Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Svaneke-Boderne, 39,1 km (216)
Tirsdag den 4. juli 2017
Det lille torv i Svaneke er mennesketomt, da jeg står af bussen. Det har regnet voldsomt i løbet af natten, og jeg bliver mødt af våd asfalt, og senere på dagen, pytter på grusvejene, som jeg kommer frem. Der er skyer på himlen, men de forsvinder i løbet af dagen. En hård blæst gør det imidlertid til en kølig vandredag for årstiden.
Jeg kommer hurtigt gennem byen og rundt om havnen, hvor husene begynder at tynde ud. Et stort krydstogtskib ligger for anker ud for Svaneke og mindre både færger passagererne i land. Efter at have passeret nok et røgeri afsluttes en lang række parcelhuse med et fyrtårn. Derefter begynder klippekysten igen. Som på sidste del af gårsdagens vandretur er det en bred, flad klippekyst, der går over i klippehede, krat eller overdrev. På den stenede sti foran mig kommer og går vipstjærter, i krattet også drosler.
Årsdale er den eneste by mellem Svaneke og Allinge. En hvid vindmølle hæver sig over de fine gamle huse med deres røde tegltage. Syd for byen begynder den ujævne sti igen, nu med større sten. Ude i havet deles ænder, skalleslugere, måger og skarver om de store klippestykker. Den gule lav på klipperne matches af spredte gule blomster på overdrevet, men der er også blåklokke og blåmunke, lilla timian her og der.
Jeg kommer forbi en indhegnet blomstereng foran et rødmalet træhus. Der græsser en lille flok elegante geder derinde. Alle gederne har store krumme horn, de har sort forkrop og hvid bagkrop, knivskarpt afgrænset. Så vidt rækker ambitionerne altså. Alle Bornholms smukke gamle byer er vedligeholdt langt hinsides, hvad noget frilandsmuseum turde drømme om, der er pyntet med stokroser, krukker og blomsterkummer, vejkanterne står med et tropisk blomsterflor, og selv her, langt ude på landet, indkøber man altså sine geder med tanke på dekorativ effekt…
Snart efter må jeg balancere over store klippeblokke, hvor små søer holdes tilbage blandt stenene, blot for at komme tilbage på klippeheden, hvor der står bautasten vendt mod havet og bræmmer af lilla gederams ind mod landet. En lang række ålekrager, som skarver jo også kaldes, sidder på stenene et kort stykke fra kysten, men det er gråkragerne, der hersker over opskyldslinjerne, hvad de da også højlydt gør opmærksom på.
Nexø er Bornholms næststørste by, og dens havnefront viser det. Der er ingen røgerier, men derimod rækker af høje siloer. I inderhavnen har en enkelt husbåd fået et helt havnebassin for sig selv, ved siden af et flot gammelt træskib. Syd for havnen raster en stor flok snadrende gæs i vandkanten, og derefter fortsætter Kyststien, på dette stræk som banesti i retning mod Balka. Det er halvtreds år siden, Bornholms sidste jernbane blev nedlagt, men store dele af banelegemet lever videre som cykelstier.
På landsiden veksler landskabet mellem plantage og græsslette. På havsiden forsvinder klippekysten, og med den de mange skarver, der mangler sten til at sidde på til uforstyrret vingetørren. Da jeg når frem til Balka, sker den store forandring. Herfra og stort set resten af dagen går jeg på sandstrand. De næste mange kilometer, indtil jeg har passeret Dueodde, er sandstrandene fuldt så brede som ved Vesterhavet. Hvor der er læ for vinden, og ved traditionelle badesteder, er der tæt af mennesker. Selv på udsatte steder, hvor vinden løfter sandkornene til små slanger af fygesand i ankelhøjde, er der en tynd strøm af spadserende på den forblæste strand; børnefamilier og par har fundet lune steder i de lave klitter.
Jeg runder Dueodde, Bornholms sydøstlige hjørne, inden for synsvidde af Danmarks højeste fyrtårn (47 m). Klitterne er højere her, stranden er bred og går over i revler. Mod vest kan jeg se dragesurfernes skærme svæve over havet nær kysten.
Som jeg går mod vest bliver sandstranden langsomt smallere, klitterne afløses af plantage, der ender ved en skrænt ned mod stranden. Kysten har et vildere præg her, væltede træstammer har fået lov at ligge på forstranden. Sandet er mange steder blæst og tørret sammen til en fastere skorpe, der er ganske udmærket at gå på, men det er alligevel en lettelse, da jeg omsider har passeret surferne og kommer op at gå på en trampesti langs skræntens kant.
Snart efter står jeg over for et valg, da jeg når kanten til det militære område Raghammer. Man kan vælge mellem en indlandsrute eller en kystrute. Hvis den røde advarselskugle er hejst i tårnet, skal man tage turen ind i landet, men det er ikke tilfældet i dag. Jeg misforstår terrænet og kommer utilsigtet til at veksle mellem de to ruter. Indledningsvist følger jeg den afmærkede rute over klithede og gennem fyrretræsplantage. Hele strækningen er flankeret af militærets afmærkningspæle i sort-gule hvepsefarver. Jeg bemærker, at ruten trækker væk fra kysten, og efter jeg har passeret en græsslette inde i plantagen, er jeg kommet endegyldigt væk fra den afmærkede sti. Heldigvis er det ikke svært at finde vej ud til kysten, og den variant af ruten, som går her.
Svaneflokke har fundet ly på havet nær skrænterne. Jeg runder Raghammer Odde, et stort fladt overdrev med skrænter ud mod kysten, fortsætter i kanten af plantage og når så frem til Boderne. I sin tid et fiskerleje, men nu mere et badested og sommerhusområde, populært nok til at have en iskiosk. Og nok så vigtigt, på trods af sin afsides beliggenhed har det også et busstoppested. Det ligger et par hundrede meter inde i landet, oppe ad en bakke, hvor det flade plateau begynder, og en mandshøj rapsmark spærrer ethvert blik ind i landet.
Busstoppet består af et skilt og en vendeplads af fastkørt jord. Bussen kommer, vender, og kører tilbage. Her har den ingen mulighed for at fortsætte.
Mary Beard: SPQR, 90-116.
Jyske Vandreture 