Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Gudhjem & Christiansø, 10 km (217).
Onsdag den 5. juli 2017.
Efter tre vandredage i træk på Kyststien Bornholm rundt er det tid til en hviledag. Eller i hvert fald en ganske kort tur. Jeg har udset mig Christiansø til det formål, det tager en rum tid at komme dertil, og når man først er ankommet, er der kun de samme få kilometer sti at gå på.
I første omgang tager jeg bussen til Gudhjem og står af ved stoppestedet oven for byen. Byen ligger på en langstrakt klippeskråning ned mod en smal stribe fladt land ved havnen. Små snoede gader fører derned, så det er kun enkelte udvalgte busruter, der tager den lange snørklede vej til havnen. På en smuk solskinsdag som denne minder Gudhjem mest af alt om Sorrento, eller en anden af de små italienske byer, der ligger på klippeskråninger ud mod havet. Det milde klima giver da også de lokale mulighed for at dyrke figen, morbær og andre middelhavsvækster i de afskærmede haver.
Jeg følger en af de snoede gade ned mod havnen, den er kantet af en- og to-etageshuse, velholdte, og malede i varme farver med en forkærlighed for rød og gul. I det hele taget er alle huse på Bornholm utroligt velholdte, frisk kalkede, ingen afskallet puds, ingen hæslig graffiti. Først flere dage efter min ankomst får jeg øje på en enkelt graffito inde i Rønne (nogen “elsker hiphop”). Som alle rigtige badebyer i højsommeren er der alt for mange mennesker til alt for små gader, hvor for mange biler og busser kanter sig frem.
På havnen henter jeg min reserverede billet til færgen til Christiansø, og så har jeg ellers et par timer til at slentre rundt i byen. Der hænger en fært af brænderøg i luften, røgerierne ligger tæt på havnefronten med deres trekantede skorstene. Flere af dem fungerer også som cafeer, for dem der vil have deres sol over Gudhjem anrettet på en helt friskrøget sild.
Jeg går på må og få rundt i gaderne og beundrer de smukke gamle huse, altid smykkede med stokroser eller andre blomster. På andre vandreture, andre steder i landet, kommer jeg hjem med alt for mange billeder af fotogene køer og heste på enge eller heder, selv om jeg tænker, at hvis korumper mod blå himmel var godt nok til guldaldermalerne, er det også godt nok til mig. Her i byen tager jeg alt for mange billeder af måger, de er over alt, blot få meter væk. De minder om landsbykatte, håndsky og mistroiske over for fremmede, men altid i nærheden, med årvågne, sultne øjne, på jagt efter en godbid.
Det er ingen sag at bruge et par timer i Gudhjem på en solskinsdag i juli. Der bliver også tid til at spise frokost på havnen. Og så er det ellers af sted med færgen.
Sejladsen tager en time og tyve minutter. Der er en frisk blæst over havet, færgen gynger let, der er hvidt skum på bølgetoppene, sejlskibe med god vind på vandet. Da vi nærmer os Christiansø går jeg ud på soldækket for at tage nogle billeder af fæstningen set fra vandsiden.
Christiansø er den største ø i den lille ø-gruppe Ertholmene. En smal gangbro forbinder den med Frederiksø. Det gamle fæstningsanlæg strækker sig over de to øer med et karakteristisk tårn på hver ø. Der er kun adgang til disse to øer. Under indsejlingen passerer færgen et skær nordvest for hovedøerne. Her holder en stor flok sæler til, nogle hviler sig på klippen, andre stikker nysgerrigt de runde hoveder op af vandet. Det er gråsæler, større og sjældnere end de spættede sæler jeg har set i Vadehavet (vandredag 114).
Der er mange gæster med færgen, så da vi har lagt til kajs, begiver jeg mig over gangbroen til Frederiksø i håb om mindre trængsel. Fæstningen blev anlagt i 1684 og omfatter de to øers fulde areal. Ud over de to tårne er der byggeri i nyboderstil med gulmalede mure. På Christiansø er der en lille kirke og en kirkegård. Der er en smule sammenhængende træer, som optimistisk kaldes for en skov. Mange steder på øerne er der store cisterner, som nu fremtræder som havedamme med kvækkende frøer. De fritliggende beboelsesejendomme har frimærkestore haver. Langs kanten af de to øer løber en lang fæstningsmur i granit, som jeg følger på min vej rundt. Granitten og klipperne ved kysten er her og der betrukket med gul lav. Vilde urter med farvestrålende blomster vokser langs muren, og hvor de ellers kan få fodfæste. Med mellemrum er der åbninger til kanoner. På Christiansø er de gamle bastioner flere steder udrustet med gamle kanoner.
Vest for Frederiksø ligger Græsholm, den største af de ubeboede øer. Ubeboet af mennesker i hvert fald, i flere niveauer står der lange, lange rækker af fugle, i opretstående stilling lige som pingviner. Selv om fuglene også er sort-hvide, drejer det sig nu ikke om pingviner, men derimod om alke og lomvier. De to fuglearter yngler i begrænset omfang på Bornholms fuglefjelde, men der er på disse øer, Ertholmene, og især Græsholm, at de har deres største danske koloni. Fuglene ligger også i store flokke på de roligere bølger i den naturlige kanal mellem Christiansø og Frederiksø, og luften er fuld af dem. De har en markant anderledes flugt end de elegante måger, og de mange svaler i deres lynhurtige snirkler efter insekter. Alkefuglene ligger tungt i luften, med svirrende vingeslag, minder let om gammeldags propelfly fra Første Verdenskrig.
De sorthvide fugle holder især til på Græsholm, men senere på dagen har jeg held til at se en lille flok hvile sig på klipperne under en af kanonbastionerne på Christiansø. Det kraftige, sammentrykte næb afslører dem som alke, lomvier har et spidsere, spinklere næb.
Der er mulighed for at bade i en lille beskyttet vig på østsiden af Christians, ikke fra sand, men fra klipper. Efter at have gået de to øer rundt foretrækker jeg nu at se nærmere på den hyggelige lille by, der ikke er meget mere end to gader. To en halv time har jeg på øerne, og den tid går hurtigt. Snart er jeg tilbage på havnen og ser færgen lægge til.
Mary Beard: SPQR, 117-162.
Jyske Vandreture 