Rønne-Allinge (214).


Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Rønne-Allinge, 39,5 km (214).
Søndag den 2. juli 2017.

Det hyggelige vandrehjem i Rønne har til huse i rødmalede barakker, der oprindeligt blev bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig. Tyskerne rykkede ind på det gamle militærområde umiddelbart syd for havnen, der stadig rummer flere historiske bygninger, som nu fungerer som museum. Derfor er den første markante bygning, jeg passerer, efter at have startet ud fra vandrehjemmet, da også det runde hvide kasteltårn, hvis kanoner for trehundrede år siden dominerede indsejlingen til havnen i Rønne. Tårnet minder en hel del om Krudttårnet i Frederikshavn (vandredag 204), der da også er fra samme historiske periode.
I dag er forholdene noget mere fredelige, der er ikke krigsskibe i havnebassinerne, men i stedet fiskerbåde, lystbåde og færger, herunder Bornholmerfærgen, som bragte mig hertil fra Ystad i går sidst på eftermiddagen. Jeg er kommet hertil for at bruge en uge på vandreture på øen. De fleste dage skal bruges på Kyststien, en lang vandrerute nær kystlinjen, mange af stiforløbene var i sin tid redningsveje, på samme måde som det kendes ved Vestkysten.
Det regnede i går, og i dag er det overskyet. Heldigvis holder det tørvejr, det er køligt og noget blæsende, men ellers udmærket vejr til vandring.
Min vandring fører mig langs havnefronten og gennem de nordlige forstæder, indtil jeg når frem til sydkanten af Blykobbe Plantage. Som ved Vestkysten er denne plantage også opført for at dæmpe sandflugt. Den fremtræder med høje ældre fyrretræer og omfattende bregnekrat i underskoven. Skoven har et net af skovveje, og smalle stier der hurtigt slides ned til det underliggende sand. I begyndelsen går ruten parallelt med kysten, men et brat drejning fører mig ud til vandet, hvor jeg for første gang ser en af de gamle skanser, der er et karakteristisk træk ved Bornholms kystlinje. Bag den overgroede græsvold står en kopi af en attenhundredtals kanon og peger truende ud over havet.
Der har foregået mange slags råstofudvinding på Bornholm, og nogle gange er de forladte udgravninger blevet vandfyldte og omdannet til søer. Der ligger flere små søer af den slags skjult i plantagen. Den største, Pyritsøen, ligger helt ud til kysten og er kun adskilt fra havet af en smal landtange. Samtidig hæves kystlinjen til høje lerskrænter, som havet gør et foruroligende indhug på.
Som jeg fortsætter vokser skrænterne sig højere, skoven når ud til kanten af dem, men de stejleste skrænter står oftest ubevoksede hen, præget af skred og løs jord. Skoven strækker helt frem til Hasle. Mod syd afgrænses byen af et stort røgeri, hvidkalkede bygninger, med flere serier af røgeriskorstene. Et røgeri har nederst et stort kammer, der går over i en bred trekant, som afsluttes med en kort skorsten. Alle Bornholms kystbyer, landsbyer, flækker og mange enkeltstående huse fremviser disse karakteristiske strukturer. Nogle gange er det blot et enkelt røgeriskorsten føjet til et skur ved et byhus, andre gange er det, som her, nærmest et industrielt anlæg, med serier af skorstene, oftest hvidkalkede.
Nord for Hasle følger Kyststien en cykelrute nær kanten af skrænten. Der er dyrket land på indlandssiden, ud mod havet er der grusstrand og store sten spredt ud i havet nærmest kysten. Skarver og måger sidder på dem. Små flokke edderfugle og skalleslugere hviler på den let gyngende vandoverflade.
Det er højsommer; vejkanter og fristeder er præget af vilde blomster i mange farver. Cikorie, slangehoved og kornblomst tager sig af det blå spektrum, knopurt, oksetunge, musevikke og storkenæb viser nuancer af lilla, der er en smule gyvel med gule blomster tilbage på de mørkeste steder i skovene, gedeblad står med store tropiske blomstrer, valmuer er falmet fra blodrød til orange, krageklo, katost og hvid okseøje blander farverne. I byerne og de små fiskerlejer er de velholdte gamle huse tilføjet rækker af stokroser i afstemte farver, tæt tilplantede krukker og altankasser føjer yderligt kolorit til.
Længere mod nord bliver strandens grus til små klippestykker, stien skruer sig op på en skovklædt klippeknold. Jeg er nået til den del af Bornholm, som bedst lever op til betegnelsen Klippeøen. Det er kun godt halvdelen af øen, ca. nord for en linje mellem Hasle og Nexø, som er klippe og grundfjeld. Den sydlige del af øen er opbygget af aflejrede materialer fra eroderet klippe.
Jeg gør en afstikker fra Kyststien for at se Jons Kapel, en fritstående klippe i havstokken. En lang velholdt trætrappe fører i flere sektioner gennem en smal klippespalte ned til stenstranden. Trappen virker uendelig lang, endnu længere på vejen op, 229 trin tæller jeg, før jeg er tilbage på min markerede rute.
