Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Allinge-Svaneke, 38,5 km (215).
Mandag den 3. juli 2017.
Der holder en række klassiske bilmodeller på gårdspladsen bag mit hotel. I løbet af gårsdagens vandretur (214) så jeg flere tilsvarende biler parkeret ved de mange hoteller på de sidste kilometre frem mod Allinge. Så der må være et classic car rally i gang på øen, kun profane eller gammeldags sjæle taler vel om veteranbiler nu om dage… Det undrer mig ikke, Bornholm har også et cykelløb øen rundt, og et tilsvarende vandre-arrangement over tre dage.
Der er højt solskin og blå himmel. Min vandring begynder i Allinges smukke gamle gader, forbi den gule kirke, og snart er jeg ude på Kyststien med udsigt over klippekyst og glitrende hav under solen. Flokke af dykænder ligger ude på vandet, skarver sidder tæt på stenene nær på kysten. Over en lang strækning af denne kystlinje er byer og fiskerlejer vokset sammen og danner en bebyggelse, hvor der ikke er langt mellem badehoteller i palæ-stil og kun ganske kort mellem røgeriskorstene. Der er ingen sandstrand her, men træbroer og platforme med stiger giver badegæster adgang til havet uden farlig passage over glatte klipper og sten.
Mange af de rå klipper i havstokken er dækket af smukke gule laver. Der er en smal bræmme af land mellem klippekysten og landevejen langs kysten. Her er vegetationen klippehede, med mindre kratpartier. Høje vajende Kongelys og fingerbøl tilfører sceneriet gul og lilla kulør. Stien er stenet og kræver stor påpasselighed, her og der er det en balancegang over store sten. Et enkelt sted står en lille klynge bautasten ud mod havet. Over korte distancer tvinges ruten ud til landevejen, hvor cykelruten øen rundt løber på en separat cykelsti. Lilla knopurt og lyseblå cikorie blomstrer langs vejkanten.
Af og til krydses stien af bække og åer, der løber ud til kysten. Ved en af dem gør jeg en afstikker fra ruten. I stedet for Kyststien følger jeg Døndal Å ind i landet. Døndalen er en sprækkedal med stejle sider og tæt bevokset med skov og krat med et vist urskovspræg, væltede stammer ligger hen over vandløbets store sten. En lille kilometer oppe i dalen kommer jeg til vandfaldet, Danmarks højeste, omkring tyve meter. Vandføringen er moderat, men bruset lader sig alligevel høre på pæn afstand. På kanten af faldet ligger store sten i vandløbet, det fremtvinger flere fingre af hvidt skummende vand, der opsamles i en lille dam neden for hovedfaldet og dernæst løber videre som en fælles strøm. Ved kanten af dammen er der en lille træbro over åen, og fedtede stier gør det muligt at nå frem til det øvre af faldet. Der er adskillige andre besøgende ved vandfaldet, drenge og mænd søger med forkærlighed en siddeplads på de store sten umiddelbart før, vandet føres ud over afgrunden.
Tilbage på ruten fortsætter jeg gennem kystskov, langs en høj stejl skrænt. I det fjerne har jeg øverst på skrænten, over skoven, kunnet se de hvide bygninger, der huser Bornholms Kunstmuseum. I den tætte skov er de usynlige fra stien, i stedet kommer jeg forbi Helligdomsklipperne, en karakteristisk klippeformation, der rækker langt ud i bølgerne. Skovstien løber vel tyve meter højere i terrænet, lange træbroer og trapper skaber en adgangsvej til vandkanten, flittigt benyttet af besøgende. Adskillige andre gange på disse kilometre frem mod Gudhjem gennemskæres den stejle skrænt af dybe klippesprækker, få meter brede, med høje lodrette sider. Her og der fører trapper ned til kysten, andre steder løber pludrende bække i bratte fald ud mod havet, skarver hviler sig højt på den yderste, utilgængelige klippeside. Hvor stien når op på kanten af skrænten, mødes skovbryn med marker og enge, der blot hvælver let ind mod øens midte.
Af og til kan jeg se Gudhjem på den yderste pynt på den anden side af Salene Bugten. Der er stadigt et pænt stykke vej derover. Undervejs passerer jeg gamle skanser, godt skjult i skoven, og runder endnu en klynge bautasten, før jeg langsomt stiger ned mod havniveau.
Gudhjem ligger på en klippeside ud mod havet, men jeg passerer byen på den smalle stribe fladt land ved havnen. Det korte stræk er præget af røgerier, cafeer, restauranter og andre tilbud til turister.
Øst for Gudhjem er klippekysten fladere og ofte bredere. I stedet for de høje skrænter er der klippehede og overdrev, enkelte steder dyrket land og småskov. Fiskerlejerne er små og adskilte, i modsætning til højere oppe ad kysten ved Sandvig og Allinge. Endnu en bautasten er placeret prominent ud mod kysten. Uanset hvor jeg går, virker det, som om der altid er en hvid vipstjært inden for synsvidde, det må være Bornholms karakterfugl.
Et par kilometre uden for Svaneke kommer jeg ind i Nordskoven, der også rummer gamle skanser. Byens nærhed ses straks gennem hyppigheden af løbere og hundeluftere. Jeg runder en pynt, det nordøstlige hjørne af Bornholm, og har Svaneke foran mig, naturligvis med en fremtrædende serie røgeriskorstene. Dagens sidste kilometer går gennem byens smukke gamle gader ind til torvet. Byen og det lille torv er tæt stoppet med turister, hver og en synes at have en isvaffel i hånden. Jeg køber noget kold drikkelse i et supermarked og sætter mig til at vente på bussen. Som jeg får købt min billet og sat mig til rette, slår det mig, at kassedamen og chaufføren er de eneste personer i menneskemylderet, jeg har hørt tale med bornholmsk dialekt.
Mary Beard: SPQR, 57-90.
Jyske Vandreture 