der er en højmose under genopretning. Et lille udsigtstårn giver en flot udsigt over mosen, der nu hjælpes på vej af kratrydning og sløjfede dræn. I teksten på en lille informationsstander fantaseres om muligheden for at se traner derude, men da jeg lader min kikkert glide over det åbne vand længst ude, ser jeg nu ikke andet end ænder og en enkelt solbadende skarv. Til gengæld støder jeg på en hugorm på vej over grusvejen, da jeg går derfra. Vi kommer begge to fra det uden kvæstelser. Heldigt nok, eftersom en af os er totalfredet.
Teltkroen findes stadig, i sin tid var der udskænkning til driverne og folde til fæet. Nu er den imidlertid overgået til privat beboelse. Majsmarker står stadig mere mere fremtrædende, som jeg går mod Tønder. Efter at have passeret omfartsvejen er der skiltet en alternativ rute langs et højt dige ved en å i kanten af byen. Galgestrømmen hedder den, det er et under, at der er nogen sønderjyder tilbage, med alle de steder, der bærer galgenavnet hernede. Det sidste stykke mod stationen går ad hovedgaden, Østergade. Det er en smuk og velholdt gade, med bygninger fulde af historie og fortid. Der er minsandten også et uafviseligt vidnesbyrd om århundredgammel civilisation: susende dueflokke gennem gaderne.
Stationen er overtaget fra tyskertiden, Tonder hedder, lidt længere nede af vejen kan jeg skimte telte fra Tønderfestivalen. Hverken Tangokatten, Hævneren i Pink eller deres kompagnoner lader sig se. Klokken er halv otte, da regionaltoget kører fra perronen. Det er klart vejr, og i aftensskumringen går en blændende orange sol ned ude bag marsken. Den bliver kvart i tolv, før jeg er hjemme.

Women in Love, 412-508.
James Baldwin, Notes of a Native Son, 1-104.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s