Nord for Jons Kapel ligger Ringebakkerne med et stort, nedlagt stenbrud. En kantet jernbro fører over en høj smal slugt, der forbinder stenbruddet med kysten. Slugten er ikke skabt af lokal geologi, det er en passage, der blev sprængt gennem klippen, da stenbruddet skulle levere granit til Storebæltsbroen. Broen, med tilsigtet rustent look, blev opført for at genetablere stiforbindelsen. Længere fremme kommer ruten forbi en lodret klippeside, der for en sjælden gangs skyld er stillet i en halvfemsgradsvinkel på kysten. Der er en smule åben grønsvær foran klippesiden, der tjener som fuglefjeld for en større mængde måger. Unge måger, endnu usikre på at gå på vingerne, trykker sig nær stien. Lomvier og alke er også i mindre omfang begyndt at yngle på dette stræk af Bornholms kyst.
Efter at have passeret den lille by Vang kommer jeg ind på Slotslyngen, et særpræget højt liggende område delt mellem lyng og krat, foran en stejl klippevæg. Naturstyrelsen har arrangeret afgræsning med får på stedet for at fremme lyng, der da også bliver mere og mere dominerende, som jeg kommer frem. Med den fremtrædende klippevæg og de fritliggende klippestykker mellem lyngen minder stedet mere om Skotland end om de jyske heder.
Fra den øvre del af Slotslyngen er der en flot udsigt over til ruinerne af Hammershus, der ligger dramatisk placeret på toppen af den næste klippeknold. Efter en tur ad smalle stier gennem tæt krat står jeg snart på dalbunden for foden af borgen. En stejl sti fører højt oppe på skrænten i en bue rundt om borgen, men stadigt et pænt stykke neden for de murede fæstningsmure.
Jeg er på vej ud på Hammerknuden, det nordvestlige hjørne af Bornholm. Inden da gør jeg imidlertid en afstikker ind i landet. Opalsøen ligger i læ, et pænt stykke inde i land. Den runde sø er et nedlagt stenbrud, der er blevet fyldt med vand. Søen er halvvejs omgivet af høje, lodrette klipper, der nu tjener som fuglefjeld, især for måger. En tovbane er udspændt over søen, fra søbredden til det højeste fjeld, et aktivitetstilbud for hele familien – ifølge reklamen. Umiddelbart op ad Opalsøen ligger Hammersøen, der er ganske naturlig, en vandfyldt sprækkedal.
Tilbage ved kysten begiver jeg mig ud på Hammerknuden, turen indledes med en opstigning, der, da jeg kigger mig tilbage, også giver et glimrende udblik over Hammerhavn, for foden af Hammershus. I sin tid, for mere end hundrede år siden, blev havnen bygget til udskibning af granit, i dag huser den lystbåde og mindre turistskibe til tursejlads langs den dramatiske kyst.
I begyndelsen går jeg ad en smal, stenet sti gennem åbent krat. Undervejs støder jeg på tre nubiske geder med hængende ører, som på trods af artens ry for ikke at være kostforagtere, endnu ikke har formået at æde sig gennem buskadset. Længere fremme på min tur Hammeren rundt støder jeg på både får og kvæg. De holder til på de åbne områder, sommetider direkte på klippekysten, inden for rækkevidde af skumsprøjtet fra de bølger der brydes mod de flade klipper. Her er ganske øde, ingen huse, bortset fra ruinerne af Salomons Kapel fra Middelalderen. Alligevel viser stien alle tegn på at være populær både hos turister og lokale, et enkelt sted er sten stablet op i pyramider eller små varder, i et omfang der halvt dækker stien. Et sort ko stirrer skeptisk på udstillingen.
Jeg runder Hammer Odde Fyr, nordspidsen af Bornholm, og begynder at gå mod sydøst. Det går rask til, for jeg er kommet ud på fast vej, efter at have gået på knoldede klippestier i mange kilometer. Snart runder jeg et hjørne og har udsigt til Sandvig, den første af en række sammenvoksede byer på denne strækning af Bornholms kyst. Umiddelbart før byen ligger en lille vig med sandstrand, passende nok, for badeliv og turisme er, hvad der har drevet udviklingen i dette hjørne af øen.
Jeg er næsten fremme ved dagens endemål, men først er det tid til en sidste afstikker. Få hundrede meter fra kysten, klods op ad et parcelhuskvarter ligger en vidtstrakt græsslette, kaldet Madsebakken. Græsset brydes af enkelte klippepartier, hvor af nogle bærer helleristninger fra bronzealderen, især af skibe. En let regn begynder at falde, men jeg giver mig god tid til at se på helleristningerne, inden jeg går de sidste kilometer.
Vejen går ad kystvejen, gennem Allinges hyggelige gamle gader, langs havnen, pakket med lystbåde og frem til kirkepladsen. Kirken ligner ikke de hvide landsbykirker, jeg oftest ser i landskabet, den er kalket fra tå til top i en varm gul farve. Mit hotel ligger et par hundrede meter væk, det er kalket i en vinrød farve og barrikaderet bag stopfulde blomsterkummer.

Juan Gabriel Vasquez: El ruido de las cosas a caer, 84-259.
Mary Beard: SPQR, 1-57.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s